1 Og Herren talede til Mose paa de Moabiters slette Marker, ved Jordanen mod Jericho, og sagde:

2 Byd Israels Børn, at de give Leviterne af deres Arvs Eiendom Stæder at boe udi; derhos skulle I give Leviterne Forstæderne til Stæderne trindt omkring dem.

3 Og de skulle have Stæderne til at boe udi; og deres Forstæder skulle være for deres Bæster og for deres Gods og for alle deres Dyr.

4 Og Stædernes Forstæder, som I skulle give Leviterne, (de skulle være) fra Stadsmuren og der udenfor tusinde Alen trindt omkring.

5 Saa skulle I maale udenfor Staden fra det østre Hjørne to tusinde Alen, og fra det søndre Hjørne to tusinde Alen, og fra det vestre Hjørne to tusinde Alen, og fra det nordre Hjørne to tusinde Alen, og Staden (skal være der) midt udi; dette skal være dem Stædernes Forstæder.

6 Og af Stæderne, som I skulle give Leviterne, skulle være sex Tilflugtsstæder, som I skulle give, at Manddraberen kan flye derhen; og foruden dem skulle I give dem to og fyrretyve Stæder.

7 Alle Stæderne, som I skulle give Leviterne, skulle være otte og fyrretyve Stæder, de og deres Forstæder.

8 Og (anlangende) de Stæder, som I skulle give af Israels Børns Eiendom, da skulle I tage Meget fra den, som haver Meget, og tage Lidet fra den, som haver Lidet; hver efter sin Arvs Beskaffenhed, som de skulle arve, skal give Leviterne af sine Stæder.

9 Og Herren talede til Mose og sagde:

10 Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Naar I komme over Jordanen, i Canaans Land,

11 da skulle I udnævne eder Stæder, de skulle være Tilflugtsstæder for eder, at en Manddraber kan flye derhen, som slaaer en Person (ihjel) af en Forseelse.

12 Og de skulle være for eder Stæder til en Tilflugt for Blodhevneren, at Manddraberen ikke skal døe, indtil han haver staaet for Menighedens Ansigt, for Dommen.

13 Og de Stæder, som I skulle give, skulle være sex Tilflugtsstæder for eder.

14 De tre Stæder skulle I give paa denne Side Jordanen, og de tre Stæder skulle I give i Canaans Land; de skulle være Tilflugtsstæder.

15 For Israels Børn og for en Fremmed og for en Gjæst midt iblandt dem skulle disse sex Stæder være til en Tilflugt, at hver den kan flye derhen, som slaaer en Person (ihjel) af en Forseelse.

16 Men dersom Nogen slaaer ham med Jerntøi, og han døer, han er en Manddraber; den Manddraber skal visseligen dødes.

17 Og dersom han slaaer ham med en Steen i Haanden, som Nogen kan døe af, og han døer, da er han en Manddraber; den Manddraber skal visseligen dødes.

18 Eller han slaaer ham med Trætøi i Haanden, som Nogen kan døe af, og han døer, da er han en Manddraber; den Manddraber skal visseligen dødes.

19 Blodhevneren, han skal lade døde Manddraberen; naar han møder ham, da maa han lade ham døde.

20 Og dersom han støder ham af Had, eller (kaster) Noget paa ham med frit Forsæt, at han døer,

21 eller han slaaer ham af Fjendskab med sin Haand, at han døer, da skal den, som slog, visseligen dødes, han er en Manddraber; Blodhevneren skal lade døde Manddraberen, naar han møder ham.

22 Men dersom han i en Hast støder ham uden Fjendskab, eller kaster noget Tøi paa ham, uden frit Forsæt,

23 eller (det skeer) med nogen Steen, som man kan døe af, og han saae det ikke, og lod den falde paa ham, og han døer, og han var ikke hans Fjende, og søgte ikke hans Ulykke,

24 da skulle de i Menigheden dømme imellem den, som slog, og imellem Blodhevneren, efter disse Rette.

25 Og de i Menigheden skulle udfrie Manddraberen af Blodhevnerens Haand, og de i Menigheden skulle lade ham komme tilbage til sin Tilflugtsstad, der, hvor han flyede til; og han skal blive der, indtil den Ypperstepræst døer, som man haver salvet med den hellige Olie.

26 Men om Manddraberen gaaer ud, udenfor sin Tilflugtsstads Markeskjel, der, hvor han flyede til,

27 og Blodhevneren finder ham udenfor hans Tilflugtsstads Markeskjel, og Blodhevneren slaaer Manddraberen ihjel, (da skal) ikke (holdes) Bloddom over ham.

28 Thi han skulde bleven i sin Tilflugtsstad, indtil den Ypperstepræst døde; men efter den Ypperstepræsts Død maa Manddraberen vende tilbage til sit Eiendoms Land.

29 Og disse Ting skulle være eder en beskikket Ret hos eders Efterkommere i alle eders Boliger.

30 Hver, som slaaer nogen Person efter Vidners Mund, den Manddraber skal man slaae ihjel; men eet Vidne skal ikke svare imod en Person, til at døe.

31 Og I skulle ikke tage Forsoning for en Manddrabers Person, naar han, som haver gjort Uret, (er skyldig til) at døe; thi han skal visseligen dødes.

32 Og I skulle ingen Forsoning tage, for at lade Nogen flye til sin Tilflugtsstad, eller at lade Nogen komme tilbage at boe i Landet, førend Præsten døer.

33 Og I skulle ikke besmitte Landet, som I boe udi; thi Blodet, det besmitter Landet, og for Landet kan ikke skee Forsoning for det Blod, som udøses deri, uden ved hans Blod, som udøste det.

34 Og du skal ikke gjøre Landet ureent, hvilket I boe udi, hvilket jeg boer midt udi; thi jeg Herren boer midt iblandt Israels Børn.