1 Men der var en Mand i Cæsarea, ved Navn Cornelius, en Høvedsmand af den Rode, som kaldtes den italienske;
2 han var from og frygtede Gud med sit ganske Huus, og gav Folket mange Almisser og bad altid til Gud.
3 Han saae klarligen i et Syn, ved den niende Time paa Dagen, en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: Cornelius!
4 Men han saae stivt paa ham, og blev forfærdet og sagde: Hvad er det, Herre? Han sagde til ham: Dine Bønner og dine Almisser ere stegne op til Ihukommelse for Gud.
5 Og send nu Nogle til Joppe og lad hente Simon, som kaldes med Tilnavn Petrus.
6 Han er til Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Huus er ved Havet; han skal sige dig, hvad dig bør at gjøre.
7 Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine Huussvende og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som vare ideligen om ham,
8 og han fortalte dem det altsammen og udsendte dem til Joppe.
9 Men den anden Dag, der disse reiste paa Veien og kom nær til Staden, steg Petrus op paa Huset for at bede, ved den sjette Time.
10 Men han blev meget hungrig og vilde have Noget at spise. Men imedens de lavede (det) til, overfaldt ham en Henrykkelse;
11 og han saae Himmelen aabnet og Noget fare ned til sig, som en stor linned Dug, der var bundet ved de fire Hjørner og nedlodes paa Jorden,
12 i hvilket vare allehaande Jordens fireføddede Dyr, baade vilde Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle.
13 Og en Røst skede til ham: Staa op, Petrus, slagt og æd!
14 Men Petrus sagde: Ingenlunde, Herre! thi jeg haver aldrig ædet noget Vanhelligt eller Ureent.
15 Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: Hvad Gud haver renset, holde du ikke for ureent!
16 Men dette skede tre Gange; og Dugen blev optagen igjen til Himmelen.
17 Men der Petrus tvivlede ved sig selv om, hvad det Syn skulde være, som han havde seet, see, da stode de Mænd for Døren, som vare udsendte af Cornelius og havde opspurgt Simons Huus;
18 og de raabte og spurgte, om Simon, som kaldes med Tilnavn Petrus, var der til Herberge.
19 Men idet Petrus grublede over Synet, sagde Aanden til ham: See, tre Mænd lede efter dig;
20 men staa op, stig ned og drag med dem, uden at tvivle; thi jeg haver udsendt dem.
21 Men Petrus steg ned til Mændene, som vare sendte til ham fra Cornelius, og sagde: See, jeg er den, som I lede efter; hvad er Aarsagen, hvorfor I ere her?
22 Men de sagde: Cornelius, en Høvedsmand, en retfærdig Mand og som frygter Gud, som haver godt Vidnesbyrd af alt Jødernes Folk, haver faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Huus og høre dine Ord.
23 Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge; men den anden Dag drog Petrus ud med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe gik med ham.
24 Og den følgende Dag kom de til Cæsarea. Men Cornelius ventede paa dem og havde sammenkaldt sine Paarørende og nærmeste Venner.
25 Men som det skede, at Petrus gik ind, mødte Cornelius ham, og faldt ned for hans Fødder og tilbad.
26 Men Petrus reiste ham op og sagde: Staa op; jeg er og selv et Menneske.
27 Og der han havde talet med ham, gik han ind og fandt Mange, som vare komne tilsammen.
28 Og han sagde til dem: I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand, at omgaaes med eller komme til En, som er af et fremmed Folk; men Gud viste mig, ikke at kalde noget Menneske vanhelligt og ureent.
29 Derfor kom jeg og uden Modsigelse, der jeg blev hentet; jeg spørger eder derfor, hvorfor I hentede mig.
30 Og Coruelius sagde: For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Huus; og see, en Mand stod for mig i et skinnende Klædebon;
31 og han sagde: Cornelius! din Bøn er bønhørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud.
32 Send derfor til Joppe og lad kalde til dig Simon, som kaldes med Tilnavn Petrus; han er til Herberge i Garveren Simons Huus ved Havet; han skal tale til dig, naar han kommer.
33 Derfor sendte jeg strax til dig; og du gjorde vel, at du kom. Nu ere vi derfor alle tilstede for Guds Aasyn, for at høre alt det, som dig er befalet af Gud.
34 Men Petrus oplod Munden og sagde: Jeg befinder i Sandhed, at Gud anseer ikke Personer;
35 men hvo iblandt alle Folk, som ham frygter og gjør Retfærdighed, er ham behagelig.
36 Hvad det Ord angaaer, som han udsendte til Israels Børn, der han i Evangeliet lod forkynde Fred ved Jesum Christum, — han er Alles Herre —
37 da vide I, hvad der er skeet over al Judæa, hvilket begyndte fra Galilæa, efter den Daab, som Johannes prædikede;
38 angaaende Jesum af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig-Aand og Kraft; han, som drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle, som vare overvældede af Djævelen, thi Gud var med ham;
39 og vi ere Vidner til alt det, som han haver gjort baade i Jødernes Land og i Jerusalem, (han,) hvilken de sloge ihjel, idet de hængte ham paa et Træ,
40 ham opreiste Gud den tredie Dag og lod ham aabenbares,
41 ikke for alt Folket, men for de Vidner, som forud vare udvalgte af Gud, for os nemlig, vi som aade og drak med ham, efterat han var opstanden fra de Døde.
42 Og han haver budet os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Levendes og Dødes Dommer.
43 Denne give alle Propheterne det Vidnesbyrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae Syndernes Forladelse ved hans Navn.
44 Der Petrus endnu talede disse Ord, faldt den Hellig-Aand paa alle dem, som hørte Ordet.
45 Og de af Omskjærelsen, som troede, saa Mange, som vare komne med Petrus, bleve meget forfærdede over, at den Hellig-Aands Gave blev og udøst over Hedningerne;
46 thi de hørte dem tale med (fremmede) Tungemaal og høiligen prise Gud.
47 Da svarede Petrus: Mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig-Aand, ligesom og vi?
48 Og han befoel, at de skulde døbes i Herrens Navn. Da bade de ham at blive der nogle Dage.