1 Hvoraf er saa megen Krig og Strid iblandt eder? er det ikke heraf, (nemlig) af eders Lyster, som stride i eders Lemmer?
2 I begjære, og have ikke; I slaae ihjel og bære Nid, og kunne ikke faae; I føre Strid og Krig, men I have ikke, fordi I ikke bede.
3 I bede, og faae ikke, fordi I bede ilde, at I det kunne fortære i eders Vellyster.
4 I Horkarle og Horqvinder! vide I ikke, at Verdens Venskab er Guds Fjendskab? Derfor, hvo, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende.
5 Eller mene I, at Skriften taler forgjæves? Den Aand, som boer i os, begjærer den Avind? Tværtimod, den giver større Naade.
6 Derfor siger Skriften: Gud imodstaaer de Hoffærdige, men giver de Ydmyge Naade.
7 Værer derfor Gud underdanige; imodstaaer Djævelen, saa skal han flye fra eder;
8 holder eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til eder! Renser Hænderne, I Syndere, og luttrer Hjerterne, I Tvesindede!
9 Føler eders Elendighed, og sørger og græder; eders Latter omvendes til Sorrig, og Glæden til Bedrøvelse!
10 Ydmyger eder for Herren, saa skal han ophøie eder.
11 Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Hvo, som taler ilde om sin Broder og dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gjører, men dens Dommer.
12 Een er Lovgiveren, som er mægtig til at frelse og fordømme; hvo er du, som dømmer den Anden?
13 Nu velan I, som sige: Idag eller imorgen ville vi gaae til den eller den Stad og blive der eet Aar, og kjøbslaae og vinde,
14 I, som ikke vide, hvad imorgen skal skee; thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder!
15 I det Sted I skulde sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gjøre dette eller det.
16 Men nu rose I eder i eders Overmod; al saadan Ros er ond.
17 Derfor, hvo, som veed at gjøre Godt og gjør det ikke, ham er det Synd.