Josva 9:21
Fremdeles sagde Fyrsterne til dem: Lader dem leve, at de maae være Vedhuggere og Vanddragere for al Menigheden, ligesom Fyrsterne have sagt til dem.
Fremdeles sagde Fyrsterne til dem: Lader dem leve, at de maae være Vedhuggere og Vanddragere for al Menigheden, ligesom Fyrsterne have sagt til dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Og Israels Børn sloge dem ikke, thi Menighedens Fyrster havde svoret dem ved Herren, Israels Gud; og al Menigheden knurrede mod Fyrsterne.
19Da sagde alle Fyrsterne til al Menigheden: Vi have svoret dem ved Herren, Israels Gud; derfor kunne vi nu ikke røre dem.
20(Men) det ville vi gjøre ved dem, at lade dem leve, at der ikke skal komme en (hastig) Vrede over os for den Eds Skyld, som vi have svoret dem.
22Da kaldte Josva ad dem, og talede til dem og sagde: Hvi bedroge I os og sagde: Vi (boe) saare langt fra eder, og I boe (dog) midt iblandt os?
23Derfor skulle I nu være forbandede, at der skal ikke fattes en Tjener af eder, hverken Vedhuggere eller Vanddragere til min Guds Huus.
24Og de svarede Josva og sagde: Fordi det blev dine Tjenere vist tilkjendegivet, hvad Herren din Gud bød Mose, sin Tjener, at han vilde give eder alt Landet og ødelægge alle Landets Indbyggere for eders Ansigt; og vi frygtede saare for vort Liv for eders Ansigt, og have gjort denne Gjerning.
25Men nu, see vi ere i din Haand; som det er godt, og som det er ret for dine Øine at gjøre os, det gjør.
26Og han gjorde saaledes ved dem; og han reddede dem fra Israels Børns Haand, og de sloge dem ikke ihjel.
27Saa gjorde Josva dem paa den samme Dag til Vedhuggere og Vanddragere for Menigheden og til Herrens Alter indtil denne Dag, til det Sted, som han skulde udvælge.
15Og Josva gjorde Fred med dem, og gjorde Pagt med dem, at han vilde lade dem leve; og Menighedens Fyrster svore dem.
16Men det skede, der tre Dage vare tilende, efterat de havde gjort Pagt med dem, da hørte de, at de vare nær hos dem, og at de boede midt iblandt dem.
11Derfor sagde vore Ældste og alle vort Lands Indbyggere til os, sigende: Tager Tæring med eder paa Veien og gaaer imod dem, og siger til dem: Vi ere eders Tjenere, saa gjører nu Pagt med os.
13at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og frie vore Sjæle fra Døden.
14Og Mændene sagde til hende: Vore Sjæle skulle være istedetfor eders til at døe, dersom I ikke kundgjøre denne vor Handel; og det skal skee, naar Herren giver os Landet, da ville vi gjøre Miskundhed og Troskab imod dig.
6Og de gik til Josva i Leiren ved Gilgal, og de sagde til ham og til Israels Mænd: Vi ere komne fra et langt fraliggende Land; saa gjører nu Pagt med os.
7Da sagde Israels Mænd til Heviten: Maaskee du boer midt iblandt mig, hvorledes kan jeg da gjøre Pagt med dig?
8Og de sagde til Josva: Vi ere dine Tjenere; og Josva sagde til dem: Hvo ere I, og hvorfra komme I?
11eders smaae Børn, eders Hustruer og din Fremmede, som er midt i dine Leire, baade din Vedhugger og din Vanddrager;
12Da sagde de: Vi ville give det igjen og Intet kræve af dem, saaledes ville vi gjøre, ligesom du haver sagt; og jeg kaldte ad Præsterne og tog en Ed af dem, at de skulde gjøre efter dette Ord.
18(Hør) Brønd! som er graven af Fyrsterne, udhuggen af de Ædle iblandt Folket, ved Lovgiveren, med deres Stave. Og fra den Ørk (reiste de) til Matthana;
14Da forlode de Bevæbnede Fangerne og Rovet for deres Øversters og den ganske Forsamlings Ansigt.
16Og de svarede Josva og sagde: Vi ville gjøre alt det, som du haver budet os, og vi ville gaae til Alt, hvortil du vil sende os.
9Saa holder denne Pagtes Ord og gjører efter dem, at I kunne gjøre viseligen alt det, som I skulle gjøre.
21Og Folket sagde til Josva: Ingenlunde, men vi ville tjene Herren.
1Da gik de øverste Fædre af Leviterne frem til Eleasar, Præsten, og til Josva, Nuns Søn, og til de øverste Fædre iblandt Israels Børns Stammer.
2Og de talede til dem i Silo i Canaans Land, og sagde: Herren bød formedelst Mose, at man skulde give os Stæder at boe udi, og deres Forstæder til vort Fæ.
21Da svarede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme, og de sagde til de Øverste for Israels Tusinder:
21Disse Mænd ere fredsommelige hos os, og ville boe i Landet og handle derudi; og see, Landet er vidt nok for dem; vi ville tage os deres Døttre til Hustruer og give dem vore Døttre.
22Dog i saa Maade ville Mændene være os til Villie, at boe hos os, at være eet Folk (med os), om vi ville omskjære alt Mandkjøn iblandt os, ligesom de ere omskaarne.
5Og de sagde til Kongen: (Anlangende) den Mand, som udryddede os, og som tænkte det mod os, at vi skulde ødelægges og ikke bestaae inden al Israels Landemærke,
7Hvad ville vi gjøre ved dem, som ere overblevne, at (de kunne faae) Hustruer? thi vi, vi have svoret ved Herren, at vi ikke skulle give dem af vore Døttre til Hustruer.
21Og de sagde til dem: Herren skal see paa eder og dømme, at I have gjort os ildelugtende for Pharao og for hans Tjenere, at give Sværdet i deres Haand til at ihjelslaae os.
17Og Mændene sagde til hende: Vi ville være uskyldige for denne din Ed, som du kom os til at sværge.
1Da kaldte Josva ad de Rubeniter og de Gaditer og den halve Manasse Stamme.
1Og der dette var fuldendt, gik de Øverste frem til mig og sagde: Israels Folk og Præsterne og Leviterne ere ikke adskilte fra Folkene i Landene efter deres Vederstyggeligheder, nemlig Cananiternes, Hethiternes, Pheresiternes, Jebusiternes, Ammoniternes, Moabiternes, Ægypternes og Amoriternes.
15Og Mose sagde til dem: Have I ladet hver Qvinde leve?
22Og det skal skee, naar deres Fædre eller deres Brødre komme at trætte for os, da ville vi sige til dem: Værer dem naadige for vor Skyld, fordi vi have ikke taget (dem) hver sin Hustru i Krigen; thi I, I have ikke givet dem (Hustruer), ellers skulde I have Skyld efter denne Tids (Leilighed).
19(nemlig) Judæ Fyrster og Jerusalems Fyrster, Kammertjenerne og Præsterne og det ganske Folk i Landet, som gik igjennem imellem Kalvens Dele,
21Derfor giv deres Børn til Hungeren, og lad dem adspredes ved Sværdets Magt, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker, og deres Mænd ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive slagne med Sværd i Krigen.
28at det Lands (Indbyggere), fra hvilket du udførte os, ikke skulle sige: Fordi Herren ikke kunde føre dem ind i det Land, som han havde tilsagt dem, og for hans Hads Skyld til dem, førte han dem ud, at slaae dem ihjel i Ørken.
15Og der de kom til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, da talede de med dem og sagde:
4Og han gik med dem; og der de kom til Jordanen, da huggede de Træer af.
25Og de sagde: Du haver holdt os ved Live; lad os finde Naade for min Herres Øine, og vi ville være Pharaos Tjenere.
9Og det skal skee, naar Fogederne have endt at tale til Folket, da skulle de beskikke Fyrsterne for Hæren fremmest for Folket.
21da vil jeg og ikke ydermere fordrive Nogen fra deres Ansigt af Hedningerne, som Josva lod efter, der han døde;
10Velan, vi ville være kloge imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde skee, om der blev Leilighed til en Krig, kunde det ogsaa give sig til vore Fjender og føre Krig imod os, og drage op af Landet.
22Lad mig gaae igjennem dit Land, vi ville ikke bøie til Ager eller til Viingaard, vi ville ikke drikke Vand af (nogen) Brønd, vi ville drage ad Kongeveien, indtil vi komme igjennem dit Landemærke.