1 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham.

2 Og Pharisæerne og de Skriftkloge knurrede og sagde: Denne annammer Syndere og æder med dem.

3 Men han talede denne Lignelse til dem og sagde:

4 Hvilket Menneske af eder, som haver hundrede Faar og haver tabt eet af dem, forlader ei de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det?

5 Og naar han haver fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.

6 Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Vennerne og Naboerne, og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg haver fundet mit Faar, som var tabt.

7 Jeg siger eder: Saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov.

8 Eller hvilken Qvinde, som haver ti Penninge, om hun taber een Penning, tænder ikke et Lys og feier Huset og søger med Flid, indtil hun finder den?

9 Og naar hun haver fundet den, sammenkalder hun Veninderne og Naboerskerne og siger: Glæder eder med mig; thi jeg haver fundet den Penning, som jeg tabte.

10 Saaledes, siger jeg eder, skal der være Glæde for Guds Engle over een Synder, som omvender sig.

11 Men han sagde: Et Menneske havde to Sønner.

12 Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Deel af Godset, som mig tilfalder. Og han skiftede Godset imellem dem.

13 Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt (Sit) og drog udenlands til et Land langt borte, og ødte der sit Gods i et overdaadigt Levnet.

14 Men der han havde fortæret alt (det, han havde), blev en svar Hunger i det samme Land, og han begyndte at lide Mangel.

15 Og han gik bort og holdt sig til en af Borgerne der i Landet; og denne sendte ham paa sine Marker at røgte Sviin.

16 Og han ønskede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade, og Ingen gav ham (Noget).

17 Men der han kom til sig selv, sagde han: Hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød! men jeg omkommer af Hunger.

18 Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg haver syndet mod Himmelen og for dig,

19 og er ikke længere værd at kaldes din Søn; gjør mig som en af dine Daglønnere.

20 Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han var endnu langt borte, saae hans Fader ham og ynkedes inderligen, og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham.

21 Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg haver syndet imod Himmelen og for dig, og er ikke længere værd at kaldes din Søn.

22 Men Faderen sagde til sine Tjenere: Bærer frem det bedste Klædebon og ifører ham (det), og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne;

23 og henter den fedede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige.

24 Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige.

25 Men hans ældste Søn var paa Marken; og da han kom og var nær ved Huset, hørte han sammenstemmende Sang og Dands.

26 Og han kaldte en af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var.

27 Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fedede Kalv, fordi han haver faaet ham karsk igjen.

28 Men han blev vred og vilde ikke gaae ind; derfor gik hans Fader ud og bad ham.

29 Men han svarede og sagde til Faderen: See, saa mange Aar tjener jeg dig og overtraadte end aldrig dit Bud, og du haver aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner.

30 Men da denne din Søn er kommen, som haver fortæret dit Gods med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham.

31 Men han sagde til ham: Min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit.

32 Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden.