1 Men der det var blevet Morgen, holdt alle de Ypperstepræster og Folkets Ældste Raad imod Jesum, at de kunde aflive ham.

2 Og de bandt ham, og førte ham hen og overantvordede ham til Landshøvdingen Pontius Pilatus.

3 Der Judas, som ham forraadte, da saae, at han var fordømt, angrede det ham, og han bar de tredive Sølvpenninge til de Ypperstepræster og Ældste igjen og sagde:

4 Jeg haver syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod. Men de sagde: Hvad kommer det os ved? see du dertil.

5 Og han kastede Sølvpenningene i Templet, veg bort, og gik hen og hengte sig.

6 Men de Ypperstepræster toge Sølvpenningene og sagde: Det er ikke tilladt at kaste dem i Templets Kiste, thi det er Blodpenge.

7 Men de holdt Raad og kjøbte en Pottemagers Ager derfor, til at jorde Fremmede udi.

8 Derfor blev den samme Ager kaldet Blodager indtil denne Dag.

9 Da blev det fuldkommet, som er sagt ved Propheten Jeremias, der han siger: Og de toge de tredive Sølvpenninge, den Vurderedes Verdi, hvilken de kjøbte af Israels Børn;

10 og de have givet dem for en Pottemagers Ager, som Herren befoel mig.

11 Men Jesus stod for Landshøvdingen; og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: Er du Jødernes Konge? Men Jesus sagde til ham: Du siger det.

12 Og der han blev anklaget af de Ypperstepræster og Ældste, svarede han Intet.

13 Da sagde Pilatus til ham: Hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig?

14 Og han svarede ham end ikke til eet Ord, saa at Landshøvdingen forundrede sig saare.

15 Men paa Høitiden pleiede Landshøvdingen at give Folket een Fange løs, hvilken de vilde.

16 Men de havde da en mærkelig Fange, som hedte Barrabas.

17 Derfor, der de vare forsamlede, sagde Pilatus til dem. Hvilken ville I, at jeg skal give eder løs? Barrabas, eller Jesum, som kaldes Christus?

18 Thi han vidste, at de havde af Avind overantvordet ham.

19 Men der han sad paa Domstolen, skikkede hans Hustru (Bud) til ham og lod sige: Befat dig intet med denne Retfærdige; thi jeg haver lidt meget idag i Drømme for hans Skyld.

20 Men de Ypperstepræster og de Ældste overtalede Folket, at de skulde begjære Barrabas, men omkomme Jesum.

21 Men Landshøvdingen svarede og sagde til dem. Hvilken ville I, at jeg skal give eder løs af disse To? Men de sagde: Barrabas.

22 Pilatus sagde til dem: Hvad skal jeg da gjøre med Jesu, som kaldes Christus? De sagde alle til ham: Lad ham korsfæstes!

23 Men Landshøvdingen sagde! Hvad Ondt haver han da gjort? Men de raabte end mere og sagde: Lad ham korsfæstes!

24 Men der Pilatus saae, at han udrettede Intet, men at der blev større Bulder, tog han Vand og toede Hænderne i Folkets Paasyn og sagde: Jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod, seer I dertil.

25 Og det ganske Folk svarede og sagde: Hans Blod (komme) over os og over vore Børn!

26 Da gav han dem Barrabas løs; men Jesum lod han hudstryge og overantvordede ham, at han skulde korsfæstes.

27 Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesum til sig i Domhuset og forsamlede om ham den ganske Rode.

28 Og de klædte ham af og kastede en Purpurkaabe om ham.

29 Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved, og et Rør i hans høire Haand, og de faldt paa Knæ for ham, og bespottede ham og sagde: Hil være dig, du Jødernes Konge!

30 Og de spyttede paa ham, og toge Røret og sloge paa hans Hoved.

31 Og der de havde bespottet ham, afførte de ham Kaaben og iførte ham hans egne Klæder, og bragte ham hen for at korsfæste ham.

32 Men idet de gik ud, fandt de et Menneske fra Cyrene, ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors.

33 Og der de kom til et Sted, kaldet Golgatha, det er: kaldet Hovedpandested,

34 da gave de ham Eddike at drikke, blandet med Galde; og der han smagte det, vilde han ikke drikke.

35 Men de, som havde korsfæstet ham, skiftede hans Klæder og kastede Lod om dem, at det skulde fuldkommes, som er sagt af Propheten: De skiftede mine Klæder mellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.

36 Og de sadde der og toge vare paa ham.

37 Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen mod ham (saaledes) skreven: Denne er Jesus, den Jødernes Konge.

38 Da korsfæstede de med ham to Røvere, een ved den høire, og een ved den venstre Side.

39 Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede paa deres Hoveder og sagde:

40 Du, som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset.

41 Men ligesaa bespottede og de Ypperstepræster ham, tilligemed de Skriftkloge og de Ældste, og sagde:

42 Han haver frelst Andre, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, da stige han nu ned af Korset, saa ville vi troe ham.

43 Han forlod sig paa Gud, han frie ham nu, om han haver Behag i ham; thi han haver sagt: Jeg er Guds Søn.

44 Men det samme bebreidede og Røverne ham, som vare korsfæstede med ham.

45 Men fra den sjette Time blev Mørkhed over den ganske Jord indtil den niende Time.

46 Men ved den niende Time raabte Jesus med høi Røst og sagde: Eli! Eli! Lama Sabachtani? det er: Min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig?

47 Men da Nogle af dem, som der stode, hørte det, sagde de: Han kalder paa Elias.

48 Og strax løb En af dem og tog en Svamp og fyldte den med Eddike, og stak den paa et Rør og gav ham at drikke.

49 Men de Andre sagde: Holdt! lad os see, om Elias kommer og vil frelse ham.

50 Men Jesus raabte atter med høi Røst og udgav Aanden.

51 Og see, Forhænget i Templet splittedes i to, fra det Øverste indtil det Nederste, og Jorden skjalv, og Klipperne revnede,

52 og Gravene oplodes, og mange af de hensovne Helliges Legemer opstode;

53 og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse, og kom ind i den hellige Stad og aabenbaredes for Mange.

54 Men Høvedsmanden og de, som vare med ham og holdt Vagt over Jesum, der de saae det Jordskjælv og hvad der skede, frygtede de saare og sagde: Sandelig, denne var Guds Søn!

55 Men der vare mange Qvinder, som langt fra saae til, hvilke havde fulgt Jesum fra Galilæa og tjent ham.

56 Iblandt hvilke vare Maria Magdalena og Maria, Jakobi og Jose Moder, og Zebedæi Sønners Moder.

57 Men der det var blevet Aften, kom en rig Mand af Arimathea, ved Navn Joseph, hvilken og selv havde været Jesu Discipel.

58 Denne gik til Pilatus og begjærede Jesu Legeme; da befoel Pilatus, at man skulde overantvorde ham Legemet.

59 Og Joseph tog Legemet og svøbte det i et reent fiint Linklæde,

60 og lagde det i sin nye Grav, hvilken han havde ladet hugge i en Klippe, og væltede en stor Steen for Døren paa Graven, og gik bort.

61 Men Maria Magdalena var der, og den anden Maria, hvilke satte sig tvert over for Graven.

62 Men den anden Dag, hvilken er (Dagen) efter Beredelsens Dag, forsamledes de Ypperstepræster og Pharisæer til Pilatus,

63 og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: Efter tre Dage opreises jeg.

64 Befal derfor, at man med Flid forvarer Graven indtil den tredie Dag, at hans Disciple ikke skulle komme om Natten og stjæle ham, og sige til Folket: Han er opreist fra de Døde; og den sidste Forførelse skal blive værre end den første.

65 Men Pilatus sagde til dem: Der have I Vagten; gaaer hen, forvarer med Flid, som I (bedst) vide.

66 Men de gik hen og med Flid forvarede Graven ved Vagten, der de havde forseglet Stenen.