Jesaja 26:16
Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17Ligesom en Frugtsommelig, naar hun er nær ved at føde, bliver bange (og) maa raabe i sine Smerter, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.
13Herre, vor Gud! der have (andre) Herrer hersket over os foruden dig, (men) alene ved dig ville vi komme dit Navn ihu.
14De Døde, de skulle ikke leve (igjen), Dødningerne skulle ikke opstaae, fordi du haver hjemsøgt og ødelagt dem, og fordærvet al deres Ihukommelse.
15Herre! du formerede Folket, du formerede Folket, du er bleven herlig; (men) du skilte dem langt bort (indtil) alle Jordens Ender.
6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
1Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
26Naar Himmelen bliver tillukket, og der vorder ikke Regn, fordi de have syndet imod dig, og de (da) bede paa dette Sted og bekjende dit Navn, og omvende sig fra deres Synd, naar du plager dem,
20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
10Og det skal skee, naar du har forkyndt dette Folk alle disse Ord, og de sige til dig: Hvorfor taler Herren al denne store Ulykke over os? og hvilken er vor Misgjerning, og hvad er vor Synd, som vi have syndet med for Herren vor Gud?
13Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
21Hvad vil du sige, naar han skal hjemsøge dig? thi du, du haver (selv) lært dem (at være) Fyrster (og) Høvedsmænd over dig; mon Smerter skulde ikke betage dig som en Qvinde, der føder?
18Jeg haver tilfulde hørt Ephraim, som beklager sig (ynkeligen), sigende: Du haver tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke var lært; omvend mig, saa bliver jeg omvendt, thi du, Herre, er min Gud.
26Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.
18Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
19Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
27Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og de trengte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du af Himmelen, og efter dine mange Barmhjertigheder gav du dem Frelsere, og de frelste dem af deres Fjenders Haand.
11Du haver ført os i Garnet; du lagde en Klemme paa vore Lænder.
1Davids Psalme, at lade ihukomme.
19Herre! min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! Hedningerne skulle komme til dig fra Jordens Ender og sige: Vore Fædre eiede dog Falskhed, (ja) Forfængelighed, og det kunde intet gavne dem.
19Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
20Herre! vi kjende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgjerning; thi vi have syndet imod dig.
4Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.
1Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
12Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov,
1En Sang paa Trapperne. De trængte mig meget fra min Ungdom, maa Israel nu sige,
30Naar du faaer Angest, og alle disse Ting ramme dig, i de sidste Dage, da skal du omvende dig til Herren din Gud og høre paa hans Røst.
7Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
16Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
24Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.
1Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
21Og (Enhver af dem) skal gaae igjennem (Landet) haardt plaget og hungrig, og det skeer, naar En hungrer, da skal han blive vred og bande sin Konge og sine Guder, og vende (sit Ansigt) opad.
14efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
15Hvorfor raaber du over din Forstyrrelse, over din ulægelige Pine? jeg haver gjort disse Ting ved dig for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
2Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
39Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.
37Og dets Indkomme bliver formeret for Kongerne, hvilke du satte over os for vore Synders Skyld, og de herske over vore Legemer og over vore Bæster efter deres Villie, og vi ere i stor Nød.
15Sku ned fra Himlene, og see fra din Helligheds og Herligheds Bolig; hvor er din Nidkjærhed og din Vælde? dine Indvoldes og dine Barmhjertigheders (stærke) Lyd holder sig tilbage mod mig.
3Plovmændene pløiede paa min Ryg, de uddroge deres Furer langt.
35Naar Himmelen bliver tillukket, og der vorder ikke Regn, fordi de have syndet imod dig, og de bede paa dette Sted og bekjende dit Navn, og omvende sig fra deres Synder, naar du plager dem,
12Saa sagde Herren: Om de ere end lykkelige, og ere vist mange, skulle de dog vist afskjæres, og han skal drage igjennem; jeg haver vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere.
11Herre! din Haand er høi, at de ikke kunne skue den; (dog) skulle de skue (din) Nidkjærhed over (dit) Folk og beskjæmmes, ja, Ilden skal fortære dem, (som ere) dine Fjender.
37og de tage det igjen til Hjerte udi Landet, hvor de ere fangne udi, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Fængsels Land og sige: Vi have syndet, handlet ilde og været ugudelige,
24Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
3Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.
2Jeg vil raabe til Herren med min Røst, jeg vil bede til Herren om Naade med min Røst.
22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.