Verse 19

See nu, din Tjener haver fundet Naade for dine Øine, og du haver ladet din Miskundhed blive stor, som du haver beviist mig, at lade mig leve; og jeg, jeg kan ikke frie mig paa Bjerget, mig maatte komme noget Ondt til, at jeg døde.

Referenced Verses

  • 1 Mos 12:13 : 13 Kjære, siig, at du er min Søster, at det kan gaae mig vel for din Skyld, og min Sjæl maa leve formedelst dig.
  • 5 Mos 31:17 : 17 Og naar min Vrede optændes imod det paa den samme Dag, og jeg skal forlade dem og skjule mit Ansigt for dem, saa at de skulle blive fortærede, og mangfoldige onde Ting og Angester skulle ramme det, da skal det sige paa den samme Dag: Have ikke disse onde Ting rammet mig, fordi at min Gud er ikke midt iblandt mig?
  • 1 Sam 27:1 : 1 Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; Intet er mig bedre, end at jeg aldeles undkommer til Philisternes Land, at Saul kan intet Haab have om mig til at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemærke, at jeg kan undkomme af hans Haand.
  • 1 Kong 9:9 : 9 Og de skulle sige: Fordi de forlode Herren deres Gud, som udførte deres Fædre af Ægypti Land, og holdt fast ved andre Guder og tilbade for dem og tjente dem; derfor haver Herren ladet komme alt dette Onde over dem.
  • Sal 18:1-9 : 1 Til Sangmesteren; Davids, Herrens Tjeners, Psalme, som talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand. 2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke! 3 Herren er min Steenklippe og min Befæstning og min Befrier; min Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse. 4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender. 5 Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig; 6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig. 7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren. 8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred. 9 Der opgik en Røg af hans Næse, og en Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham. 10 Og han bøiede Himmelen og foer ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. 11 Og han foer paa Cherub og fløi; og han fløi (hasteligen) paa Veirets Vinger. 12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer. 13 Af Skinnet, (som var) for ham, fore hans Skyer frem, (ja) Hagel og gloende Kul. 14 Og Herren tordnede i Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst; der var Hagel og gloende Kul. 15 Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem. 16 Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande. 17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig op af mange Vande. 18 Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke. 19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse. 20 Og han udførte mig i (frit) Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig. 21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed. 22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen, (og vendt mig) fra min Gud. 23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke. 24 Men jeg var fuldkommen for ham, og vogtede mig for min Misgjerning. 25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter mine Hænders Reenhed for hans Øine. 26 Hos en From beviser du dig from, hos en Vældig, som er fuldkommen, beviser du dig fuldkommen. 27 Hos en Reen beviser du dig reen, og hos en Forvendt beviser du dig fortrædelig. 28 Thi du skal frelse det elendige Folk, og du skal fornedre de høie Øine. 29 Thi du, du skal oplyse min Lygte; Herren min Gud skal gjøre min Mørkhed klar. 30 Thi ved dig kan jeg løbe igjennem en Trop, og ved min Gud kan jeg springe over en Muur. 31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som troe paa ham. 32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud? 33 den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gjør min Vei fuldkommen. 34 Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie. 35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme. 36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor. 37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Ankler vaklede ikke. 38 Jeg forfølger mine Fjender og naaer dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver udryddet dem. 39 Jeg knuser dem, at de ikke kunne opstaae; de faldt under mine Fødder. 40 Og du haver omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig. 41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem. 42 De raabte, men der var ingen Frelser, — til Herren, men han svarede dem ikke. 43 Og jeg stødte dem smaa som Støv for Veiret; som Dynd paa Gader gjorde jeg dem tynde. 44 Du udfriede mig fra kivagtige Folk, du satte mig til Hedningernes Hoved; et Folk, som jeg ikke kjendte, de tjene mig. 45 Da deres Øre hørte (om mig), adløde de mig, den Fremmedes Børn smigrede for mig. 46 Den Fremmedes Børn affaldt, de forfærdedes, (naar de udgik) af deres indelukkede Huler. 47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og min Saligheds Gud skal ophøies, 48 den Gud, som giver mig Hevn og tvinger Folkene under mig, 49 den, som udfrier mig fra mine Fjender; du skal ogsaa ophøie mig over dem, som staae op imod mig, du skal redde mig fra en Voldsmand. 50 Derfor vil jeg bekjende dig, Herre! iblandt Hedningerne og lovsynge dit Navn,
  • Sal 40:1-9 : 1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. 2 Jeg biede taalmodig efter Herren, og han bøiede sig til mig og hørte mit Raab. 3 Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, saa han befæstede mine Gange. 4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren. 5 Salig er den Mand, som sætter sin Tillid til Herren, og vender ikke sit Ansigt til de Hovmodige og til dem, som bøie sig til Løgn. 6 Herre, min Gud! du, du haver gjort dine underlige Ting og dine Tanker mangfoldige mod os; Ingen kan ordentligen fremsætte (dem) hos dig; vil jeg kundgjøre og udsige (dem, da) ere de flere, end man kan tælle dem. 7 Du haver ikke Lyst til Slagtoffer og Madoffer, du har gjennemboret mig Ørene; du begjærede ikke Brændoffer eller Syndoffer. 8 Da sagde jeg: See, jeg er kommen; i Bogens Rolle er skrevet om mig. 9 Jeg haver Lyst til at gjøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste. 10 Jeg bebuder Retfærdighed i en stor Forsamling; see, jeg vil ikke (lade) forhindre mine Læber; Herre! du veed det. 11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling. 12 Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid. 13 Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig. 14 Herre! lad det behage dig at frie mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig. 15 Lad dem blues og blive tilskamme tilhobe, som søge efter mit Liv, at omkomme det; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville (mig) Ondt. 16 Lad dem ødelægges til deres Beskjæmmelses Løn, de, som sige om mig: Ha, ha! 17 Lad dem frydes og glædes i dig, alle de, som søge dig; lad dem, som elske din Salighed, altid sige: Herren være storligen lovet.
  • Sal 77:7-9 : 7 Jeg kom min Strængeleg ihu om Natten, jeg talede i mit Hjerte, og min Aand randsagede. 8 Skal da Herren bortkaste i Evighederne, og ikke blive ved at have Behagelighed (til mig) ydermere? 9 Er hans Miskundhed ude evindelig? haver hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt? 10 Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela. 11 Da sagde jeg: Det er det, at jeg er svag; at forandre det, staaer i den Høiestes høire Haand.
  • Sal 103:1-9 : 1 Davids (Psalme). Min Sjæl! lov Herren, og alt det, som inden i mig er, (love) hans hellige Navn. 2 Min Sjæl! lov Herren, og glem ikke alle hans Velgjerninger! 3 han, som forlader dig alle dine Misgjerninger, han, som læger alle dine Sygdomme, 4 han, som igjenløser dit Liv fra Fordærvelse, han, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertigheder, 5 han, som mætter din Mund med det Gode, at du bliver ung igjen som Ørnen. 6 Herren gjør Retfærdigheder og Domme for alle Fortrykte. 7 Han lod Mose vide sine Veie, Israels Børn sine Gjerninger. 8 Herren er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed. 9 Han skal ikke evindeligen trætte, ei heller beholde (Vrede) evindelig. 10 Han gjør ikke med os efter vore Synder, og betaler os ei efter vore Misgjerninger. 11 Thi saa høi Himmelen er over Jorden, er hans Miskundhed mægtig over dem, som frygte ham. 12 Saa langt som Østen er fra Vesten, lod han vore Overtrædelser være langt fra os. 13 Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer Herren sig over dem, som frygte ham. 14 Thi han, han kjender vor Skabning, han kommer ihu, at vi ere Støv. 15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. 16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere. 17 Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed til Børnebørn, 18 hos dem, som holde hans Pagt, og hos dem, som komme hans Befalinger ihu, at gjøre derefter. 19 Herren haver befæstet sin Throne i Himmelen, og hans Rige hersker over Alting. 20 Lover Herren, I hans Engle! I Vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst. 21 Lover Herren, alle hans Hære! I hans Tjenere, som gjøre hans Villie. 22 Lover Herren, alle hans Gjerninger, i alle hans Herredømmes Stæder. Min Sjæl, lov Herren!
  • Sal 106:1-9 : 1 Halleluja! Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed (varer) evindelig. 2 Hvo kan udsige Herrens vældige (Gjerninger), lade (sig) høre (med) al hans Lov? 3 Salige ere de, som holde Ret, den, som gjør Retfærdighed altid. 4 Herre! kom mig ihu efter din Velbehagelighed til dit Folk, besøg mig med din Salighed, 5 at jeg maa see paa dine Udvalgtes Gode, (og) glædes med dit Folks Glæde, (og) rose mig med din Arv. 6 Vi have syndet med vore Fædre, vi have handlet ilde (og) gjort Ugudelighed. 7 Vore Fædre i Ægypten forstode ikke dine underlige Gjerninger, de kom ikke din megen Miskundhed ihu, men vare gjenstridige ved Havet, ved det røde Hav. 8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgjøre sin Magt. 9 Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og lod dem gaae igjennem Afgrundene som en Ørk. 10 Og han frelste dem af Haderens Haand, og gjenløste dem af Fjendens Haand. 11 Og Vandet skjulte deres Modstandere, der blev ikke Een tilovers af dem. 12 Og de troede paa hans Ord, de sang hans Lov. 13 Dog glemte de hans Gjerninger snart, de biede ikke efter hans Raad. 14 Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted). 15 Da gav han dem det, de begjærede, men sendte Fordærvelse paa deres Sjæl. 16 Og de bare Avind imod Mose i Leiren, imod Aron, Herrens Hellige. 17 Jorden lod sig op og opslugte Dathan, og den skjulte over Abirams Hob. 18 Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige. 19 De gjorde en Kalv ved Horeb, og tilbade for det støbte Billede. 20 Og de omskiftede deres Ære til en Oxes Lignelse, som eder Urter. 21 De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, 22 underlige Gjerninger i Chams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav. 23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem, dersom Mose, hans Udvalgte, ikke havde staaet i Revnen for hans Ansigt, for at afvende hans Hastighed fra at fordærve (dem). 24 De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord. 25 Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst. 26 Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken, 27 og lade deres Sæd falde iblandt Hedningerne, og bortstrøe dem i Landene. 28 Og de føiede sig til Baal-Peor, og aade af de Dødes Offere. 29 Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem. 30 Da stod Pinehas og holdt Dom, og Plagen ophørte. 31 Og det blev ham regnet til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindeligen. 32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld. 33 Thi de forbittrede hans Aand, at han talede ubetænksomt med sine Læber. 34 De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde talet til dem. 35 Men de blandede sig iblandt Hedningerne og lærte deres Gjerninger. 36 Og de tjente deres Afguder, og de bleve dem til en Snare. 37 Og de offrede deres Sønner og deres Døttre til Djævle. 38 Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døttres Blod, som de offrede til Canaans Afguder, saa Landet blev besmittet med Blodskyld. 39 Og de gjorde sig urene ved deres Gjerninger, og de horede ved deres Idrætter. 40 Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv. 41 Og han gav dem i Hedningernes Hænder, og deres Hadere herskede over dem. 42 Og deres Fjender trengte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand. 43 Han friede dem mange Gange; men de, de forbittrede (ham) med deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgjerningers Skyld. 44 Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab. 45 Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed. 46 Og han gav dem megen Barmhjertighed for alle deres Ansigt, som havde taget dem fangne. 47 Frels os, Herre, vor Gud! og samle os fra Hedningerne, paa det (vi kunne) takke dit hellige Navn (og) berømme os i din Priis. 48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed! og alt Folket sige: Amen. Halleluja!
  • Sal 116:1-9 : 1 Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer. 2 Thi han bøiede sit Øre til mig; derfor vil jeg paakalde (ham) i mine Dage. 3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig). 4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl. 5 Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. 6 Herren bevarer de Eenfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig. 7 Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig. 8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød. 9 Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de Levendes Lande. 10 Jeg troede, derfor talede jeg; jeg var saare plaget. 11 Jeg, jeg sagde, der jeg hastede: Hvert Menneske er en Løgner. 12 Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgjerninger imod mig? 13 Jeg vil optage den (mangfoldige) Saligheds Kalk, og paakalde i Herrens Navn. 14 Jeg vil betale Herren mine Løfter, ja for alt hans Folks Aasyn. 15 Det er kosteligt for Herrens Øine, (naar) hans Hellige døe. 16 Kjære Herre! sandelig, jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenesteqvindes Søn; du haver løst mine Baand. 17 Dig vil jeg offre Takoffers Offer, og paakalde i Herrens Navn. 18 Jeg vil betale Herren mine Løfter, ja for alt hans Folks Aasyn, 19 i Herrens Huses Forgaarde, midt i dig, Jerusalem. Halleluja!
  • Matt 8:25-26 : 25 Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae. 26 Og han sagde til dem: Hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.
  • Mark 9:19 : 19 Men han svarede dem og sagde: O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder? hvor længe skal jeg taale eder? Bringer ham til mig.
  • Rom 8:31 : 31 Hvad skulle vi da hertil sige? Er Gud for os, hvo (kan da være) imod os?
  • 1 Tim 1:14-16 : 14 Men vor Herres Naade haver viist sig overvættes stor med Tro og Kjærlighed i Christo Jesu. 15 Det er en troværdig Tale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden for at gjøre Syndere salige, iblandt hvilke jeg er den største. 16 Men derfor er mig Barmhjertighed vederfaren, for at Jesus Christus vilde paa mig, som den største, vise al Langmodighed, dem til et Exempel, som skulle troe paa ham til det evige Liv.