Jakobs brev 1:14
Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjærlighed;
Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjærlighed;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15derefter, naar Begjærligheden haver undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.
16Farer ikke vild, mine elskelige Brødre!
12Salig er den Mand, som taalmodigen lider Fristelse; thi naar han er bleven prøvet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren haver lovet dem, som ham elske.
13Ingen sige, naar han fristes: Jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen.
1Hvoraf er saa megen Krig og Strid iblandt eder? er det ikke heraf, (nemlig) af eders Lyster, som stride i eders Lemmer?
2I begjære, og have ikke; I slaae ihjel og bære Nid, og kunne ikke faae; I føre Strid og Krig, men I have ikke, fordi I ikke bede.
3I bede, og faae ikke, fordi I bede ilde, at I det kunne fortære i eders Vellyster.
13Eder er ingen Fristelse paakommen, uden menneskelig; men Gud er trofast, som skal ikke lade eder fristes over eders Formue, men skal gjøre baade Fristelsen og dens Udgang saa, at I det kunne taale.
9Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjæringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse;
16Thi alt det, som er i Verden, Kjødets Lyst og Øinenes Lyst og et hoffærdigt Levnet, er ikke af Faderen, men af Verden.
2Mine Brødre, agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser,
1Da blev Jesus ført af Aanden til Ørkenen, for at fristes af Djævelen.
18Thi idet de tale Forfængeligheds stolte Ord, lokke de ved Kjødets Lyster og Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse,
19idet de love dem Frihed, alligevel de selv ere Forkrænkelighedens Trælle; thi af hvem Nogen er overvunden, dens Træl er han og bleven.
18Efter sin Beslutning fødte han os formedelst Sandheds Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.
19Derfor, mine elskelige Brødre! være hvert Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
18Thi efterdi han led og selv blev fristet, kan han komme dem til Hjælp, som fristes.
10Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke.
15Dette er ikke den Viisdom, som kommer ovenfra ned, men en jordisk, sandselig, djævelsk;
16Men jeg siger: Vandrer i Aanden, saa skulle I ikke fuldkomme Kjødets Begjæring.
17Thi Kjødet begjærer imod Aanden, men Aanden imod Kjødet; men disse ere hinanden modsatte, saa at I ikke kunne gjøre, hvad I ville.
1Hvo, som fraskiller sig, vil søge, hvad (ham) lyster; han blander sig i alt det, som er saa i Sandhed.
5Eller mene I, at Skriften taler forgjæves? Den Aand, som boer i os, begjærer den Avind? Tværtimod, den giver større Naade.
29En fortrædelig Mand lokker sin Næste, og fører ham paa en Vei, (som er) ikke god.
5ikke i Begjærligheds Brynde, som og Hedningerne, der ikke kjende Gud;
18Flyer Skjørlevnet! al Synd, som Mennesket gjør, er udenfor Legemet; men hvo, som bedriver Skjørlevnet, synder mod sit eget Legeme.
28Men jeg siger eder, at hver den, som seer paa en Qvinde for at begjære hende, haver allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte.
24Derfor haver og Gud givet dem hen i deres Hjerters Begjæringer til Ureenhed, saa at (de) vanære deres egne Legemer indbyrdes.
6hvorover I skulle fryde eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser,
22at I skulle aflægge det gamle Menneske efter den forrige Omgjængelse, som fordærves ved bedragelige Lyster,
7Værer derfor Gud underdanige; imodstaaer Djævelen, saa skal han flye fra eder;
7Hvad ville vi da sige? at Loven er Synd? Det være langt fra! men jeg kjendte ikke Synden uden ved Loven; thi end Begjærligheden kjendte jeg ikke, dersom Loven ikke havde sagt: Du skal ikke begjære.
8Men Synden, som tog Anledning af Budet, virkede al Begjærlighed i mig; thi uden Lov er Synden død.
25Begjær ikke hendes Deilighed i dit Hjerte, og lad hende ikke betage dig med sine Øienlaage.
26Thi for en Horqvindes Skyld (nødes En til at tigge) om et Stykke Brød, og en (anden) Mands Hustru jager den dyrebare Sjæl.
14Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).
18Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
9Lader os ei heller friste Christum, som og Nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger.
4Hvo, som gjør Synd, begaaer og Overtrædelse af Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse.
21Derfor aflægger al Skidenhed og al Ondskabs Overflødighed, og annammer med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, (og) som er mægtigt til at gjøre eders Sjæle salige.
22Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage eder selv.
19Men Kjødets Gjerninger ere aabenbare, saasom: Hor, Skjørlevnet, Ureenhed, Uteerlighed,
1Brødre! dersom og et Menneske bliver overilet af nogen Brøst, da hjælper en Saadan tilrette, I Aandelige! med Sagtmodigheds Aand; men see til dig selv, at ikke og du bliver fristet.
6Men disse Ting ere blevne Forbilleder for os, at vi ikke skulle have Lyst til det Onde, ligesom de havde Lyst (dertil).
4ved hvilke de største og dyrebare Forjættelser ere os skjenkede, paa det at I ved disse skulle blive deelagtige i den guddommelige Natur, naar I flye den Fordærvelse, (som) formedelst Begjærlighed (er) i Verden,
7Er det ikke saa? at dersom du gjør Godt, da er du behagelig, og dersom du gjør ikke Godt, da er Synden den, som ligger for Døren, og dens Attraa skal være til dig, og du, du skal herske over den.
11thi Synden, som tog Anledning af Budet, forførte mig og dræbte mig formedelst det samme.
8Den Overtalelse er ikke fra ham, som kaldte Eder.
5Men dersom Nogen af eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne og uden at bebreide, saa skal den gives ham.
6Thi af dem ere de, som snige sig ind i Husene og besnære Qvindfolk, som ere betyngede med Synder og drives af mangehaande Lyster,