1 Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen.

2 Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og opfyldte det ganske Huus, hvor de sadde.

3 Og der saaes af dem adskilte Tunger som af Ild, og den satte sig paa Enhver af dem.

4 Og de bleve alle opfyldte af den Hellig-Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale.

5 Men der vare Jøder, boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag, som ere under Himmelen.

6 Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev forvirret; thi Enhver hørte dem tale i sit eget Tungemaal.

7 Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?

8 Og hvorledes høre vi dem tale hver paa vort eget Tungemaal, hvorudi vi ere fødte?

9 Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotamia og Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia,

10 Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Libyens Egne ved Cyrene, og vi her boende Romere,

11 Jøder og Proselyter, Kreter og Araber? vi høre dem tale om Guds store Gjerninger i vore Tungemaal.

12 Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?

13 Men Andre spottede og sagde: De ere fulde af sød Viin.

14 Da stod Petrus frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være eder vitterligt, og giver vel Agt paa mine Ord;

15 thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen.

16 Men dette er det, som er sagt ved Propheten Joel:

17 Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, (da) vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og eders Sønner og eders Døttre skulle prophetere, og eders unge Karle skulle see Syner, og eders Ældste skulle have Drømme.

18 Ja jeg vil endog i de samme Dage udgyde af min Aand over mine Trælle og over mine Trælqvinder, og de skulle prophetere.

19 Og jeg vil lade Undere skee i Himmelen oventil og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og Røgdamp.

20 Solen skal forvandles til Mørke og Maanen til Blod, førend Herrens den store og herlige Dag kommer.

21 Og det skal skee, hver den, som paa kalder Herrens Navn, skal frelses.

22 I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesum den Nazaræer, en Mand af Gud, udmærket for eder ved kraftige Gjerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, saasom I og selv vide,

23 denne, da han var given hen efter Guds besluttede Raad og Forudvidende, toge I og korsfæstede med uretfærdige Hænder, og sloge ham ihjel;

24 ham opreiste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.

25 Thi David siger om ham: Jeg haver altid Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.

26 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler; ja ogsaa mit Kjød skal boe tryggelig i Haab;

27 thi du skal ikke forlade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstede din Hellige at see Forraadnelse.

28 Du haver kundgjort mig Livets Veie, du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. —

29 I Mænd, Brødre! lader mig tale frimodigen til eder om Patriarchen David, at han baade er død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.

30 Eftersom han da var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt efter Kjødet opreise Christum til at sidde paa hans Throne,

31 saae han forud og talede om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse.

32 Denne Jesum opreiste Gud, hvortil vi alle ere Vidner.

33 Derfor, efterat han er ophøiet hos Guds høire Haand og haver annammet den Hellig-Aands Forjættelse af Faderen, udgydede han den, som I see og høre.

34 Thi David opfoer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,

35 indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

36 Derfor skal alt Israels Huus vide for vist, at Gud haver gjort ham til en Herre og Christum, denne samme Jesum, som I have korsfæstet.

37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre?

38 Men Petrus sagde til dem: Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse, og I skulle faae den Hellig-Aands Gave.

39 Thi eder og eders Børn hører Forjættelsen til, og alle dem, som ere langt borte, saa mange Herren vor Gud vil kalde dertil.

40 Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem, sigende: Lader eder frelse fra denne vanartige Slægt.

41 De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der lagdes den samme Dag til (Menigheden) henved tre tusinde Sjæle.

42 Men de vare varagtige i Apostlernes Underviisning og Samfundet og Brøds-Brydelsen og Bønnerne.

43 Men der kom en Frygt over alle Sjæle; og der skede mange Undergjerninger og Tegn ved Apostlerne.

44 Men alle de, som troede, vare tilsammen og havde alle Ting tilfælles.

45 Og de solgte deres Eiendom og Gods, og delede det ud iblandt alle, eftersom Nogen havde behov.

46 Og de vare hver Dag samdrægtigen varagtige i Templet, og brøde Brødet i Husene og nøde Maaltidet med Fryd og Hjertets Eenfoldighed,

47 idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen dem til Menigheden, som bleve frelste.