4 Mosebok 13:6

Original Norsk Bibel 1866

for Juda Stamme, Caleb, Jephunne Søn;

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

לְמַטֵּ֣ה יְהוּדָ֔ה כָּלֵ֖ב בֶּן־יְפֻנֶּֽה׃

Translitterasjon

lə-maṭṭêh yəhûdâ kālēb ben-yəp̄unneh

Grammatikkdetaljer

• *lə-maṭṭêh*: preposition + noun, masculine singular construct - for tribe of
• *yəhûdâ*: proper noun - Judah
• *kālēb*: proper noun - Caleb
• *ben*: noun, masculine singular construct - son of
• *yəp̄unneh*: proper noun - Jephunneh

Ordbetydninger

• *maṭṭêh*: tribe/staff/branch

Henviste vers

• 4 Mos 14:6 : 6 Og Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, af dem, der havde bespeidet Landet, de sønderreve deres Klæder.
• 4 Mos 14:30 : 30 I skulle ikke komme i det Land, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at lade eder boe deri, undtagen Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
• 4 Mos 34:19 : 19 Og disse ere Navnene paa de Mænd: Af Judæ Stamme, Caleb, Jephunne Søn;
• 4 Mos 13:30 : 30 Men Caleb stillede Folket for Mose og sagde: Lader os jo gaae op og indtage det til Eiendom, thi vi kunne letteligen bemægtige os det.
• Jos 14:6-9 : 6 Og Judæ Børn gik frem til Josva i Gilgal, og Caleb, Jephunne den Kenisiters Søn, sagde til ham: Du, du veed det Ord, som Herren talede til Mose, den Guds Mand, paa mine og paa dine Vegne i Kades-Barnea. 7 Jeg var fyrretyve Aar gammel, der Mose, Herrens Tjener, sendte mig fra Kades-Barnea til at speide Landet; og jeg sagde ham Svar igjen, ligesom jeg meente. 8 Men mine Brødre, som gik op med mig, mistrøstede Folkets Hjerte; men jeg efterfulgte Herren min Gud fuldkommeligen. 9 Da svoer Mose paa den samme Dag og sagde: Det Land, som din Fod traadte paa, skal blive dig til Arv og dine Børn evindeligen, fordi du fuldkommeligen efterfulgte Herren min Gud. 10 Og nu, see, Herren haver ladet mig leve, saasom han sagde, disse fyrretyve og fem Aar, fra (den Tid) Herren talede dette Ord til Mose, da Israel vandrede i Ørken; og nu, see, jeg er idag fem og fiirsindstyve Aar gammel. 11 Jeg er endnu idag saa stærk som paa den Dag, der Mose sendte mig; som min Kraft var da, saa er og min Kraft nu til Krigen, og til at gaae ud og til at gaae ind. 12 Saa giv mig nu dette Bjerg, som Herren talede om paa den samme Dag; thi du hørte paa den samme Dag, at de Anakim ere der, og (der) ere store (og) faste Stæder, maaskee Herren vil være med mig, at jeg kan fordrive dem, saasom Herren haver sagt. 13 Saa velsignede Josva ham, og han gav Caleb, Jephunne Søn, Hebron til Arv. 14 Derfor blev Hebron Caleb, Jephunne den Kenisiters Søn, til Arv, indtil denne Dag, fordi han fuldkommeligen efterfulgte Herren, Israels Gud. 15 Men Hebron kaldtes tilforn Arbæ Stad, han var et stort Menneske iblandt de Anakim; og Landet hvilede fra Krig.
• 1 Krøn 4:15 : 15 Og Calebs, Jephunne Søns, Sønner vare: Iru, Ela og Naam; og Elas Sønner vare: Uknas.
• 4 Mos 26:65 : 65 Thi Herren havde sagt til dem: De skulle visseligen døe i Ørken; og der blev ingen tilovers af dem, uden Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
• 4 Mos 14:24 : 24 Men min Tjener Caleb, fordi at der er en anden Aand med ham, og han haver fuldkommeligen efterfulgt mig, derfor vil jeg føre ham til det Land, der han var kommen hen, og hans Sæd skal eie det.
• 4 Mos 14:38 : 38 Men Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, de bleve levende af de samme Mænd, som vare gangne til at bespeide Landet.
• 4 Mos 27:15-23 : 15 Og Mose talede til Herren og sagde: 16 Vilde Herren, som er alt Kjøds Aanders Gud, beskikke en Mand over Menigheden, 17 som kan gaae ud for deres Ansigt, og som kan gaae ind for deres Ansigt, og som kan føre dem ud, og som kan føre dem ind, at Herrens Menighed skal ikke være som Faarene, hvilke have ingen Hyrde! 18 Og Herren sagde til Mose: Tag dig Josva, Nuns Søn, en Mand, i hvilken Aanden er, og læg din Haand paa ham. 19 Og stil ham for Eleasars, Præstens, Ansigt, og for den ganske Menigheds Ansigt, og giv ham Befaling for deres Øine. 20 Og læg af din Ypperlighed paa ham, paa det den ganske Israels Børns Menighed maa høre (og lyde ham). 21 Og han skal staae for Eleasars, Præstens, Ansigt, og han skal spørge ham efter Urims Viis for Herrens Ansigt; efter hans Mund skulle de gaae ud, og efter hans Mund skulle de gaae ind, han og alle Israels Børn med ham, ja den ganske Menighed. 22 Og Mose gjorde, saasom Herren havde befalet ham; og han tog Josva og stillede ham for Eleasars, Præstens, Ansigt, og for den ganske Menigheds Ansigt. 23 Og han lagde sine Hænder paa ham og gav ham Befaling, eftersom Herren havde talet formedelst Mose.
• 5 Mos 31:7-9 : 7 Og Mose kaldte ad Josva og sagde til ham for al Israels Øine: Vær frimodig og vær stærk, thi du, du skal indgaae med dette Folk i det Land, som Herren svoer deres Fædre at give dem; og du, du skal dele det til Arv imellem dem. 8 Og Herren, han, som gaaer for dit Ansigt, skal være med dig, han skal ikke slippe dig og ikke forlade dig; frygt ikke og ræddes ikke. 9 Og Mose skrev denne Lov og gav den til Præsterne, Levi Sønner, som bare Herrens Pagtes Ark, og til alle de Ældste af Israel. 10 Og Mose bød dem og sagde: Naar syv Aar ere tilende, paa Eftergivelsens Aars bestemte Tid, paa Løvsalernes Høitid, 11 naar al Israel kommer at sees for Herrens din Guds Ansigt paa det Sted, som han skal udvælge, da skal du udraabe denne Lov for al Israel, for deres Øren. 12 Lad samle Folket, Mændene og Qvinderne og smaae Børn, og din Fremmede, som er inden dine Porte, at de maae høre, og at de maae lære og frygte Herren eders Gud, og tage vare paa at gjøre alle Ordene i denne Lov; 13 og at deres Børn, som ikke vide det, skulle høre og lære at frygte Herren eders Gud alle de Dage, som I leve i det Land, hvorhen I drage over Jordanen til at eie det. 14 Og Herren sagde til Mose: See, dine Dage ere komne nær, at du skal døe, kald Josva, og fremstiller eder ved Forsamlingens Paulun, saa vil jeg give ham Befaling; og Mose gik, og Josva, og de fremstillede sig ved Forsamlingens Paulun. 15 Og Herren blev seet i Paulunet i en Skystøtte, og Skystøtten stod over Paulunets Dør. 16 Og Herren sagde til Mose: See, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal opstaae og bedrive Hor efter det fremmede Lands Guder, hvor det gaaer hen midt i det, og forlade mig og gjøre min Pagt til Intet, som jeg haver gjort med det. 17 Og naar min Vrede optændes imod det paa den samme Dag, og jeg skal forlade dem og skjule mit Ansigt for dem, saa at de skulle blive fortærede, og mangfoldige onde Ting og Angester skulle ramme det, da skal det sige paa den samme Dag: Have ikke disse onde Ting rammet mig, fordi at min Gud er ikke midt iblandt mig?
• Luk 1:10-15 : 10 Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor i den Tid, Røgelsen (offredes). 11 Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsens Alter. 12 Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham. 13 Men Engelen sagde til ham: Frygt ikke, Zacharias! thi din Begjæring er bønhørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes. 14 Og du skal have Glæde og Fryd af ham, og Mange skulle glædes over hans Fødsel. 15 Thi han skal være stor for Herren, og ikke drikke Viin og stærk Drik, og alt fra sin Moders Liv af fyldes med den Hellig-Aand,
• Jos 15:13-19 : 13 Og Caleb, Jephunne Søn, gav man Deel midt iblandt Judæ Børn, efter Herrens Ord til Josva, nemlig Arbæ, Anaks Faders, Stad, det er Hebron. 14 Og Caleb fordrev derfra de tre Anaks Sønner: Sesai og Ahiman og Talmai, Anaks Sønner. 15 Og han drog derfra op til Indbyggerne i Debir; men Debir hed fordum Kirjath-Sepher. 16 Og Caleb sagde: Hvo, som slaaer Kirjath-Sepher og indtager den, den vil jeg og give min Datter Achsa til Hustru. 17 Saa indtog Othniel, Kenas Søn, (som var) Calebs Broder, den; og han gav ham sin Datter Achsa til Hustru. 18 Og det skede, der hun kom, da tilskyndte hun ham at begjære en Ager af hendes Fader, og hun sprang ned af Asenet; og Caleb sagde til hende: Hvad (fattes) dig? 19 Og hun sagde: Giv mig en Velsignelse, thi du gav mig et Land Sønder paa, giv mig og Vandspring; saa gav han hende Vandspring oven, og Vandspring neden.
• Dom 1:12-15 : 12 Og Caleb sagde: Hvo, der slaaer Kirjath-Sepher og indtager den, ham vil jeg give Achsa, min Datter, til Hustru. 13 Da indtog Othniel, Kenas Søn, Calebs Broder, (som var) yngre end han, den; og han gav ham Achsa, sin Datter, til Hustru. 14 Og det skede, der hun kom, da tilskyndte hun ham at begjære af hendes Fader en Ager, og hun sprang ned af Asenet; da sagde Caleb til hende: Hvad (fattes) dig? 15 Og hun sagde til ham: Giv mig en Velsignelse, thi du haver givet mig et Land mod Sønden, giv mig og Vandspring; da gav Caleb hende Vandspring oven og Vandspring neden.