Salmenes bok 12:3
De tale Forfængelighed, hver med sin Næste, med smigrende Læber; de tale (snart) af et, (snart) af et (andet) Hjerte.
De tale Forfængelighed, hver med sin Næste, med smigrende Læber; de tale (snart) af et, (snart) af et (andet) Hjerte.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Frels, Herre! thi en From er borte, thi de Trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.
4Herren skal udrydde alle smigrende Læber, (ja) en Tunge, som taler store (Ord),
18Herre! lad mig ikke beskjæmmes, thi jeg kaldte paa dig; lad de Ugudelige beskjæmmes, lad dem tie i Graven.
12Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
31En Retfærdigs Mund fremfører Viisdom, men en Tunge, (som taler) forvendte Ting, skal udryddes.
32En Retfærdigs Læber skulle kjende, hvad behageligt er, men de Ugudeliges Mund (fremfører) forvendte Ting.
22Falske Læber ere Herren en Vederstyggelighed, men de, som handle troligen, ere ham en Velbehagelighed.
28En falsk Tunge hader dem, som den haver stødt, og en smigrende Mund skal gjøre, at (Andre) omstødes.
2Herre! fri min Sjæl fra en falsk Læbe, fra en svigefuld Tunge!
3Hvad giver dig, eller hvad gavner dig en svigefuld Tunge?
19Sandheds Læbe skal blive fast altid, men en falsk Tunge (ikkun) et Øieblik.
9Herre! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld, skik din Vei for mit Ansigt.
24Vend fra dig Munds Vanartighed, og lad Læbers Arrighed være langt fra dig.
10De lukke til med deres Fedme, de tale med deres Mund af Hovmod.
4Din Tunge tænker paa idel Skade; som en skjærpet Ragekniv gjør den Svig.
5Den, som bagtaler sin Næste i Løndom, den vil jeg udslette; den, (som seer) høit med Øine og haver et stolt Hjerte, den kan jeg ikke fordrage.
6De Galne skulle ikke bestaae for dine Øine; du hader alle dem, som gjøre Uret.
9Herre! giv ikke den Ugudelige (hans) Begjæringer, lad ikke hans Skalkhed faae Fremgang; de maatte ophøie sig (deraf). Sela.
7Hans Mund er fuld med Banden og Svig og Bedrageri; under hans Tunge er Møie og Uret.
2der Doeg, den Edomiter, kom og gav Saul tilkjende, og sagde ham: David er kommen i Achimelechs Huus.
3I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.
11Man skal adsprede dem formedelst Sværdet, de skulle vorde Ræves Deel.
3Taler ikke saa mangfoldeligen saa saare høie Ting, lader (ikke) haarde Ting udgaae af eders Mund; thi Herren er Vidskabers Gud, skulde (hans) Gjerninger da ikke være rette?
3De, som tænke onde Ting i Hjertet, de holde sig tilsammen den ganske Dag (for at føre) Krig.
13Hvo er den Mand, som haver Lyst til Livet, som elsker (at leve mange) Aar for at see Godt?
3Herre! sæt en Varetægt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør.
2Den Ugudeliges Overtrædelse siger (mig) inden i mit Hjerte: Der er ikke Gudsfrygt for hans Øine.
3Thi han smigrer for sig selv i sine Øine, til han finder paa sin Misgjerning, som (han skulde) hade.
9De sætte deres Mund imod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
13Deres Strube er en aabnet Grav; med deres Tunge besvige de; Øglers Forgift er under deres Læber;
14deres Mund er fuld af Forbandelser og Beeskhed;
7Thi min Gane skal tale (grundeligen) om Sandhed, og Ugudelighed (skal være) en Vederstyggelighed for mine Læber.
4skulle mine Læber ikke tale Uret, og min Tunge ikke optænke Svig.
2Lad en Fremmed rose dig, og ikke din Mund, en Ubekjendt, og ikke dine Læber.
36Og de vilde bedrage ham med deres Mund, og løi for ham med deres Tunge.
12Ordene af den Vises Mund ere yndige, men en Daares Læber skulle opsluge ham (selv).
3Thi den Ugudelige roser sig af sin Sjæls Begjæring, og den Gjerrige velsigner sig, (skjøndt) han foragter Herren.
13Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed, og den, som taler oprigtige Ting, skal (hver af dem) elske.
7De komme igjen mod Aftenen, de tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.
12Thi den Herre Zebaoths Dag (skal komme) over hver Hovmodig og Høi, og over hver Ophøiet, at han skal fornedres,
4En Ond agter paa uretfærdige Læber, (og) den, som vender Øren til Løgn, (agter) paa en skadelig Tunge.
8hvis Mund taler Forfængelighed, og hvis høire Haand er en falsk høire Haand.
17Høie Øine, en løgnagtig Tunge, og Hænder, som udgyde en Uskyldigs Blod,
9Den Herre Zebaoth haver raadslaget det for at besmitte al den deiligste Herlighed, for at gjøre de Herlige i Landet ringe.
11Thi med spottende Læber og med en anden Tunge skal han tale til dette Folk,
3Og de spænde deres Tunge som deres Bue til Løgn, og de blive Vældige i Landet, ikke ved Sandhed; men de udgaae fra det (ene) Onde til det andet og kjende mig ikke, siger Herren.
5En Mand, som smigrer for sin Næste, udbreder et Garn for hans Gange.
8Men Gud haver skudt dem; deres Plager ere en hastig Piil.
10Dette skal skee dem for deres Hovmodigheds Skyld, fordi de forhaanede og ophøiede sig storligen over den Herre Zebaoths Folk.
3som ikke bagtaler med sin Tunge, som ikke gjør sin Næste Ondt og ikke lægger Spot paa (den, som er) ham nær;