1 Og Rachel saae, at hun ikke fødte Jakob (Børn); da bar Rachel Avind mod sin Søster og sagde til Jakob: Skaf mig Børn, og hvis ikke, da døer jeg.

2 Og Jakob blev saare vred paa Rachel og sagde: Mon jeg være i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt?

3 Da sagde hun: See, der er min Tjenestepige Bilha, gak til hende, at hun maa føde over mine Knæ, at ogsaa jeg maa opbygges af hende

4 Saa gav hun ham Bilha, sin Pige, til Hustru, og Jakob gik til hende.

5 Og Bilha undfik og fødte Jakob en Søn.

6 Da sagde Rachel: Gud haver dømt mig og hørt ogsaa min Røst, og givet mig en Søn; derfor kaldte hun hans Navn Dan.

7 Og Bilha, Rachels Pige, undfik endnu og fødte, Jakob en anden Søn.

8 Da sagde Rachel: Jeg haver kjæmpet en meget stor Kamp med min Søster, jeg haver og faaet Overhaand; og hun kaldte hans Navn Naphthali.

9 Og Lea saae, at hun havde holdt op at føde, og hun tog Silpa, sin Pige, og gav Jakob hende til Hustru.

10 Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en Søn.

11 Da sagde Lea: Her kommer en Hær, og hun kaldte hans Navn Gad.

12 Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en anden Søn.

13 Da sagde Lea: Til min Lyksalighed, thi Døttre prise mig salig; og hun kaldte hans Navn Aser.

14 Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim paa Marken, og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rachel til Lea: Kjære, giv mig af din Søns Dudaim.

15 Og hun sagde til hende: Er det en ringe Ting, at du haver taget min Mand, og du tager ogsaa min Søns Dudaim? og Rachel sagde: Derfor maa han ligge hos dig i denne Nat, for din Søns Dudaim.

16 Der Jakob kom af Marken om Aftenen, da gik Lea ud mod ham og sagde: Til mig skal du komme, thi jeg haver aldeles leiet dig for min Søns Dudaim; saa laae han hos hende den samme Nat.

17 Og Gud hørte Lea, og hun undfik og fødte Jakob den femte Søn.

18 Og Lea sagde: Gud haver givet mig min Løn, for jeg gav min Mand min Tjenestepige; og hun kaldte hans Navn Isaschar.

19 Og Lea undfik endnu og fødte Jakob den sjette Søn.

20 Og Lea sagde: Gud haver givet mig, ja mig en god Gave, denne Gang skal min Mand boe hos mig, thi jeg haver født ham sex Sønner; og hun kaldte hans Navn Sebulon.

21 Og siden fødte hun en Datter og kaldte hendes Navn Dina.

22 Og Gud ihukom Rachel, og Gud hørte hende og gjorde hende frugtsommelig.

23 Og hun undfik og fødte en Søn, og sagde: Gud haver borttaget min Forsmædelse.

24 Saa kaldte hun hans Navn Joseph og sagde: Herren tillægge mig en anden Søn!

25 Og det skede, der Rachel havde født Joseph, da sagde Jakob til Laban: Lad mig fare, og jeg vil gaae til mit Sted og til mit Land.

26 Giv mig mine Hustruer og mine Børn, for hvilke jeg haver tjent dig, og jeg vil vandre; thi du, du veed min Tjeneste, som jeg haver tjent dig.

27 Da sagde Laban til ham: Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, (da bliv hos mig;) jeg haver erfaret, at Herren haver velsignet mig for din Skyld.

28 Og han sagde: Nævn din Løn for mig, og den vil jeg give dig.

29 Og han sagde til ham: Du veed selv, hvormed jeg haver tjent dig, og hvad dit Fæ haver været hos mig.

30 Thi det var lidet, som du havde, før jeg (kom), men nu er det mangfoldeligen udbredt, og Herren haver velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gjøre Noget for mit eget Huus?

31 Og han sagde: Hvad skal jeg give dig? og Jakob sagde: Du skal ikke give mig Noget; dersom du vil gjøre mig dette Stykke, saa vil jeg fremdeles føde og vogte dine Faar.

32 Jeg vil idag gaae igjennem al din Hjord og skille derfra alle spættede og spraglede Faar, og alle sorte Faar iblandt Lammene, og spraglede og spættede iblandt Gjederne; og dette skal være min Løn.

33 Saa skal min Retfærdighed svare for mig idag eller imorgen, naar det kommer til min Løn for dit Aasyn; hvad, som ikke er spættet og spraglet iblandt Gjederne, og sort iblandt Lammene, det (skal agtes) stjaalet hos mig.

34 Da sagde Laban: See, gid det maa være, som du haver sagt!

35 Og samme Dag skilte han de brogede og spraglede Bukke, og alle spættede og spraglede Gjeder, alt det, som havde noget Hvidt paa sig, og alt Sort iblandt Lammene; og han gav det i sine Børns Hænder.

36 Og han gjorde tre Dages Reise imellem sig og Jakob; og Jakob vogtede Labans Hjorde, som overbleve.

37 Og Jakob tog sig Kjeppe af grønt Poppeltræ og Hassel og Kastanie, og udskavede hvide Streger paa dem, saa det Hvide blev bart, som var paa Kjeppene.

38 Og han lagde Kjeppene, som han havde udskavet, i Renderne, i Vandtrugene, der, hvor Faarene skulde komme til at drikke, ret for Faarene; og de undfik, der de kom til at drikke.

39 Og Faarene undfik ved Kjeppene, og Faarene fødte Brogede, Spættede og Spraglede.

40 Saa lod Jakob skille Lammene ad, og skikkede Faarenes Ansigter mod det Brogede og alt det Sorte iblandt Labans Faar, og gjorde sig Hjorde for sig alene, og dem lod han ikke komme til Labans Hjord.

41 Og det skede, der al den tidlige Faarenes Løb var, da lagde Jakob Kjeppene for Faarenes Øine i Renderne, at de skulde undfange ved Kjeppene.

42 Men for dem, som løb silde af Faarene, lagde han ikke; saa bleve de sildefødte Labans, og de tidligfødte Jakobs.

43 Deraf blev Manden overmaade rig, saa at han havde mange Faar og Piger og Svende og Kameler og Asener.