1 Men ved den samme Tid lagde Kong Herodes Haand paa Nogle af Menigheden for at mishandle dem.

2 Men han lod Jakob, Johannis Broder, henrette med Sværd.

3 Og der han saae, at det behagede Jøderne, blev han ved, og lod ogsaa Petrus gribe; — men det var de usyrede Brøds Dage. —

4 Der han havde grebet ham, satte han ham i Fængsel og overantvordede ham til fire Vagtskifter, hver paa fire Mand, for at bevogte ham, da han efter Paasken vilde føre ham frem for Folket.

5 Saa blev da Petrus bevogtet i Fængslet; men der skede af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham.

6 Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Petrus i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker; og Vogterne for Døren toge vare paa Fængslet.

7 Og see, Herrens Engel stod over ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Petrus paa Siden, og vakte ham op og sagde: Staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne.

8 Og Engelen sagde til ham: Bind op om dig og bind dine Saaler paa; men han gjorde saaledes. Og han sagde til ham: Kast din Kappe om dig og følg mig.

9 Og han gik ud og fulgte ham, og vidste ikke, at det, som skede ved Engelen, var virkeligt, men meente, at han saae et Syn.

10 Men de gik igjennem den første og anden Vagt og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne lodes op af sig selv for dem, og de kom ud og gik een Gade frem; og strax skiltes Engelen fra ham.

11 Og der Petrus kom til sig selv, sagde han: Nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig fra Herodis Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse.

12 Og som han besindede sig, kom han for Mariæ Huus, en Moder til den Johannes, som kaldtes med Tilnavn Marcus, hvor Mange vare forsamlede og bade.

13 Men da Petrus bankede paa Forstuens Dør, kom en Pige, ved Navn Rhode, frem for at høre efter.

14 Og da hun kjendte Petri Røst, aabnede hun af Glæde ikke Forstuen, men løb ind og forkyndte dem, at Petrus stod for Forstuen.

15 Da sagde de til hende: Du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: Det er hans Engel.

16 Men Petrus blev ved at banke paa; og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede.

17 Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie, og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængslet. Men han sagde: Forkynder Jakob og Brødrene dette. Og han gik ud og drog til et andet Sted.

18 Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, (over) hvor Petrus var bleven af.

19 Men der Herodes lod ham søge og fandt ham ikke, forhørte han Vogterne og befoel, at de skulde bortføres (for at straffes); og han drog ned fra Judæa til Cæsarea og opholdt sig der.

20 Men Herodes havde isinde at føre Krig mod de Tyrer og Sidonier; men de kom samdrægtigen til ham og fik Blastus, som var Kongens Kammertjener, paa sin Side og bade om Fred, fordi deres Land fik Levnetsmidler fra Kongens.

21 Men paa en bestemt Dag iførte Herodes sig et kongeligt Klædebon, og satte sig paa Thronen og holdt en Tale til dem.

22 Men Folket raabte til ham: Det er Guds Røst og ikke et Menneskes.

23 Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

24 Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes.

25 Men Barnabas og Saulus kom tilbage fra Jerusalem, efterat de havde fuldført deres Ærinde; og de havde ogsaa taget Johannes med sig, som kaldtes med Tilnavn Marcus.