Lukas 1:22

Original Norsk Bibel 1866

Og der han gik ud, kunde han ikke tale til dem, og de mærkede, at han havde seet et Syn i Templet; og han nikkede ad dem og forblev stum.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Luk 1:62 : 62 Men de nikkede ad hans Fader, hvad han vilde, han skulde kaldes.
  • Joh 13:24 : 24 Til denne nikkede derfor Simon Peder, at han skulde udspørge, hvo det maatte være, han talede om.
  • Apg 12:17 : 17 Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie, og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængslet. Men han sagde: Forkynder Jakob og Brødrene dette. Og han gik ud og drog til et andet Sted.
  • Apg 19:33 : 33 Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde forsvare sig for Folket.
  • Apg 21:40 : 40 Men der han havde tilstedt ham det, stod Paulus frem paa Trapperne og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte han til dem i det ebraiske Sprog og sagde:

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 83%

    18Og Zacharias sagde til Engelen: Hvorpaa skal jeg kjende dette? thi jeg er gammel og min Hustru er tilaars.

    19Og Engelen svarede og sagde til ham: Jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og er udsendt for at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde.

    20Og see, du skal vorde stum og ikke kunne tale, indtil den Dag, at dette skeer, fordi du ikke troede mine Ord, hvilke skulle fuldkommes i deres Tid.

    21Og Folket biede efter Zacharias, og de forundrede sig, at han tøvede i Templet.

  • 23Og det begav sig, der hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Huus.

  • 74%

    11Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsens Alter.

    12Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham.

    13Men Engelen sagde til ham: Frygt ikke, Zacharias! thi din Begjæring er bønhørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

  • 72%

    62Men de nikkede ad hans Fader, hvad han vilde, han skulde kaldes.

    63Og han begjærede en Tavle og skrev, sigende: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle.

    64Men strax oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talede og prisede Gud.

    65Og der kom en Frygt over Alle, som boede omkring dem; og alle disse Ting rygtedes over hele Judæas Bjergegn.

    66Og Alle, som hørte det, lagde det paa deres Hjerte og sagde: Hvad mon der skal blive af dette Barn? Og Herrens Haand var med ham.

    67Og Zacharias, hans Fader, blev fyldt med den Hellig-Aand, og han spaaede og sagde:

  • 7Men de Mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen.

  • 14Og han drev en Djævel ud, og den var stum; men det skede, der Djævelen var udfaren, talede den Stumme, og Folket forundrede sig.

  • 69%

    32Og de førte en Døv til ham, som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham.

    33Og han tog ham i Eenrum fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge,

    34og saae op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: Ephphata! det er, oplad dig!

    35Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede reent.

    36Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desmere kundgjorde de det.

    37Og de forundrede sig overmaade og sagde: Han haver gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.

  • 59Og det begav sig paa den ottende Dag, da kom de for at omskjære Barnet, og de kaldte det efter dets Faders Navn Zacharias.

  • 17Og det skede mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg blev henrykket

  • 40Og hun kom i Zacharias Huus og hilsede Elisabeth.

  • 9Og han gik ud og fulgte ham, og vidste ikke, at det, som skede ved Engelen, var virkeligt, men meente, at han saae et Syn.

  • 35Men det skede, der han kom nær til Jericho, sad en Blind ved Veien og tiggede.

  • 22Da blev en Besat ført til ham, som var blind og stum, og han helbredede ham, saa at den Blinde og Stumme baade talede og saae.

  • 14Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod.

  • 2— Men der de hørte, at han talede til dem i det ebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. — Og han sagde:

  • 8Men det begav sig, der han forrettede Præsteembede for Gud i sin Skiftes Orden,

  • 67%

    44og sagde til ham: See til, at du siger Ingen Noget herom, men gak hen, betee dig for Præsten og offre for din Renselse det, som Moses haver befalet, dem til et Vidnesbyrd.

    45Men der (den Spedalske) kom ud, begyndte han at prædike meget og udsprede Rygtet om denne Sag, saa at (Jesus) kunde ikke mere gaae aabenbart ind i Staden; men han var udenfor paa øde Steder, og allevegne fra kom de til ham.

  • 15Og der han talede med mig efter disse Ord, (da) vendte jeg mit Ansigt mod Jorden og blev stum.

  • 67%

    32Men der disse vare udgangne, see, da førte de et stumt Menneske til ham, som var besat.

    33Og der Djævelen var uddreven, talede den Stumme; og Folket forundrede sig og sagde: Aldrig er Saadant seet i Israel.

  • 15Og strax, der alt Folket saae ham, betoges de af Frygt, og de løb til og hilsede ham.

  • 31saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.

  • 67%

    22Og han kom til Bethsaida; og de førte en Blind til ham og bade ham, at han vilde røre ved ham.

    23Og han tog den Blinde ved Haanden og ledede ham hen udenfor Byen, spyttede i hans Øine, lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, om han saae Noget.

    24Og han saae op og sagde: Jeg seer Mennesker gaaende omkring, ligesom (jeg saae) Træer.

    25Derefter lagde han atter Hænderne paa hans Øine og gjorde, at han fik Synet igjen; og han blev helbredet og saae Alle klarlig.

  • 67%

    9Og alt Folket saae ham gaae og love Gud.

    10Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for Templets skjønne Dør for (at bede om) Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som ham var vederfaret.

  • 36Og idet Røsten skede, blev Jesus funden alene; og de taug og forkyndte Ingen Noget i de Dage af det, de havde seet.

  • 6Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfærdede.

  • 40Men der han havde tilstedt ham det, stod Paulus frem paa Trapperne og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte han til dem i det ebraiske Sprog og sagde:

  • 7Men de forfærdedes alle og forundre de sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer?

  • 26Og en stor Forfærdelse betog dem Alle, og de prisede Gud, og de bleve fulde af Frygt og sagde: Vi have idag seet utrolige Ting.

  • 43Og strax blev han seende, og fulgte ham og prisede Gud; og alt Folket, som saae det, lovede Gud.