Salmenes bok 13:1
Til Sangmesteren; Davids Psalme.
Til Sangmesteren; Davids Psalme.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
3Hvorlænge skal jeg raadslaae i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen? hvorlænge skal min Fjende ophøie sig over mig?
46Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
20Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
13Skal din underlige Gjerning kjendes i Mørket, eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
14Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
24Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
23Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
24Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
9Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
7Jeg kom min Strængeleg ihu om Natten, jeg talede i mit Hjerte, og min Aand randsagede.
8Skal da Herren bortkaste i Evighederne, og ikke blive ved at have Behagelighed (til mig) ydermere?
9Er hans Miskundhed ude evindelig? haver hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
1Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
3Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
8Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
9Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
7Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
5Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?
13Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
10Gud! hvorlænge skal Modstanderen forhaane? skal Fjenden foragte dit Navn evindeligen?
13Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
19Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?
17Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
1Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
1Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?
11Han siger i sit Hjerte: Gud haver glemt det, han har skjult sit Ansigt, han seer det ikke i Evighed.
12Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand! glem ikke de Elendige.
2Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.
4Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
49Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
17Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
12Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
13Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
21Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
14Men Zion sagde: Herren haver forladt mig, og Herren haver glemt mig.
1Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
2Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Tranghed udbredte du (Rummet) for mig; vær mig naadig og hør min Bøn.
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
16Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
3Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
18Hvorfor varer min Pine evindeligen, og min Plage er ulægelig, saa den ikke vil læges? du er vist bleven mig ligesom en skuffende (Kilde), (som) Vande, der ikke ere bestandige.
15Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
1Til Sangmesteren paa Neginoth; Davids (Psalme), som giver Underviisning.
22Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).