Forkynneren 9:4
Thi hvo er den, som kan undtages (derfra)? For alle dem, som leve, er der Haab; thi en levende Hund er bedre end en Løve, som er død;
Thi hvo er den, som kan undtages (derfra)? For alle dem, som leve, er der Haab; thi en levende Hund er bedre end en Løve, som er død;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5thi de Levende vide, at de skulle døe, men de Døde vide ikke Noget, og de have ingen Løn ydermere, men deres Ihukommelse er glemt.
6(Ja) baade deres Kjærlighed og deres Had og deres Avind er allerede forgangen, og de have ingen Deel ydermere i Verden i alt det, som skeer under Solen.
2Da prisede jeg de Døde, som vare allerede døde, mere end de Levende, som endnu ere levende.
3Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.
18Jeg, jeg sagde i mit Hjerte om Menneskens Børns Handel, at Gud vilde gjøre det klart for dem, og at de skulde see, at de ere for sig selv (som) Dyr.
19Thi hvad som hændes Menneskens Børn, det hændes (og) Dyrene, og eens hændes (dem begge); som disse døe, saa døe (og) hine, og de have alle eens Aand, og Mennesket haver ingen Ypperlighed fremfor et (andet) Dyr, thi det er alt Forfængelighed.
20De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
21Hvo fornemmer, at Menneskens Børns Aand, den farer høit op, og Dyrs Aand, at den farer ned under Jorden?
22Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
3Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.
2Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
9— thi deres Sjæls Forløsning skal koste meget og maatte holde op evindeligen —
9See til, du lever med en Hustru, som du elsker, alle din Forfængeligheds Livsdage, som (Gud) haver givet dig under Solen alle din Forfængeligheds Dage; thi det er din Deel i Livet og i dit Arbeide, som du arbeider under Solen.
10Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.
12Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
6Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?
48Kom ihu, hvad mit Livs Tid er; hvorfor skulde du have skabt alle Menneskens Børn forgjæves?
7Thi et Træ haver Haab, naar det er afhugget, og det kan endnu omskiftes, og dets (unge) Qvist skal ikke lade af.
16Thi hverken den Vises eller en Daares Ihukommelse skal være evindelig, efterdi det, som allerede er, altsammen bliver forglemt i de tilkommende Dage, og hvor maa dog den Vise døe tilligemed Daaren!
17Derfor hadede jeg Livet, thi den Gjerning (syntes) ond for mig, som skeer under Solen; thi det er alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
8Thi hvad haver en Viis mere end en Daare? hvad haver en Fattig, som veed at vandre for de Levende?
8Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.
15Jeg saae alle dem, som leve, som vandre under Solen, (at de holdt sig) til den Søn, der, som den Anden (efter Kongen), skulde staae i hans Sted.
16Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som var for dem, og Efterkommerne skulle dog ikke glædes i ham; visseligen, dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
11Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
12Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?
32En Ugudelig skal omstødes formedelst sin Ondskab, men en Retfærdig har Tillid i sin Død.
30for at føre hans Sjæl tilbage fra Fordærvelsen, at han maa oplyses ved de Levendes Lys.
9(Saa er jo) bedre To end Een; thi de have en god Løn af deres Arbeide.
38Men han er ikke Dødes, men Levendes Gud; thi for ham leve Alle.
15Derfor prisede jeg Glæden, efterdi et Menneske haver intet Bedre under Solen end at æde og at drikke og at være glad; thi Saadant skal tilføies ham af hans Arbeide hans Livs Dage, som Gud haver givet ham under Solen.
14Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
3Dersom en Mand avlede hundrede (Børn), og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl (dog) ikke mættede sig af det Gode, og han heller ingen Begravelse havde, — et utidigt Foster, siger jeg, er bedre end han.
20Hvorfor giver han en Ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen?
21dem, som bie efter Døden, men den (kommer) ikke, og grave efter den mere end efter de skjulte (Liggendefæer),
22dem, som glæde sig med Fryd, (og) fryde sig, naar de finde Graven,
6Thi derfor er og Evangelium forkyndt for Døde, at de vel skulle dømmes for Mennesker i Kjød, men leve for Gud i Aand.
12Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
1Sandelig, alt dette haver jeg lagt paa mit Hjerte, paa det (jeg maatte) klarligen vide dette altsammen, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; (dog) kjender intet Menneske hverken Kjærlighed eller Had af alt det, som er for deres Ansigt.
15Jeg haver seet Allehaande i min Forfængeligheds Dage; der er en Retfærdig, som omkommer i sin Retfærdighed, og der er en Ugudelig, som lever længe i sin Ondskab.
24(Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.
18Thi han skal slet Intet tage (med sig), naar han døer; hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.
19Enddog han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man lover dig, fordi du gjør dig tilgode,
24Livsens Vei er for den Kloge oventil, paa det han skal undvige Helvede nedentil.
16Et Menneske, som farer vild fra Klogskabs Vei, skal hvile i Dødningers Forsamling.
16Herre! ved disse Ting maae de leve, og min Aands Liv er ved dem alle; og du skal gjøre mig stærk og holde mig i Live.
5Salig er den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til Herren, hans Gud,
12Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil lære eder Herrens Frygt.
15og haver (det) Haab til Gud, hvilket disse og selv forvente, at de Dødes Opstandelse forestaaer, baade Retfærdiges og Uretfærdiges.
13Men jeg vil ikke, at I skulle være uvidende, Brødre! om de Hensovede, paa det I ikke skulle sørge, som de Andre, der ikke have Haab.