4 Mosebok 32:8
Saa gjorde eders Fædre, der jeg sendte dem af Kades-Barnea, til at besee Landet.
Saa gjorde eders Fædre, der jeg sendte dem af Kades-Barnea, til at besee Landet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Thi de gik op til Escols Bæk og besaae Landet, og de forvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde komme i Landet, som Herren havde givet dem.
10Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:
11Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;
7Og hvi forvende I Israels Børns Hjerte fra at drage over til det Land, som Herren haver givet dem?
23Og da Herren sendte eder fra Kades-Barnea og sagde: Gaaer op og indtager Landet, som jeg haver givet eder, da vare I Herrens eders Guds Mund gjenstridige, og troede ikke paa ham, og hørte ikke paa hans Røst.
19Saa reiste vi fra Horeb og gik igjennem hele denne store og forfærdelige Ørk, hvilken I saae, paa Veien til det amoritiske Bjerg, saasom Herren vor Gud befoel os; og vi kom til Kades-Barnea.
9hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.
21See, Herren din Gud haver givet det Land for dit Ansigt; drag op, indtag det, saasom Herren, dine Fædres Gud, haver sagt dig, frygt ikke og ræddes ikke.
22Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle give os Svar igjen, ad hvilken Vei vi skulle drage op, og de Stæder, som vi skulle komme til.
23Og det Ord behagede mig; saa tog jeg tolv Mænd af eder, een Mand for (hver) Stamme.
24Og de vendte sig og droge op paa Bjerget, og kom til Escols Bæk, og de bespeidede det.
25Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de førte os Svar tilbage og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud haver givet os.
26Men I vilde ikke drage op, og I vare Herrens eders Guds Mund gjenstridige.
31Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kjende det Land, som I have foragtet.
32Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk.
8See, jeg haver givet det Land for eders Ansigt; kommer og indtager det Land (til Arv), som Herren haver svoret eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at give dem og deres Sæd efter dem.
9hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, ja de saae min Gjerning.
23de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.
51fordi at I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved Kivevandet i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.
52Thi du skal besee Landet tvært over for; men du skal ikke komme derhen, ind i det Land, som jeg giver Israels Børn.
31og i Ørken, som du haver seet, hvorledes Herren din Gud haver baaret dig, ligesom en Mand bærer sin Søn, paa al den Vei, I have vandret, indtil I ere komne til dette Sted.
32Men I troede ikke formedelst dette Ord paa Herren eders Gud,
33som gik for eders Ansigt paa Veien, at opsøge for eder Stedet, hvor I skulde leire eder, i en Ild om Natten, at vise eder Veien, som I skulde gaae paa, og i en Sky om Dagen.
34Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:
35Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre.
8Der Jakob var kommen i Ægypten, da raabte eders Fædre til Herren, og Herren sendte Mose og Aron, og de udførte eders Fædre af Ægypten og lode dem boe paa dette Sted.
15Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.
7Jeg var fyrretyve Aar gammel, der Mose, Herrens Tjener, sendte mig fra Kades-Barnea til at speide Landet; og jeg sagde ham Svar igjen, ligesom jeg meente.
8Men mine Brødre, som gik op med mig, mistrøstede Folkets Hjerte; men jeg efterfulgte Herren min Gud fuldkommeligen.
2Send Mænd for dig, at de bespeide det Land Canaan, hvilket jeg giver Israels Børn; I skulle sende een Mand for (hver) sine Fædres Stamme, (ja) hver, som er Fyrste iblandt dem.
3Saa sendte Mose dem fra Parans Ørk, efter Herrens Mund, alle de Mænd, der vare Hoveder for Israels Børn.
22og du gav dem dette Land, som du svoer deres Fædre at give dem, et Land, som flyder med Melk og Honning;
11Og Herren sagde til mig: Staa op, gak hen at reise for Folkets Ansigt, at de maae komme ind at eie Landet, hvilket jeg svoer deres Fædre at give dem.
28at det Lands (Indbyggere), fra hvilket du udførte os, ikke skulle sige: Fordi Herren ikke kunde føre dem ind i det Land, som han havde tilsagt dem, og for hans Hads Skyld til dem, førte han dem ud, at slaae dem ihjel i Ørken.
17Og Mose sendte dem til at bespeide Canaans Land, og sagde til dem: Drager herfra op i Sønden, og I skulle gaae op paa Bjergene.
16Thi der de droge op af Ægypten, da vandrede Israel i Ørken indtil det røde Hav, og kom til Kades.
25Og de vendte tilbage fra at bespeide Landet, der fyrretyve Dage vare tilende.
26Og de gik og kom til Mose og til Aron og til al Israels Børns Menighed, til Parans Ørk, til Kades; og de bragte dem og al Menigheden Svar igjen, og de lode dem see Landets Frugt.
16han, som gav dig Man at æde i Ørken, hvilket dine Fædre ikke kjendte, for at ydmyge dig, og for at forsøge dig, og at gjøre vel imod dig i din sidste Tid —
14Men de Dage, som vi droge fra Kades-Barnea, indtil vi kom over den Bæk Sered, vare otte og tredive Aar, indtil al den Slægt af Krigsmændene fik Ende midt ud af Leiren, saasom Herren havde svoret dem.
15Thi dersom I vende eder bort fra ham, da skal han endnu længere lade ham blive i Ørken, og (dermed) fordærve I alt dette Folk.
21Og de gik op og bespeidede Landet, fra Zins Ørk indtil Rehob, til man kommer til Hamath.
28Hvor skulle vi drage op? vore Brødre have mistrøstet vort Hjerte og sagt: Det Folk er større og høiere end vi, Stæderne ere store og befæstede imod Himmelen, dertilmed have vi ogsaa seet Anakims Børn der.
2Og du skal ihukomme al den Vei, som Herren din Gud haver ladet dig gaae disse fyrretyve Aar i Ørken, for at ydmyge dig, at forsøge dig, at fornemme, hvad der var i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ei.
37Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
2Elleve Dages (Reise) fra Horeb, paa Seirs Bjergs Vei, indtil Kades-Barnea.
6Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?
49Gak op paa dette Abarims Bjerg, paa Nebo Bjerg, som er i Moabs Land, som er lige for Jericho, og besee det Land Canaan, hvilket jeg giver Israels Børn til Eiendom;
34Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespeidet Landet,(som vare) fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I bære eders Misgjerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme min Afvendelse.
5og hvad han haver gjort ved eder i Ørken, indtil I ere komne til dette Sted,