1 Og Herren talede til Mose i Sinai Ørk, i det andet Aar, efterat de vare uddragne af Ægypti Land, i den første Maaned, og sagde:

2 Israels Børn skulle holde Paaske i sin bestemte Tid.

3 Paa den fjortende Dag i denne Maaned, imellem de tvende Aftener, skulle I holde den paa sin bestemte Tid; efter alle dens Skikke og efter alle dens Rette skulle I holde den.

4 Og Mose sagde til Israels Børn, at de skulde holde Paaske.

5 Og de holdt Paaske i den første (Maaned), paa den fjortende Dag i Maaneden, imellem de tvende Aftener, i Sinai Ørk; efter alt det, som Herren havde befalet Mose, saaledes gjorde Israels Børn.

6 Og det skede, (at der vare nogle) Mænd, som vare urene over et Menneskes Liig, og de kunde ikke holde Paaske paa den samme Dag; og de gik nær til for Mose Ansigt og for Arons Ansigt den samme Dag.

7 Og de samme Mænd sagde til ham: Vi ere urene over et Menneskes Liig; hvi skulle vi (derfor) udelukkes, at vi maae ei offre Herren Offer paa sin bestemte Tid, midt iblandt Israels Børn?

8 Og Mose sagde til dem: Staaer (stille), og jeg vil høre, hvad Herren vil byde eder.

9 Og Herren talede til Mose og sagde:

10 Tal til Israels Børn og siig: Naar Nogen er ureen over et Liig, eller paa lang Reise hos eder eller hos eders Efterkommere, den skal alligevel holde Herren Paaske.

11 I den anden Maaned, paa den fjortende Dag, imellem de tvende Aftener, skulle de holde den; de skulle æde det med usyrede (Brød) og beske (Urter).

12 De skulle ikke lade blive tilovers deraf til om Morgenen, og ikke bryde (noget) Been paa det; efter al Paaskelammets Skik skulle de gjøre med det.

13 Men den, som er reen, og er ikke paa Reise, og efterlader at holde Paaske, den samme Sjæl skal udryddes fra sine Folk, fordi han haver ikke offret Herrens Offer paa sin bestemte Tid; den samme Mand skal bære sin Synd.

14 Og naar en Fremmed er fremmed hos eder og holder Herren Paaske, da skal han holde den saa, som Paaskens Skik og som dens Viis er; der skal være een Skik for eder, baade for den Fremmede og for den Indfødte i Landet.

15 Og paa den Dag, som Tabernaklet blev opreist, skjulte Skyen Vidnesbyrdets Pauluns Tabernakel; og om Aftenen var, over Tabernaklet som en Ild at see til, indtil om Morgenen.

16 Saaledes skede det stedse, at Skyen skjulte det; og om Natten (var det som) en Ild at see til.

17 Og eftersom Skyen foer op fra at være over Paulunet, derefter reiste Israels Børn; og paa det Sted, hvor Skyen blev, der leirede Israels Børn sig.

18 Efter Herrens Mund reiste Israels Børn, og efter Herrens Mund leirede de sig; alle de Dage, som Skyen boede over Tabernaklet, leirede de sig.

19 Og naar Skyen blev over Tabernaklet mange Dage, da toge Israels Børn vare paa Herrens Varetægt og reiste ikke.

20 Og naar Skyen var faa Dage over Tabernaklet, da leirede de sig efter Herrens Mund og reiste efter Herrens Mund.

21 Og naar Skyen var der fra Aftenen indtil Morgenen, og Skyen foer op om Morgenen, da reiste de; eller (det skede) om Dagen eller om Natten, at Skyen foer op, da reiste de.

22 Eller naar Skyen blev to Dage eller en Maaned eller et Aar over Tabernaklet, saa den boede over det, da leirede Israels Børn sig og reiste ikke; men naar den foer op, reiste de.

23 Efter Herrens Mund leirede de sig, og efter Herrens Mund reiste de; de toge vare paa Herrens Varetægt efter Herrens Mund formedelst Mose.