Ordspråkene 28:11
En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Onde Folk forstaae ikke Ret, men de, som søge Herren, forstaae Alting.
6Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig.
11Den Riges Gods er hans faste Stad, og som en høi Muur i hans Tanke.
7Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
8En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.
15En Rigs Gods er hans faste Stad, men de Fattiges Armod er (deres) Fordærvelse.
7En Retfærdig kjender de Ringes Sag; en Ugudelig forstaaer sig ikke paa Kundskab.
15og man fandt derudi en fattig, viis Mand, og han reddede Staden med sin Viisdom; men intet Menneske kom den samme fattige Mand ihu.
16Da sagde jeg: Viisdom er bedre end Styrke; dog blev den Fattiges Viisdom foragtet, og hans Ord bleve ikke hørte.
16Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
1Bedre er en Arm, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end en Vanartig med sine Læber, naar han er en Daare.
22Hvo, som haster til (at faae meget) Gods, er en Mand, som haver et ondt Øie, og kjender ikke, at Mangel skal komme paa ham.
12(Naar) du haver seet en Mand, som synes (at være) viis for sine egne Øine, (da er der) mere Forhaabning til en Daare end til ham.
28Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.
20En Arm hades ogsaa af sin Næste, men de ere mange, som elske en Rig.
23En Arm taler med (ydmyge) Begjæringer, men en Rig svarer haarde (Ord).
8Det er den Kloges Viisdom at forstaae sig paa sin Vei, men Daarers Daarlighed er Svig.
8Den, som eier Forstand, elsker sit Liv, han bevarer Forstand, for at finde Godt.
3En Klog seer Ulykken og skjuler sig, men Vanvittige gaae frem og straffes.
10Hvo, som forvilder de Oprigtige paa en ond Vei, han skal falde i sin Grav, men de Fuldkomne skulle arve Godt.
6Spotteren søger Viisdom, og (den findes) ikke, men for en Forstandig er Kundskab let.
12En Klog seer Ulykken og skjuler sig, (men) Vanvittige gaae frem (og) straffes.
26Hvo, som forlader sig paa sit Hjerte, han er en Daare, men den, som vandrer i Viisdom, han skal undkomme.
27Hvo, som giver den Arme, (han skal) ikke (have) Mangel, men (over) den, som skjuler sine Øine, (skulle være) mange Forbandelser.
12Naar Retfærdige fryde sig, (da er der) stor Ære, men naar Ugudelige opstaae, skal man lede efter Folk.
33Viisdom hviler i den Forstandiges Hjerte, men (det, som er) inden i Daarer, skal kjendes.
8Hvo, som formerer sit Gods med Aager og Overgift, samler det til at skjenkes de Ringe.
1Hvo, som fraskiller sig, vil søge, hvad (ham) lyster; han blander sig i alt det, som er saa i Sandhed.
2En Daare kan ikke have Lyst til Forstand, men deri, at hans Hjerte aabenbarer sig.
8Thi hvad haver en Viis mere end en Daare? hvad haver en Fattig, som veed at vandre for de Levende?
15En Daares Vei er ret for hans Øine, men den, som hører efter Raad, er Viis.
7Gud skal og nedbryde dig evindelig, han skal borttage dig og udrydde dig af Paulunet, ja oprykke dig med Rod af de Levendes Land. Sela.
15En Vanvittig troer Allting, men en Klog agter paa sin Gang.
16En Viis frygter og viger fra Ondt, men en Daare farer igjennem og er tryg.
23Saa sagde Herren: En Viis rose sig ikke af sin Viisdom, og en Stærk rose sig ikke af sin Styrke, en Rig rose sig ikke af sin Rigdom;
8En Mand skal roses efter sin Forstands Beskaffenhed, men den, som er forvendt i Hjertet, skal blive til en Foragt.
4Gods kan tilføre mange Venner, men en Ringe maa skilles fra sin Ven.
2Den Ugudelige forfølger (grummelig) den Elendige af Hovmod; lad dem gribes i de Tanker, hvilke de tænkte.
6At en Daare er sat i stor Høihed, men de Rige sidde lavt.
3En arm Mand, som dog fortrænger de Ringe, er som en Regn, der nedslaaer (Kornet), saa (der bliver) ingen Spise (igjen).
21Daarlighed er den en Glæde, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem.
13Saligt er det Menneske, som finder Viisdom, og det Menneske, som fremfører Forstand.
16En Fyrste, som fattes (al) Forstand, fortrykker og (Andre) meget, men hvo, der hader Gjerrighed, skal forlænge (sine) Dage.
12En, som fattes Forstand, foragter sin Næste, men en Mand, (som haver) Forstand, tier.
31Hvo, som fortrykker den Ringe, forhaaner den, som gjorde ham, men hvo, som forbarmer sig over en Fattig, ærer ham.
19Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).
12En Retfærdig faaer Forstand af en Ugudeligs Huus, naar (Gud) omkaster de Ugudelige til Ulykke.
13Hvo, som stopper sit Øre for den Ringes Raab, han, han skal og raabe og ikke bønhøres.
22En Viis farer op i de Vældiges Stad, og skal nedkaste dens Trygheds Styrke.
24De Vises Krone er deres Rigdom, men Daarers Daarlighed (bliver) Daarlighed.