Nehemja 9:27
Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og de trengte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du af Himmelen, og efter dine mange Barmhjertigheder gav du dem Frelsere, og de frelste dem af deres Fjenders Haand.
Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og de trengte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du af Himmelen, og efter dine mange Barmhjertigheder gav du dem Frelsere, og de frelste dem af deres Fjenders Haand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
28Men der de havde Rolighed, vendte de tilbage til at gjøre Ondt for dit Ansigt; saa forlod du dem i deres Fjenders Haand, at de regjerede over dem; og naar de omvendte sig og raabte til dig, da hørte du af Himmelen og reddede dem efter dine Barmhjertigheder mange Tider.
29Og du lod vidne for dem for at omvende dem til din Lov, men de handlede hovmodeligen og hørte ikke dine Bud, og syndede mod dine Rette, hvilke et Menneske skal gjøre og leve ved dem, og de vendte modvilligen Skuldrene bort, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke.
30Og du forhalede mange Aar over dem og lod vidne for dem ved din Aand formedelst dine Propheter, men de vendte ikke Ørene dertil; derfor gav du dem i Folkenes Haand i Landene.
31Men efter dine mange Barmhjertigheder gjorde du ikke (aldeles) en Ende med dem og forlod dem ikke; thi du er en naadig og barmhjertig Gud.
32Og nu, vor Gud! du store, mægtige og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden, lad ikke al den Møie være ringe agtet for dit Ansigt, som haver rammet os, vore Konger, vore Fyrster og vore Præster og vore Propheter og vore Fædre og dit ganske Folk, fra Kongerne af Assyriens Dage af indtil denne Dag.
13Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
18Og naar Herren opreiste dem Dommere, da var Herren med Dommeren, og han frelste dem af deres Fjenders Haand, saalænge den Dommer levede; thi det angrede Herren for deres Sukkes Skyld over dem, som trængte dem og fortrykte dem.
6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
19Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
17Ja de vægrede sig for at høre dem og kom ikke dine underlige Ting ihu, som du gjorde med dem, men forhærdede deres Nakke og satte en Høvedsmand for at vende tilbage til deres Trældomstjeneste i deres Gjenstridighed; men du er Forladelsers Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og forlod dem ikke;
41Og han gav dem i Hedningernes Hænder, og deres Hadere herskede over dem.
42Og deres Fjender trengte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.
43Han friede dem mange Gange; men de, de forbittrede (ham) med deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgjerningers Skyld.
44Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.
45Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed.
46Og han gav dem megen Barmhjertighed for alle deres Ansigt, som havde taget dem fangne.
13Og efter alt det, som er kommet over os for vore de onde Gjerninger og for vor store Skyld, da haver du, vor Gud, sparet, (og straffet os) mindre, end vor Misgjerning (har fortjent), og givet os en Redning, som denne er.
10Og han frelste dem af Haderens Haand, og gjenløste dem af Fjendens Haand.
26Men de bleve gjenstridige og vare opsætsige imod dig, og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Propheter, som vidnede for dem for at omvende dem til dig, og de gjorde store Bespottelser.
12og de Zidonier og Amalek og Maon undertrykket eder? og I raabte til mig, og jeg frelste eder af deres Haand.
13Og I, I forlode mig og tjente andre Guder; derfor vil jeg ikke blive ved at frelse eder.
14Gaaer og raaber til de Guder, som I have udvalgt; de maae frelse eder i eders Trængsels Tid.
9Men de forglemte Herren deres Gud, og han solgte dem i Siseræ Haand, Krigshøvedsmand i Hazor, og i Philisternes Haand og i Moabiternes Konges Haand, og de strede imod dem.
10Da raabte de til Herren og sagde: Vi have syndet, fordi vi forlode Herren, og tjente de Baalim og Astharoth; men fri os nu fra vore Fjenders Haand, saa ville vi tjene dig.
11Da sendte Herren Jerubbaal og Bedan og Jephthah og Samuel; og han friede eder af eders Fjenders Haand trindt omkring, at I boede tryggeligen.
35Thi de tjente dig ikke i deres Rige og i dit det meget Gode, som du gav dem, og i det vide og fede Land, som du gav for deres Ansigt, og de omvendte sig ikke fra deres onde Gjerninger.
7Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
37Og dets Indkomme bliver formeret for Kongerne, hvilke du satte over os for vore Synders Skyld, og de herske over vore Legemer og over vore Bæster efter deres Villie, og vi ere i stor Nød.
19Og du, du forlod dem ikke i Ørken efter dine mange Barmhjertigheder; den Skystøtte veg ikke fra dem om Dagen at lede dem paa Veien, eller Ildstøtten om Natten at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa.
20Og du gav din den gode Aand til at undervise dem, og negtede ikke dit Man for deres Munde, og gav dem Vand til deres Tørst.
16Og Herren opreiste Dommere, og de frelste dem af deres Røveres Haand.
9Og jeg udfriede eder af Ægypternes Haand og af alle deres Haand, som trængte eder, og jeg uddrev dem fra eders Ansigt, og gav eder deres Land.
4Men du er hellig, du, som boer iblandt Israels Lovsange.
16Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
4Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
23Og du formerede deres Børn som Stjerner paa Himmelen, og førte dem til det Land, som du havde tilsagt deres Fædre, at de skulde komme og indtage det til Eiendom.
5Og Herren gav Israel en Frelser, og de slap frie for at være under de Syrers Magt; og Israels Børn boede i deres Pauluner som tilforn.
8Tjenere herske over os, der er Ingen, som river (os) af deres Haand.
9Og du saae vore Fædres Elendighed i Ægypten, og hørte deres Raab ved det røde Hav.
28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
3Du, du fordrev Hedningerne ved din Haand, men du plantede dem; du, du handlede ilde mod Folkene, og udstødte dem.
50og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig, og alle deres Overtrædelser, med hvilke de have overtraadt imod dig, og give dem Barmhjertigheder for deres Ansigt, som holde dem fangne, at de skulle forbarme sig over dem;
39da ville du høre af Himmelen, af den Bolig, som du boer udi, deres Bøn og deres ydmyge Begjæringer, og udføre deres Ret, og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig!
13Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig.
14Saa optændtes Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Haand, og de røvede dem; og han solgte dem i deres Fjenders Haand, trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaae for deres Fjenders Ansigt.
15Og Herren, deres Fædres Gud, sendte til dem formedelst sine Bud tidligen og ideligen; thi han sparede sit Folk og sin Bolig.
15Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.
39Men I skulle frygte Herren eders Gud, og han, han skal frie eder fra alle eders Fjenders Haand.