5 Mosebok 34:10
Men der opstod ikke en Prophet ydermere i Israel som Mose, hvilken Herren kjendte Ansigt til Ansigt;
Men der opstod ikke en Prophet ydermere i Israel som Mose, hvilken Herren kjendte Ansigt til Ansigt;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11til alle de Tegn og de underlige Ting, som Herren sendte ham til at gjøre i Ægypti Land, paa Pharao og paa alle hans Tjenere og paa alt hans Land,
12og til al den stærke Haand og til al den store Forskrækkelse, som Mose gjorde for al Israels Øine.
37Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: Herren eders Gud skal af eders Brødre opreise eder en Prophet som mig; ham skulle I høre.
11Men Herren talede til Mose Ansigt mod Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Leiren, men hans Tjener Josva, Nuns Søn, den unge Karl, veg ikke fra Paulunet.
12Og Mose sagde til Herren: See, du siger til mig: Før dette Folk op, og du, du haver ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig, enddog du haver sagt: Jeg kjender dig ved Navn, og du haver ogsaa fundet Naade for mine Øine.
22Thi Moses sagde til Fædrene: Herren eders Gud skal opreise eder en Prophet af eders Brødre, ligesom mig; ham skulle I høre udi alt det, som han monne tale til eder.
6Og han sagde: Kjære, hører mine Ord: Dersom Nogen er eders Prophet, vil jeg Herren give mig tilkjende for ham i et Syn, i en Drøm vil jeg tale med ham.
7Saa er ikke min Tjener Mose; han er trofast i mit ganske Huus.
8Jeg vil tale mundtligen med ham og synligen, og ikke i mørk Tale, og han skal beskue Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?
15En Prophet midt ud af dig, af dine Brødre, ligesom mig, skal Herren din Gud opreise dig; ham skulle I høre;
5Og Mose, Herrens Tjener, døde der i Moabs Land efter Herrens Mund.
6Og han begrov ham i Dalen i Moabiternes Land, tvært over for Peors Huus; og Ingen haver vidst hans Grav indtil denne Dag.
7Og Mose var hundrede og tyve Aar gammel, der han døde; hans Øie var ikke dumt, og hans Kraft var ikke vegen fra ham.
8Og Israels Børn begræd Mose paa Moabiternes slette Marker tredive Dage; og Graadens Dage endtes, den Sorg over Mose.
9Og Josva, Nuns Søn, blev fyldt med Viisdoms Aand, thi Mose havde lagt sine Hænder paa ham; og Israels Børn hørte ham og gjorde, saasom Herren havde befalet Mose.
29Og Mose sagde: Du talede ret; jeg vil ikke mere herefter see dit Ansigt.
2Og de sagde: Taler Herren ikkun aleneste ved Mose? mon han ikke ogsaa taler ved os? og Herren hørte det.
3Men den Mand Mose var saare sagtmodig, fremfor alle Mennesker paa Jorderige.
25Og der var ingen Konge som han før ham, der vendte sig om til Herren af sit ganske Hjerte og af sin ganske Sjæl og af al sin Formue, efter al Mose Lov, og der opstod ei Nogen efter ham som han.
29Og det skede, der Mose gik ned af Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrds Tavler i sin Haand, der han gik ned af Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede af, at han havde talet med ham.
30Og Aron og alle Israels Børn saae Mose, og see, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham.
5Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt.
2Men Mose skal gaae frem for sig alene til Herren, og de Andre, de skulle ikke gaae frem, og Folket skal ikke stige op med ham.
31Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham:
18Jeg vil opreise dem en Prophet midt ud af deres Brødre, ligesom du er, og jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, og han skal tale til dem alt det, som jeg vil befale ham.
29Men Mose sagde til ham: Er du nidkjær for mig? gid alt Herrens Folk vare Propheter, og Herren vilde give sin Aand over dem!
34Og naar Mose gik ind for Herren, til at tale med ham, tog han Skjulet af, indtil han gik ud igjen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet.
35Og Israels Børn saae Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igjen det Skjul paa sit Ansigt, indtil han kom ind, at tale med ham
15Og Mose talede til Herren og sagde:
20Herre! der er Ingen som du, og der er ingen Gud uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore Øren.
4Herren talede med eder Ansigt til Ansigt paa Bjerget midt ud af Ilden.
16Og Herren talede til Mose og sagde:
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
3Og Herren gav Folket Naade for Ægypternes Øine; og Manden Mose var saare mægtig i Ægypti Land for Pharaos Tjeneres Øine og for Folkets Øine.
10Og Herren talede til Mose og sagde:
56Lovet være Herren, som haver givet sit Folk Israel Rolighed efter alt det, som han haver talet; der faldt ikke eet Ord af alt hans det gode Ord, som han talede formedelst Mose, sin Tjener.
4Der Mose det hørte, da faldt han paa sit Ansigt.
10Da talede Herren til Mose og sagde:
27Og Herren sagde til Mose: Skriv dig disse Ord; thi efter disse Ords Lydelse haver jeg gjort en Pagt med dig og med Israel.
13Da stod Mose op, og hans Tjener Josva, og Mose gik op paa Guds Bjerg.
18Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
10Og han sagde: Imorgen. Og han (Mose) sagde: Efter dit Ord, at du skal fornemme, at der er ikke Nogen som Herren vor Gud.
1Og Mose gik, og talede disse Ord til al Israel.
1Og Herren talede til Mose og sagde:
2Og Mose kaldte ad al Israel og sagde til dem: I, I have seet alt det, som Herren gjorde for eders Øine i Ægypti Land, ved Pharao og alle hans Tjenere, og ved hans ganske Land,
28Og Mose sagde: Derpaa skulle I kjende, at Herren haver sendt mig at gjøre alle disse Gjerninger, (og) at de ikke ere af mit Hjerte: