Klagesangene 4:18
De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.
20Herrens Salvede, (som var) vor Næses Aand, blev fangen i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Hedningerne.
17Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
11I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
4Vi maae drikke vort Vand for Penge, vore Træer komme (til os) for (Penges) Værd.
5Vi lide Forfølgelse paa vor Hals, vi arbeide, og vi have ikke Hvile.
17Derfor er vort Hjerte svagt, derfor ere vore Øine formørkede,
18for Zions Bjergs Skyld, som er øde; Ræve løbe derpaa.
46Alle vore Fjender oplode deres Mund over os.
47Der var Forskrækkelse og Hule for os, (ja) Ødelæggelse og Forstyrrelse.
6De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
9Derfor er Retten langt fra os, og Retfærdighed naaede ikke til os; vi forventede Lyset, og see, (her er) Mørke, (vi ventede idel) Skin, og see, vi vandre i (idel) Mørkhed.
10Vi føle os for som de Blinde efter en Væg, ja, vi føle os for som de, der have ingen Øine; vi støde os om Middagen som i Tusmørket, vi ere i stinkende Steder som de Døde.
11Vi brumme allesammen som Bjørnene, og kurre ideligen som Duerne; vi bie efter Retten, (og den er der) ikke, efter Saligheden, og den er langt borte fra os.
12Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder svare imod os; thi vore Overtrædelser ere hos os, og vi kjende vore Misgjerninger,
4Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
14(Agt) paa Aftens Tid, og see, (da er der) Forskrækkelse, (ja) førend Morgenen (kommer, da) er han ikke (mere); denne er deres Deel, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.
4Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
25Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke seet det Gode.
26De ere fremfarne med ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
13De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
14De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.
24Vi have hørt Rygte derom, vore Hænder ere nedsjunkne; Angest haver betaget os, (ja) Smerte, som hendes, der føder.
25Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke paa Veien; thi der er Fjendens Sværd, (ja) Rædsel trindt omkring.
20Høsten er forbi, Sommeren er endt, og vi, vi ere ikke frelste.
22Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
18Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskeligen imod din Pagt.
19Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
8Tjenere herske over os, der er Ingen, som river (os) af deres Haand.
9Vi hente vort Brød med vort Livs (Fare) for Sværdet i Ørken.
15Bi efter Fred, og det skal ikke (vorde) godt, efter Lægedoms Tid, og see, Forfærdelse (kommer).
21Thi Døden er opstegen i vore Vinduer, er kommen i vore Paladser, til at udrydde spæde Børn udenfor, de unge Karle af Gaderne.
18Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.
9Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
18og (at) de skynde sig og opløfte Røsten med Klage over os, at vore Øine kunne rinde med Graad, og vore Øienlaage flyde med Vand.
19Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.
11Og vore Modstandere sagde: De skulle ikke vide og ikke see, førend vi komme midt iblandt dem og slaae dem ihjel; og vi ville gjøre, at Gjerningen skal holde op.
11ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
7Vor Sjæl er undkommen som en Fugl af Fuglefangerens Snare; Snaren er sønderreven, og vi, vi ere undkomne.
14(at) vore Øxne kunne være (vel) beladte, (at der skeer) intet Indbrud, ei heller Udførsel, ei heller Klagemaal paa vore Gader.
6Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
9Vi see ikke vore Tegn; der er ingen Prophet ydermere, og Ingen hos os, som veed, hvorlænge (det skal vare).
20Vor Formue er ikke udslettet; men Ild haver fortæret det Øvrige af dem.
6Enden kommer, Enden kommer, den er opvaagnet imod dig; see, den kommer!
6Og de skulle gaae ud efter os, indtil vi faae afdraget dem fra Staden, thi de skulle tænke: De flye for vort Ansigt, ligesom i Begyndelsen, og vi ville flye for deres Ansigt.
17Sandelig, det er forgjæves at udsprede Garn for alle Fugles Øine.
2Vor Arv er vendt til Fremmede, vore Huse til Udlændinge.
4da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
19Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
16Alle dine Fjender oplode deres Mund over dig, hvidslede og skare med Tænderne; de sagde: Vi have opslugt; ja, denne er den Dag, som vi biede efter, vi fandt, vi saae (den).