1 Samuelsbok 1:18
Og hun sagde: Lad din Tjenesteqvinde finde Naade for dine Øine. Da gik Qvinden sin Vei og aad, og hendes Ansigt var ikke ydermere (bedrøvet).
Og hun sagde: Lad din Tjenesteqvinde finde Naade for dine Øine. Da gik Qvinden sin Vei og aad, og hendes Ansigt var ikke ydermere (bedrøvet).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4Og det skede paa en Dag, at Elkana offrede; da gav han Peninna, sin Hustru, og alle hendes Sønner og hendes Døttre Dele.
5Men han gav Hanna eet Stykke, (som var) anseeligt; thi han elskede Hanna, men Herren havde lukket til for hendes Liv.
6Og hendes Modstanderinde opirrede hende og saare, at hun kunde gjøre hende fnysende, fordi Herren havde lukket til for hendes Liv.
7Og saaledes skede det fra Aar til Aar; naarsomhelst hun gik op til Herrens Huus, opirrede hun hende saaledes; og hun græd og aad ikke.
8Da sagde Elkana, hendes Mand, til hende: Hanna, hvorfor vil du græde, og hvorfor vil du ikke æde, og hvorfor haver dit Hjerte saa ondt? er jeg dig ikke bedre end ti Sønner?
9Da stod Hanna op, efterat de havde ædet, og efterat de havde drukket i Silo; og Eli, Præsten, sad paa en Stol ved Herrens Tempels Dørstolpe.
10Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til Herren og græd saare.
11Og hun lovede et Løfte og sagde: Herre Zebaoth, dersom du seer til din Tjenesteqvindes Elendighed, og kommer mig ihu og ikke glemmer din Tjenesteqvinde, og giver din Tjenesteqvinde mandlig Sæd, da vil jeg give Herren ham alle hans Livs Dage, og der skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved.
12Og det skede, der hun længe havde bedet for Herrens Ansigt, da tog Eli vare paa hendes Mund.
13Thi Hanna, hun talede i sit Hjerte, kun hendes Læber rørte sig, men hendes Røst hørtes ikke; derfor holdt Eli hende for (at være) drukken.
14Og Eli sagde til hende: Hvorlænge vil du være drukken? bortskaf din Viin fra dig.
15Og Hanna svarede og sagde: (Det er) ikke (saa), min Herre; jeg er en Qvinde, som er hart (bedrøvet) i Aanden, og jeg har ikke drukket Viin eller stærk Drik, men jeg haver udøst mit Hjerte for Herrens Ansigt.
16Agt ikke din Tjenesteqvinde som en Belials Datter; thi jeg har hidindtil talet af min Klages og min Harms Mangfoldighed.
17Og Eli svarede og sagde: Gak hen med Fred! og Israels Gud skal give (dig) din Begjæring, som du begjærede af ham.
19Og de stode tidlig op om Morgenen, og der de havde tilbedet for Herrens Ansigt, da vendte de tilbage og kom til deres Huus i Rama; og Elkana kjendte Hanna, sin Hustru, og Herren kom hende ihu.
20Og det skede, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg (sagde hun) har begjæret ham af Herren.
13Og hun sagde: Lad mig finde Naade for dine Øine, min Herre, fordi du har trøstet mig, og fordi du har talet kjærligen til din Tjenesteqvinde; og jeg, jeg er ikke som en af dine Tjenestepiger.
22Men Hanna drog ikke op, thi hun sagde til sin Mand: (Jeg vil bie,) indtil Barnet bliver afvant, da vil jeg føre ham hen, at han skal sees for Herrens Ansigt, og han skal blive der evindelig.
23Og Elkana, hendes Mand, sagde til hende: Gjør det, som er godt for dine Øine; bliv, indtil du har afvant ham; Herren stadfæste kun sit Ord! Saa blev Qvinden (hjemme) og gav sin Søn at die, indtil hun afvante ham.
26Og hun sagde: Hør mig, min Herre! (saa vist som) din Sjæl lever, min Herre! jeg er den Qvinde, som stod her hos dig, for at bede ydmygelig til Herren,
27Jeg bad ydmygeligen om denne Dreng, og Herren har givet mig min Begjæring, som jeg begjærede af ham.
20Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru, og sagde: Herren sætte dig Sæd af denne Qvinde istedetfor den Begjæring, som man begjærede af Herren! og de gik til hans Sted.
21Men Herren besøgte Hanna, saa hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døttre; og Drengen Samuel blev stor hos Herren.
18Og der hun saae, at hun havde fast foretaget sig at gaae med hende, da lod hun af at tale til hende (derom).
21Og Qvinden kom ind til Saul og saae, at han var saare forfærdet; og hun sagde til ham: See, din Tjenerinde adlød din Røst, og jeg satte mit Liv i min Haand og adlød dine Ord, som du talede til mig.
22Saa adlyd nu ogsaa, Kjære, din Tjenerindes Røst, saa vil jeg sætte en Mundfuld Brød for dig, og æd, at der kan være Kraft i dig, naar du gaaer paa Veien.
12Da sagde Qvinden: Kjære, lad din Tjenerinde tale til min Herre Kongen et Ord; og han sagde: Tal.
9Herren give eder, at I maae finde Rolighed, hver i sin Mands Huus! og hun kyssede dem, og de opløftede deres Røst og græd.
15Saa er jeg nu kommen til at tale dette Ord til min Herre Kongen, fordi Folket gjør mig frygtagtig; derfor sagde din Tjenerinde: Kjære, jeg vil tale til Kongen, maaskee Kongen gjør efter sin Tjenerindes Ord.
16Thi Kongen skal høre det, for at redde sin Tjenerinde af den Mands Haand, som vil udslette mig og min Søn tillige fra Guds Arv.
17Og din Tjenerinde sagde: Min Herre Kongens Ord skal dog være mig til Trøst; thi som en Guds Engel er, saa er min Herre Kongen til at høre det Gode og det Onde, og Herren din Gud skal være med dig.
18Og Kongen svarede og sagde til Qvinden: Kjære, dølg ikke for mig det Ord, som jeg vil spørge dig om; og Qvinden sagde: Min Herre Kongen tale dog.
1Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i Herren, mit Horn er ophøiet i Herren, min Mund er vidt opladt over mine Fjender; thi jeg har glædet mig i din Salighed.
10Da faldt hun paa sit Ansigt og bøiede sig ned til Jorden; og hun sagde til ham: Hvorfor har jeg fundet Naade for dine Øine, at du kjender mig, og jeg er fremmed?
6Da gjorde hun sig rede, hun og hendes Sønners Hustruer, og vendte tilbage fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at Herren havde besøgt sit Folk, at give dem Brød.
7Og hun gik ud fra det Sted, hvor hun havde været, og begge hendes Sønners Hustruer med hende; og de gik paa Veien, for at komme tilbage til Judæ Land.
2Og han havde to Hustruer; den enes Navn var Hanna, og den andens Navn Peninna; og Peninna havde Børn, men Hanna havde ingen Børn.
5Og det skede paa den fjerde Dag, da stode de aarle op om Morgenen, og han gjorde sig rede til at gaae; da sagde den unge Qvindes Fader til sin Svoger: Vederqvæg dit Hjerte med et Stykke Brød, og derefter maae I gaae.
6Og de satte sig, og aade begge tilsammen og drak; da sagde den unge Qvindes Fader til Manden: Kjære, samtyk og bliv Natten over, og lad dit Hjerte være vel (tilmode).
36Og hun sagde til ham: Min Fader! har du opladt din Mund til Herren, da gjør med mig, saasom det er udgaaet af din Mund, efterat Herren har skaffet dig fuldkommen Hevn over dine Fjender, over Ammons Børn.
23Og han sagde: Hvorfor vil du gaae til ham idag, da det ikke er Nymaane, ei heller Sabbat? og hun sagde: Fred (være med dig)!
13mon I skulde vente paa dem, indtil de bleve store? mon I skulde (derefter) opholdes, at I ikke skulde faae Mænd? nei, mine Døttre, thi det er mig saare bittert, mere end eder, fordi Herrens Haand er udgangen over mig.
16Og hun kom til sin Mands Moder, og hun sagde: Hvorledes (gaaer det dig), min Datter? og hun forkyndte hende alt det, Manden havde gjort hende.
2Og Qvinden gjorde sig rede og gjorde efter den Guds Mands Ord; og hun drog bort, hun og hendes Huus, og var fremmed i Philisternes Land i syv Aar.
3Og det skede, der de syv Aar vare tilende, da kom Qvinden tilbage af Philisternes Land; og hun gik ud at raabe til Kongen om hendes Huus og om hendes Ager.
25Thi saaledes haver Herren gjort mod mig i de Dage, der han saae (i Naade) til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene.
16Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved (denne) Aarets Tid, skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nei, min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde.
20Og den Tid hun døde, da sagde de (Qvinder), som stode hos hende: Frygt ikke, thi du haver født en Søn; men hun svarede ikke og lagde det ikke paa sit Hjerte.
18Og hun sagde: Bliv (stille), min Datter, indtil du faaer at vide, hvorledes Sagen vil falde ud; thi den Mand hviler ikke, før han idag gjør Ende paa denne Sag.
27Og (her er) nu denne Velsignelse, som din Tjenesteqvinde førte til min Herre; og lad den gives de unge Karle, som vandre efter min Herre.