1 Og det skede efter Sauls Død, der David var kommen tilbage fra at slaae de Amalekiter, da blev David i Ziklag to Dage.

2 Og det skede paa den tredie Dag, see, da kom en Mand fra Leiren fra Saul, og hans Klæder vare revne, og Jord paa hans Hoved; og det skede, der han kom til David, da faldt han ned paa Jorden og nedbøiede sig.

3 Og David sagde til ham: Hvorfra kommer du? og han sagde til ham: Jeg er undkommen af Israels Leir.

4 Og David sagde til ham: Hvad er der skeet for en Sag? Kjære, kundgjør mig det; og han sagde: Alt Folket flyede af Krigen, og der faldt ogsaa meget af Folket og døde, ja endog Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde.

5 Og David sagde til den unge Karl, den, som forkyndte ham (dette): Hvorledes veed du, at Saul og Jonathan, hans Søn, ere døde?

6 Da sagde den unge Karl, den, som forkyndte ham det: Det hændte sig uforvarende, at jeg kom paa Gilboæ Bjerg, og see, Saul støttede sig paa sit Spyd, og see, Vogne og Rytternes Anførere indhentede ham.

7 Og han saae omkring bag sig og saae mig; og han kaldte ad mig, og jeg sagde: See, her er jeg.

8 Og han sagde til mig: Hvo er du? og jeg sagde til ham: Jeg er en Amalekiter.

9 Da sagde han til mig: Kjære, staa hos mig og dræb mig; thi Forfærdelse har grebet mig, men mit Liv er endnu ganske i mig.

10 Og jeg stod hos ham og dræbte ham, thi jeg vidste, at han kunde ikke leve efter sit Fald; og jeg tog Kronen, som var paa hans Hoved, og Armsmykket, som var paa hans Arm, og har ført dem hid til min Herre.

11 Da tog David fat paa sine Klæder og sønderrev dem; det samme (gjorde) ogsaa alle Mændene, som vare hos ham.

12 Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over Herrens Folk og over Israels Huus, at de vare faldne ved Sværdet.

13 Og David sagde til den unge Karl, den, som gav ham det tilkjende: Hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en fremmed amalekitisk Mands Søn.

14 Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke at udrække din Haand til at fordærve Herrens Salvede?

15 Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.

16 Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund svarede imod dig og sagde: Jeg, jeg har dræbt Herrens Salvede.

17 Og David klagede dette Klagemaal over Saul og over Jonathan, hans Søn;

18 og han befalede, at man skulde lære Judæ Børn Buen; see, det er skrevet i den Oprigtiges Bog:

19 O Israels Deilighed! paa dine Høie (ligge) de Ihjelslagne; hvorledes ere de Vældige faldne!

20 Giver det ikke tilkjende i Gath, bebuder det ikke paa Gaderne i Asklon, at Philisternes Døttre ikke skulle glæde sig, at deres Døttre, som have Forhud, ikke skulle fryde sig.

21 I Bjerge udi Gilboa, der skal ikke Dug, ei heller Regn (komme) paa eder, eller (være) Agre, (af hvilke) Opløftelsesoffere (komme); thi der er de Vældiges Skjold bortkastet, Sauls Skjold, (som havde han) ikke (været) salvet med Olie.

22 Jonathans Bue vendtes ikke tilbage fra de Ihjelslagnes Blod, fra de Vældiges Fedme, og Sauls Sværd kom ikke ledigt tilbage.

23 Saul og Jonathan vare de Elskelige og Liflige i deres Liv, de bleve og ikke adskilte i deres Død; de vare lettere end Ørne, de vare stærkere end Løver.

24 I Israels Døttre! græder over Saul, han, som klædte eder stadseligen med Skarlagen, han, som lod sætte Prydelse af Guld paa eders Klæder.

25 Hvorledes ere de Vældige faldne midt i Krigen! Jonathan er ihjelslagen paa dine Høie.

26 (Det gjør) mig meget ondt for dig, min Broder Jonathan! du var mig saare liflig, din Kjærlighed var mig underligere end Qvinders Kjærlighed.

27 Hvorledes ere de Vældige faldne, og Krigsvaaben omkomne!