Salmenes bok 110:3
Dit Folk (skal fremføre) frivillige (Offere) paa din Krafts Dag; i (saare) hellig Prydelse skal af Morgenrøden, som af Moders Liv, (fremkomme) dig din Afkoms Dug.
Dit Folk (skal fremføre) frivillige (Offere) paa din Krafts Dag; i (saare) hellig Prydelse skal af Morgenrøden, som af Moders Liv, (fremkomme) dig din Afkoms Dug.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Davids Psalme. Herren sagde til min Herre: Sid hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.
2Herren skal sende din Styrkes Spiir af Zion, (sigende): Regjer midt iblandt dine Fjender.
4Herren svoer, og det skal ikke angre ham: Du er en Præst evindelig efter Melchizedeks Viis.
5Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
15Retfærdighed og Dom er din Thrones Befæstelse; Miskundhed og Sandhed skulle gaae frem for dit Ansigt.
16Saligt er det Folk, som forstaaer sig paa Frydeklang; Herre! de skulle vandre i dit Ansigts Lys.
17De skulle fryde sig i dit Navn den ganske Dag, og ophøie sig i din Retfærdighed.
2Mit Hjerte udgyder en god Tale; jeg taler (en Sang), jeg haver gjort om en Konge, min Tunge er en snar Skrivers Pen.
3Du er meget deiligere end Menneskens Børn, der er Naade udøst paa dine Læber; derfor velsignede dig Gud evindelig.
2Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden! du, som sætter din Majestæt over Himlene.
8Herre! staa op til din Rolighed, du og din Magts Ark.
9Lad dine Præster klæde sig med Retfærdighed, og dine Hellige synge med Fryd.
7Jeg vil fortælle om et beskikket (Raad): Herren sagde til mig: Du er min Søn, jeg, jeg fødte dig idag.
8Begjær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til Arv, og Verdens Ender til din Eiendom.
11Hør, Datter! og see til og bøi dit Øre, og glem dit Folk og din Faders Huus.
3(Det er) ligesom Dug paa Hermon, som (den Dug, der) nedfalder paa Zions Bjerge; thi der haver Herren befalet Velsignelsen (at være, ja) Livet indtil evig (Tid).
8Men til Sønnen: Din Throne, o Gud! (staaer) i al Evighed; Retviisheds Spiir er dit Riges Spiir.
9Du elskede Retfærdighed og hadede Uret; derfor haver, Gud! din Gud salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
16Lad de samme vanke hid og did om Spise, og lad dem knurre, naar de ikke blive mætte.
13Du, du skabte Norden og Sønden; Thabor og Hermon skulle fryde sig i dit Navn.
4Der sønderbrød han Buens gloende (Pile), Skjold og Sværd og Krig. Sela.
4og som Lys om Morgenen, naar Solen opgaaer, om Morgenen, naar der ikke ere Skyer, naar Græsset (voxer) af Jorden af Solskin efter Regnen.
13Thi du skal gjøre, (at) de (maae vende) Skuldrene (og flye); du sigter med dine Buestrænge imod deres Ansigt.
9Din Bue blev aldeles aabenbar, (efter) de Eder til Stammerne, (efter dit) Ord, Sela! Du adskilte Jorden med Floder.
10Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
16De skulle fremføres med megen Glæde og Fryd, de skulle komme i Kongens Palads.
2Af Zion aabenbaredes Gud herligen, i en fuldkommen Deilighed.
3Giv Agt paa mit Raabs Røst, min Konge og min Gud! thi til dig vil jeg bede.
28Der hersker over dem den lille Benjamin, Judæ Fyrster med deres Hob, Sebulons Fyrster, Naphthali Fyrster.
29Din Gud haver befalet dig at være stærk; styrk, O Gud! det, du haver gjort os.
2Fra den Tid er din Throne fast; du er af Evighed.
5Han begjærede Liv af dig, (saa) gav du ham (det, ja) et langt Levnet, evindelig og altid.
17Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
9Frels dit Folk og velsign din Arv, og fød dem og ophøi dem indtil evig (Tid).
11Herren svoer David Sandhed, hvorfra han ikke skal vende sig, (sigende:) Af dit Livs Frugt vil jeg sætte paa din Throne.
22Og du satte dit Folk Israel dig til et Folk evindeligen, og du, Herre! du er bleven dem til en Gud.
19Thi Herren er vort Skjold, og den Hellige i Israel vor Konge.
7Gud! din Throne (bliver) evindelig og altid; dit Riges Spiir er et ret Spiir.
21Og dit Folk, de skulle alle være retfærdige, de skulle eie Jorden evindeligen, (som de, der ere) mine Plantelsers Qvist, mine Hænders Gjerning, til at bevise mig selv herlig.
7Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
12Unge Karle og Jomfruer ogsaa, de Gamle med de Unge!
2Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
13Du drog ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuste Hovedet af den Ugudeliges Huus, der du blottede Grundvolden indtil Halsen, Sela!
13Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig.
11De skulle fortælle om dit Riges Ære, og tale om din Vælde,
3Gud kom fra Theman, og den Hellige fra Parans Bjerg, Sela! hans Majestæt skjulte Himmelen, og hans Lov fyldte Jorden.
9Mit Hjerte (har Lyst) til Israels Lovgivere, de, som beviste sig velvillige iblandt Folket; lover Herren!
15Sku ned fra Himlene, og see fra din Helligheds og Herligheds Bolig; hvor er din Nidkjærhed og din Vælde? dine Indvoldes og dine Barmhjertigheders (stærke) Lyd holder sig tilbage mod mig.
17Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du haver gjort en Bolig, hvorudi du vilde boe, o Herre! en Helligdom, Herre, have dine Hænder beredt.