4 Mosebok 11:12
Mon jeg, jeg haver undfanget alt dette Folk? mon jeg haver født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer et diende Barn, ind i det Land, som du haver svoret dets Fædre.
Mon jeg, jeg haver undfanget alt dette Folk? mon jeg haver født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer et diende Barn, ind i det Land, som du haver svoret dets Fædre.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.
11Og Mose sagde til Herren: Hvi gjorde du (saa) ilde ved din Tjener? og hvi finder jeg ikke Naade for dine Øine, at du lægger alt dette Folks Byrde paa mig?
13Hvorfra skal jeg (tage) Kjød, at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kjød, at vi kunne æde.
14Jeg, jeg kan ikke for mig alene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart.
15Og vil du saa gjøre ved mig, da slaa mig (heller) ihjel, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, og lad mig ikke see paa min Ulykke.
11Og de sagde til Mose: Mon der ikke vare Grave i Ægypten, at du derfor udførte os til at døe i Ørken? hvi gjorde du os dette, at udføre os af Ægypten?
31og i Ørken, som du haver seet, hvorledes Herren din Gud haver baaret dig, ligesom en Mand bærer sin Søn, paa al den Vei, I have vandret, indtil I ere komne til dette Sted.
3Hører mig, Jakobs Huus og alle Overblevne af Israels Huus! I, som ere lagte paa (mig) fra (Moders) Liv, som bæres af mig fra Moders Liv af!
4Ogsaa indtil Alderdommen (skal) jeg (være) den Samme, og bære (eder) indtil graae Haar; jeg, jeg haver gjort (eder), og jeg vil opløfte, og jeg vil bære og lade undkomme.
12Hvorledes kan jeg alene bære eders Møie og eders Byrde og eders Trætte?
9Da talede jeg til eder paa den samme Tid og sagde: Jeg kan ikke alene bære eder.
11Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
12Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk.
13Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel, ihu, hvilke du haver tilsvoret ved dig selv og tilsagt dem: Jeg vil gjøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen, og alt det Land, som jeg haver sagt, vil jeg give eders Sæd, og de skulle eie det evindeligen.
22Og Mose vendte sig til Herren igjen og sagde: Herre, hvi gjør du ilde imod dette Folk? hvi sendte du mig?
12Og Mose sagde til Herren: See, du siger til mig: Før dette Folk op, og du, du haver ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig, enddog du haver sagt: Jeg kjender dig ved Navn, og du haver ogsaa fundet Naade for mine Øine.
11Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
10Saa gak nu, og jeg vil sende dig til Pharao; og udfør mit Folk, Israels Børn, af Ægypten.
11Og Mose sagde til Gud: Hvo er jeg, at jeg skulde gaae til Pharao, og at jeg skulde udføre Israels Børn af Ægypten?
12Og han sagde: Sandelig, jeg vil være med dig, og dette skal være dig et Tegn, at jeg, jeg haver sendt dig: Naar du udfører Folket af Ægypten, da skulle I tjene Gud ved dette Bjerg.
21Og Mose sagde: Sex hundrede tusinde Mænd tilfods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du, du siger: Jeg vil give dem Kjød, og de skulle æde en (heel) Maaneds Dage.
22Mon der skal slagtes smaat Qvæg og stort Qvæg for dem, at der kan findes (nok) til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan findes (nok) til dem?
23Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Haand være forkortet? nu skal du see, om mit Ord skal vederfares dig eller ei.
27Hvor længe (skal jeg see) til denne onde Menighed, dem, som knurre imod mig? jeg haver hørt Israels Børns megen Knur, som de knurre imod mig.
2Og Folket kivede med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kive med mig? hvad ville I friste Herren?
3Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor førte du os op fra Ægypten, at lade mig og mine Børn og mit Fæ døe af Tørst?
4Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
4I have seet, hvad jeg gjorde ved Ægypterne; og jeg opløftede eder paa Ørnevinger og lod eder komme til mig
3Og hvorfor fører Herren os til dette Land, at (vi skulle) falde ved Sværdet, (og) vore Hustruer og vore smaae Børn blive til Rov? er det os ikke godt at vende tilbage til Ægypten?
4Og hvorfor førte I Herrens Menighed i denne Ørk, at vi skulde der døe, vi og vore Dyr?
3Mit Folk! hvad haver jeg gjort dig, og hvormed haver jeg gjort dig Møie? svar imod mig!
13Er det for lidet, at du haver opført os af et Land, som flyder med Melk og Honning, for at lade os døe i Ørken? thi du vil ogsaa aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os.
19Og jeg, jeg sagde: Hvorledes vil jeg forskaffe dig Børn og give dig et ønskeligt Land, en deilig Arv, som er Hedningernes Hæres? og jeg sagde: Min Fader skal du kalde mig, og ikke vende dig tilbage fra mig.
17Og jeg vil komme ned og tale der med dig, og jeg vil tage af den Aand, som er paa dig, og lægge paa dem, at de skulle bære paa Folkets Byrde med dig, og du skal ikke for dig alene bære (den).
11Og Herren sagde til mig: Staa op, gak hen at reise for Folkets Ansigt, at de maae komme ind at eie Landet, hvilket jeg svoer deres Fædre at give dem.
18Du maa jo forsmægte derover, baade du og dette Folk, som er med dig; thi den Forretning er dig for svær, du formaaer ikke at udrette det ved dig alene.
15Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.
11Og han tænkte paa de gamle Dage, paa Mose, paa sit Folk; hvor er den, som opførte dem af Havet med sine Faars Hyrde? hvor er den, som gav sin Hellig-Aand midt iblandt dem?
15Da blev Mose saare vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg haver ikke taget eet Asen fra dem, og jeg haver ikke gjort Een ondt iblandt dem.
8Og jeg vil indføre eder i Landet, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at give Abraham, Isak og Jakob det; og jeg vil give eder det til Eiendom, jeg er Herren.
9Og Mose sagde saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke Mose for Aands Angest og for den haarde Trældom.
6Skulle I vederlægge Herren dette, du daarlige og uvise Folk? er han ikke din Fader, som haver kjøbt dig? han, han gjorde dig og beredte dig.
9Og Herren sagde til Mose: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
21Og du skal sige i dit Hjerte: Hvo haver avlet mig disse? eftersom jeg var barnløs og eenlig; jeg var henflyttet og henvegen, og hvo haver opdraget disse? see, jeg, jeg var overbleven alene, hvor (vare da) disse?
1Der Israel var ung, da Havde jeg ham kjær, og jeg kaldte min Søn af Ægypten.
13Og Herren talede til Mose og Aron, og gav dem Befaling til Israels Børn og til Pharao, Kongen af Ægypten, at udføre Israels Børn af Ægypti Land.
10Og jeg, jeg førte eder op af Ægypti Land, og jeg førte eder i Ørken fyrretyve Aar, for at eie Amoriternes Land.
21Og Mose sagde til Aron: Hvad haver dette Folk gjort dig, at du haver ført en saa stor Synd over det?
9Mon jeg skulde lade bryde (Moderslivet) og ikke lade føde? siger Herren, eller skulde jeg, som lader (Andre) føde, tillukkes? sagde din Gud.