1 Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem,
2 hvilke fortrøde paa, at de lærte Folket og kundgjorde i Jesu Opstandelsen fra de Døde.
3 Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var alt Aften.
4 Men Mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem Tusinde.
5 Men det skede Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,
6 samt Annas, den Ypperstepræst, og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af de Ypperstepræsters Slægt.
7 Og de stillede dem frem og spurgte: Af hvad Magt, eller i hvilket Navn gjorde I dette?
8 Da sagde Petrus, fyldt af den Hellig-Aand, til dem: I Folkets Øverster og Israels Ældste!
9 Efterdi vi idag forhøres angaaende Velgjerningen mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han er bleven frelst,
10 da skal det være eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Christi den Nazaræers Navn, hvilken I have korsfæstet, hvilken Gud haver opreist fra de Døde, ved dette (Navn) staaer denne helbredet her for eders Øine.
11 Han er den Steen, som er bleven agtet for Intet af eder, I Bygningsmænd, den, som er bleven til en Hovedhjørnesteen.
12 Og der er slet ikke Frelse i nogen Anden; thi der er heller ikke et andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket det bør os at vorde frelste.
13 Men der de saae Petri og Johannis Frimodighed, og havde faaet at vide, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig; og de kjendte dem, at de havde været med Jesu.
14 Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.
15 Men de bøde dem gaae ud fra Raadet, og raadførte sig med hverandre og sagde:
16 Hvad skulle vi gjøre disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne ikke negte det.
17 Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn.
18 Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lære i Jesu Navn.
19 Men Petrus og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud;
20 thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt.
21 Men de truede dem fremdeles og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi Alle lovede Gud for det, som var skeet.
22 Thi det Menneske var mere end fyrretyve Aar gammelt, paa hvilket dette Helbredelsestegn var skeet.
23 Men der de vare løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræster og Ældste havde sagt til dem.
24 Men der de hørte det, opløftede de samdrægtigen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
25 som haver sagt ved Davids, din Tjeners, Mund: Hvorfor fnysede Hedningerne og grundede Folkene paa forfængelige Raad?
26 Jordens Konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christum.
27 Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesum, hvilken du haver salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Hedningerne og Israels Folk,
28 at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee.
29 Og nu, Herre! see til deres Trudsler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed,
30 idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Undergjerninger kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn.
31 Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig-Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.
32 Men den ganske Hob, som troede, havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde Noget af sit Gods at være hans eget, men alle Ting vare dem tilfælles.
33 Og Apostlerne gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle.
34 Thi der var ei heller Nogen iblandt dem, som led Mangel; thi saa Mange, som eiede Agre eller Huse, solgte dem og frembare Værdien af det Solgte,
35 og lagde den for Apostlernes Fødder; men der uddeeltes til Enhver, eftersom Nogen havde behov.
36 Men Joses, som af Apostlerne kaldtes med Tilnavn Barnabas,— det er udlagt: Trøstens Søn — en Levit, født paa Cypern, solgte en Ager, som han havde, og bragte Pengene og lagde dem for Apostlernes Fødder.