Salmenes bok 129:2
de trængte mig meget fra min Ungdom; dog kunde de ikke overvælde mig.
de trængte mig meget fra min Ungdom; dog kunde de ikke overvælde mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1En Sang paa Trapperne. De trængte mig meget fra min Ungdom, maa Israel nu sige,
3Plovmændene pløiede paa min Ryg, de uddroge deres Furer langt.
1Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
2Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
11Thi han haver løst min Sele og plaget mig, derfor have de kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
13De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
14Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.
157Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; (men) jeg haver ikke bøiet mig (af Veien) fra dine Vidnesbyrd.
12De omkringgave mig som Bier, de ere udslukte som Ild i Torne; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.
13Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
14efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
10De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
12Saa sagde Herren: Om de ere end lykkelige, og ere vist mange, skulle de dog vist afskjæres, og han skal drage igjennem; jeg haver vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere.
18Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
15Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
11Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
4See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
38Jeg forfølger mine Fjender og naaer dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver udryddet dem.
39Jeg knuser dem, at de ikke kunne opstaae; de faldt under mine Fødder.
40Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, (ja) mine Hadere, og jeg udrydder dem.
18Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, saa skal han høre min Røst.
15Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
35De sloge mig, (skal du sige,) det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg skal fremdeles søge den mere.
18Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
19De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
12Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
19Herren er nær hos (dem, som have) et sønderbrudt Hjerte, og vil frelse (dem, som have) en sønderstødt Aand.
21De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
19See til mine Fjender, thi de ere mange og hade mig med fortrædeligt Had.
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig op af mange Vande.
18Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
15Hvorfor forkaster du, Herre! min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
5I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde Kjød gjøre mig?
5Herre! bevar mig fra en Ugudeligs Hænder, bevogt mig fra en fortrædelig Mand, fra dem, som tænke at bortstøde mine Trin.
23Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
26Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
16Min Kraft er tørret som et Skaar, og min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig i Dødens Støv.
3Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
51De Hovmodige bespotte mig saa saare; jeg bøiede mig ikke af fra din Lov.
3Frels mig, Gud! ved dit Navn, og skik mig Ret ved din Magt.
6Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
18Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.
14Herre! lad det behage dig at frie mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig.
12Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.
14Gud! de Hovmodige staae op imod mig, og Tyranners Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres (Øine).