1 Thi Loven, som haver ikkun en Skygge af de tilkommende Goder og ikke Tingenes Billede selv, kan aldrig ved de samme aarlige Offere, hvilke de bestandigen frembære, gjøre dem fuldkomne, som fremkomme (med dem).

2 Ellers maatte jo disse Offere have ophørt, efterdi de Offrende ikke mere vilde havt nogen Bevidsthed om Synder, naar de eengang vare rensede.

3 Men ved Offerne skeer aarligen Syndernes Ihukommelse.

4 Thi det er umuligt, at Blod af Øxne og Bukke kan borttage Synder.

5 Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: Slagtoffer og Madoffer vilde du ikke, men et Legeme beredte du mig;

6 Brændoffere og Syndoffere havde du ikke Behag i.

7 Da sagde jeg: See, jeg kommer — der er skrevet om mig i Bogens Rolle — for at gjøre, Gud! din Villie.

8 Da han først havde sagt: Slagtoffer og Madoffer og Brændoffere og Syndoffere vilde du ikke, havde ei heller Behag i dem, — hvilke frembæres efter Loven —

9 saa sagde han: See, jeg kommer for at gjøre, Gud! din Villie. Han ophæver det Første for at sætte det Andet.

10 Ved hvilken Villie vi ere helliggjorte formedelst Jesu Christi Legemes Offrelse den ene Gang.

11 Og hver Præst staaer daglig for at tjene og for at offre mange Gange de samme Offere, hvilke aldrig kunne borttage Synder;

12 men han, der han havde offret eet Offer for Synderne, sidder han for stedse hos Guds høire Haand,

13 biende iøvrigt, indtil hans Fjender blive lagte til en Skammel for hans Fødder.

14 Thi med eet Offer haver han for stedse fuldkommet dem, som helliggjøres.

15 Men (herom) vidner ogsaa den Hellig-Aand for os; thi efter først at have sagt:

16 Denne er den Pagt, som jeg vil gjøre med dem efter disse Dage, siger Herren: Jeg vil give mine Love i deres Hjerter og skrive dem i deres Sind,

17 (da siger han:) Og jeg vil ikke mere ihukomme deres Synder og deres Overtrædelser.

18 Men hvor der er Forladelse for disse, der behøves ikke mere Offer for Synden.

19 Efterdi vi da, Brødre! ved Jesu Blod have Frimodighed til at indgaae i Helligdommen,

20 hvortil han indviede os en ny og levende Vei igjennem Forhænget, det er, hans Kjød,

21 og efterdi vi have en stor Præst over Guds Huus,

22 da lader os træde frem med et sanddru Hjerte i Troens fulde Forvisning, ved Bestænkelsen rensede i Hjerterne fra en ond Samvittighed og aftoede paa Legemet med reent Vand.

23 Lader os holde fast ved Haabets urokkelige Bekjendelse; thi han er trofast, som gav Forjættelsen;

24 og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opmuntre hverandre til Kjærlighed og gode Gjerninger,

25 og ikke forlade vor egen Forsamling, som Nogle have for Skik, men formane hverandre, og det saa meget desmere, som I see, at Dagen nærmer sig.

26 Thi synde vi med Villie, efter at have annammet Sandhedens Erkjendelse, er der ikke Offer mere tilbage for Synden,

27 men en frygtelig Forventelse af Dommen og en brændende Nidkjærhed, som skal fortære de Gjenstridige.

28 Naar Nogen haver brudt Mose Lov, døer han uden Barmhjertighed efter to eller tre Vidners Udsagn.

29 Hvor meget værre Straf mene I, at den skal agtes værd, som haver traadt Guds Søn med Fødder og ringeagtet Pagtens Blod, hvormed han var helliget, og forhaanet Naadens Aand!

30 Thi vi kjende den, som haver sagt: Mig hører Hevnen til, jeg vil betale, siger Herren; og atter: Herren skal dømme sit Folk.

31 Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder.

32 Men kommer de forrige Dage ihu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt en stor Kamp med Lidelser,

33 idet I deels selv ved Forsmædelser og Trængsler bleve et Skuespil, deels toge Deel med dem, som fristede saadanne Kaar.

34 Thi baade havde I Medlidenhed med mine Baand, og I skikkede eder med Glæde deri, at man røvede eders Gods, da I vidste, at I have i eder selv et bedre og blivende Gods i Himlene.

35 Kaster derfor ikke eders Frimodighed bort, hvilken haver en stor Belønning;

36 thi I have Taalmodighed behov, at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen.

37 Thi der er endnu kun en saare liden Stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve.

38 Men den Retfærdige af Troen skal leve; og dersom Nogen unddrager sig, haver min Sjæl ikke Behag i ham.

39 Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til deres Fordærvelse, men af dem, som troe til Sjælens Frelse.