Jeremia 50:1

Original Norsk Bibel 1866

Det Ord, som Herren talede imod Babel, imod Chaldæernes Land, formedelst Jeremias, Propheten:

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

הַדָּבָ֗ר אֲשֶׁ֨ר דִּבֶּ֧ר יְהוָ֛ה אֶל־בָּבֶ֖ל אֶל־אֶ֣רֶץ כַּשְׂדִּ֑ים בְּיַ֖ד יִרְמְיָ֥הוּ הַנָּבִֽיא׃

Translitterasjon

The dābār which dibbēr YHWH to-Bābel to-ʾereṣ Kaśdîm by-yad Yirmĕyāhû the-nābîʾ.

Grammatikkdetaljer

• *dābār*: definite noun, masculine singular - word/matter/thing
• *dibbēr*: piel perfect, 3rd masculine singular - spoke/declared
• *YHWH*: proper noun - the LORD/Yahweh
• *Bābel*: proper noun - Babylon
• *ʾereṣ*: noun, feminine singular construct - land of
• *Kaśdîm*: proper noun, plural - Chaldeans
• *yad*: noun, feminine singular construct - hand of/by means of
• *Yirmĕyāhû*: proper noun - Jeremiah
• *nābîʾ*: definite noun, masculine singular - prophet

Ordbetydninger

• *dābār*: word/message/matter/thing/command
• *dibbēr*: spoke/declared/pronounced
• *yad*: hand/agency/authority

Henviste vers

• Jes 13:1-3 : 1 En Byrde over Babel, som Esaias, Amoz Søn, saae: 2 Opreiser et Banner paa et høit Bjerg, opløfter Røsten til dem; bevæger Haanden, at de indgaae ad Fyrsternes Døre. 3 Jeg, jeg haver budet mine Helligede, ja kaldet mine Vældige til (at udføre) min Vrede, dem, som ere glade ved min Høihed.
• Jer 51:1-9 : 1 Saa sagde Herren: See, jeg opvækker imod Babel og imod Indbyggerne, (ja) deres Hjerte, som staae op imod mig, et fordærveligt Veir. 2 Og jeg vil sende Kastere til Babel, og de skulle kaste den og udtømme dens Land; thi de skulle være over dem trindt omkring paa Ulykkens Dag. 3 Imod den, (som) spænder (Bue), spænder Buespænderen sin Bue, og imod den, som ophøier sig i sit Pantser; og I skulle ikke spare dens unge Karle, I skulle ødelægge al dens Hær, 4 at de Saarede skulle falde i Chaldæernes Land, og de Igjennemstukne paa dens Gader. 5 Thi Israel og Juda (skulle) ikke (forlades) i Enkestand af sin Gud, af den Herre Zebaoth, skjøndt deres Land er fyldt med Skyld for Israels Hellige. 6 Flyer midt ud af Babel, og redder, hver sin Sjæl, at I ikke udryddes i dens Misgjerning; thi denne er Herrens Hevns Tid, han betaler hende efter Fortjeneste. 7 Babel var et Guldbæger i Herrens Haand, hun haver gjort al Verden drukken; Hedningerne have drukket af hendes Viin, derfor bleve Hedningerne galne. 8 Babel er hasteligen falden og sønderbrudt; hyler over den, tager Balsam til dens Smerte, om den kunde maaskee læges. 9 Vi vilde have lægt Babel, men den blev ikke lægt; forlader den, og lader os drage, hver til sit Land; thi dens Dom naaer til Himmelen, og er opløftet indtil (de øverste) Skyer. 10 Herren haver udført vore Retfærdigheder; kommer og lader os opregne Herrens vor Guds Gjerning i Zion. 11 Polerer Pilene, samler fuldt (Tal af) Skjolde, Herren haver opvakt Kongerne af Mediens Aand, thi hans Anslag (staaer) imod Babel til at lade den fordærve; thi det er Herrens Hevn, hans Tempels Hevn. 12 Opløfter Banner imod Murene i Babel, holder stærk Vagt, opsætter Vogtere, beskikker Lurere; thi baade haver Herren tænkt, (ja) ogsaa gjort det, som han haver talet imod Babels Indbyggere. 13 Du, som boer ved de store Vande, som er mægtig af Liggendefæ, din Ende er kommen, din Gjerrigheds Maal. 14 Den Herre Zebaoth haver svoret ved sig selv: Jeg vil visseligen fylde dig med Mennesker ligesom med Oldenborrer, og de skulle synge imod hverandre over dig med et Frydeskrig.
• Jer 25:26-27 : 26 og alle Konger mod Norden, baade de som ere nær og de langt borte, den ene med den anden, og alle Rigerne paa Jorden, som ere paa Jorderiges Kreds; og Kongen af Sesach skal drikke efter dem. 27 Og du skal sige til dem: Saa sagde den Herre Zebaoth, Israels Gud: Drikker og bliver drukne og spyer og falder, og I skulle ikke staae op, for Sværdet, som jeg sender iblandt eder.
• Jer 27:7 : 7 Og alle Folk skulle tjene ham og hans Søn og hans Søns Søn, indtil at hans Lands Tid kommer, (ja) ogsaa hans, saa skulle mange Folk og mægtige Konger lade sig tjene af ham.
• Hab 2:5-9 : 5 Og efterdi at Viindrankeren er utro, (og er) en stolt Mand, saa vil han ikke blive i (sin) Bolig; thi han udvider sin Sjæl som Helvede, og han er som Døden, der kan ikke mættes, og vil sanke til sig alle Hedningerne, og samle til sig alle Folkene. 6 Mon ikke disse allesammen skulle optage et Ordsprog over ham, og mørke Talers Udlæggelse om ham? og (hver) skal sige: Vee den, som formerer (det, som hører) ham ikke til — hvor længe (skal det vare)? — og den, som besværer sig med tykt Dynd. 7 Skulde de ikke hasteligen opstaae, som skulle bide dig, og de opvaagne, som skulle ruste dig? og skulde du (ikke) blive dem til Rov? 8 Fordi du haver røvet mange Hedninger, skulle alle de, som ere tilovers af Folkene, røve dig, for Menneskers Blods Skyld og Vold imod Landet, (ja) imod Staden og Alle, som boe deri. 9 Vee den, som er gjerrig med en ond Gjerrighed for sit Huus, at han kan sætte sin Rede i det Høie, for at redde sig fra Ulykkens Vold! 10 Du raadslog skammeligen for dit Huus, idet du forkortede mange Folk, og syndede imod din Sjæl. 11 Thi Stenen af Væggen skal raabe, og Bjælken af Træet skal svare den. 12 Vee den, som bygger en Stad med Blod og bereder en Stad med Uret! 13 See, mon det ikke (komme) fra den Herre Zebaoth, at Folkene skulle have bemøiet sig for Ilden, og (alleslags) Folk skulle være blevne trætte forgjæves? 14 Thi Jorden skal fyldes til at kjende Herrens Ære, som Vandene skjule Havets (Bund). 15 Vee den, som giver sin Næste (for meget) at drikke! (ja dig,) som frembærer din Flaske og gjør ogsaa drukken, for at see paa deres Blusel! 16 Du skal (ogsaa) mættes med Skam mere end med Ære; drik du ogsaa, og lad see Forhuden; Herrens høire Haands Bæger skal gaae omkring til dig, og et skammeligt Spy (skal komme) over din Ære. 17 Thi den Vold imod Libanon skal skjule dig, og Dyrenes Ødelæggelse skal forskrække dem, for Menneskers Blods Skyld og Vold imod Landet, (ja) imod Staden og alle dem, som boe deri. 18 Hvad kan et udskaaret Billede gavne, da han udskar det, som dannede det? (eller) et støbt Billede og den, som lærer Løgn, at den, som danner sin Dannelse, forlader sig paa den, idet han gjør stumme Afguder? 19 Vee den, som siger til Træet: Vaagn op! til en stiltiende Steen: Vaagn op! skal den lære dig? see, den er overdragen med Guld og Sølv, og der er ingen Aand inden i den. 20 Men Herren er i sit hellige Tempel; ti stille for hans Ansigt, al Jorden!
• Apg 7:4 : 4 Da udgik han af de Chaldæers Land og tog Bolig i Charan; og der hans Fader var død, bød (Gud) ham flytte derfra til dette Land, som I nu boe udi.
• 2 Pet 1:21 : 21 Thi ingensinde er nogen Prophetie fremført af menneskelig Villie, men de hellige Guds Mænd talede, drevne af den Hellig-Aand.
• Åp 18:1-9 : 1 Og derefter saae jeg en Engel fare ned fra Himmelen, som havde stor Magt; og Jorden oplystes af hans Herlighed. 2 Og han raabte med Styrke, med høi Røst, og sagde: Den er falden, den er falden, Babylon den store, og er bleven Djævlenes Bolig, og et Fængsel for alle urene Aander, og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle. 3 Thi af hendes Horeries giftige Viin have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Kjøbmænd ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde. 4 Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Gaaer bort fra hende, I mit Folk! at I ikke skulle blive deelagtige i hendes Synder, og at I ikke skulle rammes af hendes Plager. 5 Thi hendes Synder naae indtil Himmelen, og Gud haver kommet hendes Uretfærdigheder ihu. 6 Betaler hende, som og hun haver betalt eder, og gjengjælder hende dobbelt efter hendes Gjerninger; skjenker hende dobbelt i den Kalk, som hun haver skjenket med. 7 Saameget som hun haver ophøiet sig selv og levet i Yppighed, saameget giver hende af Pine og Sorrig. Fordi hun siger i sit Hjerte: Jeg sidder som Dronning og er ikke Enke, og Sorrig skal jeg ingenlunde see, 8 derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag: Død og Sorrig og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som dømmer hende. 9 Og Jordens Konger skulle begræde hende og hyle over hende, de, som have bolet og drevet Vellyst med hende, naar de see Røgen af hendes Brand; 10 de skulle staae langt borte af Frygt for hendes Piinsel, sigende: Vee! vee! du store Stad! Babylon! du stærke Stad! thi paa een Time er din Dom kommen, 11 Og Jordens Kjøbmænd skulle græde og sørge over hende, fordi Ingen mere kjøber deres Varer, 12 Varer af Guld og Sølv og dyrebare Stene og Perler og kosteligt Linklæde og Purpur og Silke og Skarlagen, og allehaande vellugtende Træ, og allehaande Arbeide af Elfenbeen, og allehaande Arbeide af kosteligt Træ og af Kobber og Jern og Marmor, 13 og Kaneelbark og Røgelser og Salve og Virak og Viin og Olie og fiint Meel og Hvede og Hornqvæg og Faar og Heste og Vogne og Slaver og Menneskesjæle. 14 Og Frugten, din Sjæl havde Lyst til, er vegen fra dig, og alt det Fede og Glimrende er vegen fra dig, og du skal ingenlunde finde det mere. 15 De, som handlede med disse Ting, som ere blevne rige ved hende, skulle staae langt borte af Frygt for hendes Piinsel, og græde og sørge, sigende: 16 Vee! vee! den store Stad, som var klædt i kosteligt Linklæde og Purpur og Skarlagen, og bedækket med Guld og Ædelstene og Perler; thi i een Time er saa stor Rigdom gaaet tilgrunde! 17 Og alle Styrmænd og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og Saamange, som befare Havet, stode langt borte 18 og raabte, der de saae Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvo var lig den store Stad? 19 Og de kastede Støv paa deres Hoveder, og raabte, grædende og sørgende, og sagde: Vee! vee! den store Stad, i hvilken Alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes af dens Pragt; thi i een Time er den gaaet tilgrunde! 20 Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Propheter! fordi Gud haver udført eders Ret imod den. 21 Og en vældig Engel opløftede en Steen, som en stor Møllesteen, og kastede den i Havet og sagde: Saa skal Babylon, den store Stad, nedkastes med Hast og ikke findes mere. 22 Og Harpelegeres og Sangeres og Fløitespilleres og Basunblæseres Lyd skal ikke høres i dig mere, og ikke nogen Kunstner i nogen Kunst findes i dig mere, og Møllens Lyd ikke høres i dig mere, 23 og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom ere alle Folkene bedaarede. 24 Og i den er Propheters og Helliges Blod fundet, og alle deres, som ere myrdede paa Jorden.
• Jes 14:4 : 4 da skal du tage paa dette Sprog imod Kongen af Babel, og sige: Hvorledes ophørte Plageren, (ja, hvorledes) ophørte den Guldstav?
• Jes 21:1-9 : 1 En Byrde over Ørken ved Havet: Ligesom Hvirvelvinde fare frem i Sønden, (saa) kommer det fra Ørken, fra et forfærdeligt Land. 2 (Thi) mig er kundgjort et haardt Syn: Den Troløse handler troløst, og Ødelæggeren ødelægger; drag op, Elam! beleir (dem), Madai! jeg haver gjort, at alt dets Suk skal høre op. 3 Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det. 4 Mit Hjerte blev forvildet, Gruelse haver forfærdet mig, Tusmørket, som jeg havde Lyst til, haver han sat mig til Forfærdelse. 5 Tilbered et Bord, lad Vægteren vare (flittig) paa, æd, drik; gjører eder rede, I Fyrster! smører Skjoldet. 6 Thi saa sagde Herren til mig: Gak, set en Vægter, lad ham kundgjøre det, han seer. 7 Og han saae Vogne med tvende Ryttere (i hver, samt) Vogne, (dragne af) Asener, (og) Vogne, (dragne af) Kameler; og han gav flittig Agt derpaa med stor Agtsomhed. 8 Og han raabte (som) en Løve: Herre! jeg staaer stedse paa Vagt om Dagen, jeg staaer paa min Varetægt alle Nætterne. 9 Og see, der komme Vogne med Folk, med tvende Ryttere (i hver); og En svarede og sagde: Babel er falden, den er falden, og man haver sønderbrudt alle dens Guders Billeder til Jorden. 10 (O) mit Tærskekorn og det Korn, (som er) i min Lade! det, jeg hørte af den Herre Zebaoth, Israels Gud, kundgjorde jeg eder.
• Jes 23:13 : 13 See, (anlangende) de Chaldæers Land, (saa) haver dette Folk ikke (længe) været til, Assur haver grundfæstet det af Ørkens Indbyggere; de have opreist Vagttaarne deri, opført Paladser deri, (men) han gjorde det til en forfalden (Steenhob).
• Jes 47:1-9 : 1 Nedstig og sæt dig i Støv, o Jomfru, Babels Datter! sæt dig paa Jorden, her er ingen Throne, du Chaldæers Datter! thi du skal ikke komme dem mere til, at de skulle kalde dig en Øm og Kræsen. 2 Tag Møller og mal Meel; blot din Lok, gjør Skjenklerne bare, blot Laarene, gak over Floderne. 3 Din Blusel skal blottes, ja din Skam skal sees; jeg vil hevne mig og ikke falde an paa (dig, som) et Menneske. 4 Vor Gjenløsers Navn er Herre Zebaoth, Israels Hellige. 5 Sid taus og gak i Mørket, du Chaldæers Datter! thi du skal ikke blive ved at kaldes en Dronning over Riger. 6 Jeg var vred imod mit Folk, jeg vanhelligede min Arv og gav dem i din Haand; du beviste dem ikke Barmhjertighed, du gjorde dit Aag saare svart over en Gammel. 7 Og du sagde: Jeg skal være en Dronning evindeligen; indtil (nu) haver du ikke lagt det paa dit Hjerte, du haver ei kommet Enden derpaa ihu. 8 Saa hør nu dette, du Vellystige! som boer tryggeligen, som siger i sit Hjerte: Jeg (er det), og Ingen ydermere uden mig; jeg skal ikke sidde som Enke, og ei vide, (hvad det er) at vorde barnløs. 9 Men disse to Ting skulle i et Øieblik komme paa dig paa een Dag, at blive barnløs og Enke; (ja) fuldkommeligen skulle de komme over dig for din Trolddoms Mangfoldigheds Skyld, for din Manens Skyld, som er saare stærk. 10 Thi du haver forladt dig paa din Ondskab, du sagde: Der er Ingen, som seer mig; din Viisdom og din Vidskab, den haver forvendt dig, at du sagde i dit Hjerte: Jeg (er det), og Ingen ydermere uden mig. 11 Derfor skal det Onde komme over dig, du skal ikke vide, hvor aarle det skal komme, og en Ulykke skal falde paa dig, du skal ikke kunne forsone den; thi der skal hasteligen komme Ødelæggelse over dig, at du skal ikke kunne vide den. 12 Staa nu (her) med din Manen og med din Trolddoms Mangfoldighed, hvorudi du haver bemøiet dig fra din Ungdom af, om du formaaer maaskee at gavne (Noget), om du maaskee kan med Vold udrette (Noget). 13 Thi du er træt af dine mange Anslag; lad dem nu staae (her), de, som beskue Himlene, de, som see efter Stjernerne, de, som kundgjøre efter Nymaanerne, og lad dem frelse dig fra de Ting, som skulle komme over dig. 14 See, de vare som Halm, en Ild haver opbrændt dem, de kunde ikke redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved, (eller) en Ild at sidde for den. 15 Saadanne ere de for dig, som du haver bemøiet dig med; dine Kjøbmænd fra din Ungdom af, de skulle fare vild, hver paa sin Side, der skal Ingen frelse dig.
• 2 Sam 23:2 : 2 Herrens Aand talede ved mig, og hans Tale skede ved min Tunge.
• Job 1:17 : 17 Der denne endnu talede, da kom den (Tredie) og sagde: Chaldæerne gjorde tre Hobe, og overfaldt Kamelerne og toge dem, og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.
• Sal 137:8-9 : 8 Babels Datter, du, som skal vorde forstyrret! salig er den, som dig betaler for din Betaling, som du betalte os med. 9 Salig er den, som griber og sønderslaaer dine spæde Børn paa en Klippe.
• 1 Mos 10:10 : 10 Og Babel var hans Riges Begyndelse, og Erech og Accad og Calne, i Sinear Land.
• 1 Mos 11:31 : 31 Og Tharah tog Abram, sin Søn, og Loth, Harans Søn, sin Søns Søn, og Sarai, sin Sønneqvinde, som var Abrams, hans Søns, Hustru; og de udgik med dem fra Ur i Chaldæa, at drage til det Land Canaan, og de kom til Charan og boede der.