5 Mosebok 32:11
Som en Ørn opsætter sin Rede, svæver over sine Unger, saa udbredte han sine Vinger, tog ham, bar ham paa sin Vinge.
Som en Ørn opsætter sin Rede, svæver over sine Unger, saa udbredte han sine Vinger, tog ham, bar ham paa sin Vinge.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
26(Naar) Pilekoggeret klinger over den, ja det blinkende (Jern) paa Spyd og Glavind,
27da opkaster den Jord med (heftig) Bevægelse og Fnysen, og troer ikke, at det er Trompetens Lyd.
28Naar Trompeten noksom (lyder), siger den: Hui! og lugter Krigen langtfra, (ja) Fyrsternes Bulder og Skrig.
10Han fandt ham i Ørkens Land og paa et tomt, øde Sted, der det hylede; han førte ham omkring, han underviste ham, han bevarede ham som sin Øiesteen.
4I have seet, hvad jeg gjorde ved Ægypterne; og jeg opløftede eder paa Ørnevinger og lod eder komme til mig
13Kan du binde en Eenhjørning til Furen med dens Reb? mon den skal harve Dalene efter dig?
14Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor, og kan du lade dit Arbeide ligge paa den?
15Kippos skal gjøre Rede der, og lægge (Æg) og udlægge (Unger) og samle under sin Skygge; ogsaa Glenterne sankes der, den ene ved den anden.
3Og du skal sige: Saa sagde den Herre Herre: Hiin store Ørn med de to store Vinger, lang paa Vingerne, fuld med Fjædre, som havde adskillig Farve (derpaa), kom paa Libanon og tog Toppen af Cederen.
40Thi saa sagde Herren: See, han skal flyve som Ørnen, og udbrede sine Vinger over Moab.
13Og disse skulle I have en Vederstyggelighed til iblandt Fuglene, de skulle ikke ædes, de skulle være en Vederstyggelighed: Ørnen og Høgen og Strandørnen;
14og Glenten og Skaden med sit Slags;
5han, som mætter din Mund med det Gode, at du bliver ung igjen som Ørnen.
6Naar der findes en Fuglerede for dig paa Veien, (enten) i noget Træ eller paa Jorden, og der ere Unger eller Æg, og Moderen, som ligger paa Ungerne eller paa Æggene, da skal du ikke tage Moderen med Ungerne.
7Men du skal lade Moderen fare og tage Ungerne til dig; at det maa gaae dig vel, og du maa forlænge dine Dage.
4Om du end foer saa høit op som Ørnen, og om du satte din Rede iblandt Stjernerne, vil jeg dog kaste dig ned derfra, siger Herren.
17Et Øie, som spotter (sin) Fader og foragter at hænge ved (sin) Moder, det skulle Ravne udhakke ved Bækken, og Ørneunger skulle æde det.
16og Strudsungen og Natuglen og Maagen og Spurvehøgen med sit Slags;
17og Falken og Dykkeren og Hornuglen;
18og Viben og Rørdrummen og Pelikanen;
31Men de, som forvente Herren, skulle fornye (deres) Kraft, de skulle opfare med Vinger som Ørnene; de skulle løbe og ikke vansmægte, gaae og ikke blive trætte.
4Han skal bedække dig med sine Vingefjædre, og du skal haabe under hans Vinger; hans Sandhed er et Skjold og Pantser.
7Og der var en (anden) stor Ørn med store Vinger og mange Fjædre; og see, dette Viintræ bøiede sine Rødder til den og udskjød sine Grene til den, at (den skulde) vande det af sin Plantelses Bede.
12Men dette er det, som I skulle ikke æde af dem: Ørnen og Høgen og Strandørnen;
13og Kragen og Skaden og Glenten med sit Slags;
14Og min Haand haver fundet Folkenes Gods som en Rede, og jeg, jeg haver sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte, og der var Ingen, som rørte en Vinge, og som oplod Næb, og som qviddrede.
12Herren alene ledede ham, og der var ingen fremmed Gud med ham.
11Han skal føde som en Hyrde sin Hjord, samle Lam i sin Arm og bære dem i sit Skjød, han skal lede de (Faar), som ere med Lam.
31og i Ørken, som du haver seet, hvorledes Herren din Gud haver baaret dig, ligesom en Mand bærer sin Søn, paa al den Vei, I have vandret, indtil I ere komne til dette Sted.
3Min Sjæl begjærer og længes ogsaa at komme til Herrens Forgaarde; mit Hjerte og mit Kjød raabe med Fryd til den levende Gud.
11Og han foer paa Cherub og fløi; og han blev seet over Veirets Vinger.
10Og han bøiede Himmelen og foer ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
17og Rørdrummen og Pelikanen og Dykkeren;
11De skulle være forfærdede (og komme) som en Fugl af Ægypten og som en Due af Assurs Land, og jeg vil lade dem boe i deres Huse, siger Herren.
22See, han skal fare op som Ørnen, og flyve og udbrede sine Vinger over Bozra, og paa den samme Dag skal de Vældiges Hjerte i Edom være ligesom en beængstet Qvindes Hjerte.
17der, hvor Fuglene gjøre Rede; Storkens Bolig er paa Fyrretræer.
5Som flyvende Fugle, saa skal den Herre Zebaoth (visseligen) beskjærme Jerusalem; idet han beskjærmer, skal han befrie (dem), idet han gaaer forbi, skal han redde dem.
8Ligesom en Spurv, der vanker omkring fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring fra sit Sted.
14Og den store Ørns tvende Vinger bleve givne til Qvinden, at hun skulde flyve til Ørkenen, til sit Sted, der hvor hun faaer sin Føde en Tid og Tider og en halv Tid, borte fra Slangens Ansigt.
9ham, som giver Dyr deres Føde, Ravneunger, som raabe.
52Og han lod sit Folk uddrage som Faar, og førte dem i Ørken som en Hjord.
6Alle Himmelens Fugle gjorde Rede paa hans (smaae) Grene, og alle (vilde) Dyr paa Marken avlede under hans (skjønne) Grene, og alle store Folk boede under hans Skygge.
7Din Retfærdighed er som Guds Bjerge, dine Domme ere en stor Afgrund; Herre! du frelser Mennesker og Dyr.
49Herren skal opføre et Folk over dig langt fra, fra Jordens Ende, saasom Ørnen flyver, et Folk, hvis Tungemaal du ikke forstaaer;
19Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.
16Din Trodsighed haver bedraget dig, (ja) dit Hjertes Hovmodighed, du, som boer i Klippens Rifter, som haver indtaget det Høie af en Høi; om du end gjorde din Rede (saa) høit som Ørnen, vil jeg (dog) kaste dig ned derfra, siger Herren.
15og Strudsungen og Natuglen og Maagen og Spurvehøgen med sit Slags;
3Selv Drager frembyde Brystet, de give deres Unger Die; (men) mit Folks Datter (er bleven) som (den, der er) grum, som Strudser i Ørken.