Ordspråkene 13:24
Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.
Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).
14Du, du skal slaae ham med Riset og frie hans Sjæl fra Helvede:
15Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal mit Hjerte glæde sig, ja jeg (selv),
18Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
19Den, som har (for) stor Hastighed, skal bære Straf, men dersom du frier ham, da kan du blive ved (at straffe ham).
15Daarlighed er bunden til en Ungs Hjerte; Tugtens Riis skal drive den langt fra ham.
16Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
5og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
6thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.
7Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser?
8Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn.
11Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
12Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
18Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
19da skulle hans Fader og hans Moder tage fat paa ham, og udføre ham til de Ældste i hans Stad og til hans Steds Port.
15Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
25Slaaer du en Spotter, saa skal en Vanvittig blive vittig, og straffer man en Forstandig, (da) skal han forstaae sig paa Kundskab.
26Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.
1En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
13I en Forstandigs Læber findes Viisdom, men paa hans Ryg, som fattes Forstand, (skal være) Riis.
20En viis Søn glæder Faderen, men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
23Der er megen Mad i de Armes nyopdyrkede Land, men der er den, som omkommer, fordi (han) ikke (vil gjøre) Ret.
25En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.
6Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
17Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
5Saa kan du kjende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, haver Herren din Gud tugtet dig.
5En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
14Jeg, jeg vil være ham en Fader, og han, han skal være mig en Søn, hvilken, naar han handler ilde, da vil jeg straffe ham med Menneskens Riis og med Menneskens Børns Plager.
25En Retfærdig æder, indtil hans Sjæl bliver mæt, men de Ugudeliges Bug skal fattes.
4Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.
1Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.
21Naar En opføder sin Tjener kræsent fra Ungdommen, da vil han paa det Sidste være en Søn.
24En Retfærdigs Fader skal storligen fryde sig; den, som avler en Viis, skal glædes ved ham.
8Hvo, som saaer Uret, skal høste Uretfærdighed, og hans Grumheds Riis skal faae Ende.
21Den, som avler en Daare, (avler ham) sig til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glædes.
3En Svøbe hører til Hesten, og en Tømme til Asenet, og et Riis til Daarers Ryg.
10Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
17See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
13En daarlig Søn er sin Fader en (stor) Ulykke, og en Qvindes Trætter ere et ideligt Dryp.
8Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
1Salomos Ordsprog. En viis Søn glæder en Fader, men en daarlig Søn er sin Moders Bedrøvelse.
13Smerter skulle komme paa ham (som) paa hende, der føder; han er ikke en viis Søn, (thi ellers) havde han ikke staaet (saa lang) en Tid i Børnenes Fødselssted.
24Hvo, der berøver sin Fader eller sin Moder og siger: Det er ingen Overtrædelse, han er en fordærvelig Mands Staldbroder.
14Og see, (om) han avlede en Søn, og denne saae alle sin Faders Synder, som han gjorde, og saae det, og gjorde ikke derefter, —
17Den, som er hastig til Vrede, gjør Daarlighed, og en underfundig Mand hades.
1En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).