1 Men som Medarbeidere formane ogsaa vi, at I ikke forgjæves maae have modtaget Guds Naade;

2 — thi han siger: Jeg haver bønhørt dig i en behagelig Tid og hjulpet dig paa Frelsens Dag; see, nu er en behagelig Tid, see, nu er Frelsens Dag —

3 og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, paa det Tjenesten ikke skal blive lastet;

4 men vi bevise os selv i Alting som Guds Tjenere: med stor Taalmodighed, i Trængsler, i Nød, i Angester,

5 under Slag, i Fængsler, i Oprør, i Arbeide, i Vaagen, i Fasten,

6 med Reenhed, med Kundskab, med Langmodighed, med Velvillighed, med den Hellig-Aand, med uskrømtet Kjærlighed,

7 med Sandheds Ord, med Guds Kraft, ved Retfærdighedens Vaaben paa høire og Venstre Side,

8 under Ære og Vanære, under ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere, og dog sanddrue;

9 som miskjendte, og dog erkjendte; som de, der døe, og see, vi leve; som de, der ere revsede, og dog ikke ihjelslagne;

10 som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gjøre Mange rige; som de, der have Intet, og dog besidde Alt.

11 O I Corinthier! vor Mund er opladt til eder, vort Hjerte haver udvidet sig.

12 Det er ikke snevert for eder i os, men I ere snevre af Hjerte.

13 Men til lige Gjengjæld — jeg taler som til (mine) Børn — udvider ogsaa I (eders Hjerter)!

14 Drager ikke i et fremmed Aag med Vantroe; thi hvad Fællesskab haver Retfærdighed med Uret? og hvad Samfund haver Lys med Mørke?

15 og hvad Overeensstemmelse er der mellem Christus og Belial? eller hvad Deelagtighed haver en Troende med en Vantro?

16 Hvad Samqvem haver Guds Tempel med Afguder? Thi I ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud haver sagt: Jeg vil boe iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

17 Derfor gaaer ud fra dem og fraskiller eder, siger Herren, og rører ikke noget Ureent, og jeg vil annamme eder,

18 og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døttre, siger Herren, den Almægtige.