Jeremia 8:18
Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
16Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
17Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
10Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
19Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
27Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,
20Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
14Jeg qviddrede saa som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; mine Øine opløftede sig til det Høie: Herre! jeg undertrykkes, vær Borgen for mig.
15Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
6Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
4for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
10Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
21Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
18Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
20Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
4Derfor sagde jeg: Seer om fra mig, jeg vil beskeligen græde; haster ikke at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.
82Mine Øine forsmægtede for dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?
12Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
19See, mit Folks Datters Raabs Lyd (kommer) fra et langt fraliggende Land; er da Herren ikke i Zion? eller er dens Konge ikke i den? hvorfor opirrede de mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed (Folks) Forfængeligheder?
5(Men) jeg vilde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Rørelse skulde forhindre (eders Smerte).
6(Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
13Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
3Du sagde: Vee mig nu! thi Herren haver lagt min Sorrig til min Smerte; jeg er træt af mit Suk og finder ingen Rolighed.
7Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
21Jeg er forstyrret over mit Folks Datters Forstyrrelse, jeg gaaer i Sørgeklæder, Forskrækkelse har betaget mig.
50Denne er min Trøst i min Elendighed, at dit Ord holder mig i Live.
4Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
1Gid mit Hoved var Vand, og mit Øie en Graads Kilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters Ihjelslagne.
19Disse tvende (Ting) ere dig vederfarne; hvo skal have Medynk med dig? (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; ved hvem skal jeg trøste dig?
1Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
31Og min Harpe er bleven til Sorrig, og mit Orgel til de Grædendes Lyd.
11(Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
16Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
28Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
8Gid min Begjæring maatte komme, og Gud vilde give (mig) mit Haab,
28Min Sjæl flyder hen for Bedrøvelse; opreis mig efter dit Ord.
4Mit Hjerte blev forvildet, Gruelse haver forfærdet mig, Tusmørket, som jeg havde Lyst til, haver han sat mig til Forfærdelse.
16Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,
18Hvorfor varer min Pine evindeligen, og min Plage er ulægelig, saa den ikke vil læges? du er vist bleven mig ligesom en skuffende (Kilde), (som) Vande, der ikke ere bestandige.
20Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.
19Der jeg havde mange Tanker inden i mig, da forlystede din megen Trøst min Sjæl.
16Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
17Derfor er vort Hjerte svagt, derfor ere vore Øine formørkede,