Romerbrevet 10:19
Men jeg siger: Mon Israel ikke haver vidst det? — Først siger Moses: Jeg vil gjøre eder nidkjære over dem, som ikke ere et Folk, jeg vil vække eder til Vrede over et uforstandigt Folk.
Men jeg siger: Mon Israel ikke haver vidst det? — Først siger Moses: Jeg vil gjøre eder nidkjære over dem, som ikke ere et Folk, jeg vil vække eder til Vrede over et uforstandigt Folk.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil see, hvilken deres Ende skal være; thi de, de ere en saare forvendt Slægt, Børn, som ikke er Troskab Udi.
21De, de have gjort mig nidkjær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres Forfængeligheder; og jeg, jeg vil gjøre dem nidkjære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem.
20Men Esaias vover at sige: Jeg er funden af dem, som ikke søgte mig, jeg er bleven aabenbar for dem, som ikke spurgte efter mig.
21Men til Israel siger han: Jeg udstrakte mine Hænder den ganske Dag til et ulydigt og gjenstridigt Folk.
18Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo sandelig, deres Røst er udgangen over al Jorden, og deres Ord til Jorderiges Grændser.
16De have gjort ham nidkjær ved Fremmede; med Vederstyggeligheder have de opirret ham.
11Derfor siger jeg: Mon de have stødt an, paa det de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Saliggjørelsen vederfaret Hedningerne, at den skulde vække hine til Nidkjærhed.
15See, jeg vil lade et Folk komme langt fra over eder, Israels Huus! siger Herren; det er et haardt Folk, det er et Folk, (som haver været til) fra gammel Tid, et Folk, hvis Tungemaal du ikke skal kjende, og ikke forstaae, hvad det skal tale,
2thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkjærhed for Gud, men ikke med Kundskab.
19Monne de, de gjøre mig Fortræd (dermed)? siger Herren, monne de ikke (gjøre) sig (selv Fortræd) til deres Ansigters Blusel?
13Og Herren sagde til mig, sigende: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
9Og Herren sagde til Mose: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
10Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg vil fortære dem og gjøre dig til et stort Folk.
20Kundgjører dette i Jakobs Huus, og lader det høres i Juda, saa der siges:
21Hør dog dette, du vanvittige Folk, og (som haver) ingen Forstand! de have Øine og see ikke, de have Øren og høre ikke.
14Og jeg vil føre (dig) ved dine Fjender i et Land, som du ikke kjender; thi Ilden, som er optændt i min Vrede, skal brænde over eder.
58Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder.
22Eller ville vi opvække Herren til Nidkjærhed? monne vi være stærkere end han?
16hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses?
18enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser.
1Derfor siger jeg: Mon Gud haver forskudt sit Folk? Det være langt fra! — thi jeg er og en Israelit, af Abrahams Afkom, af Benjamins Stamme. —
2Gud haver ikke forskudt sit Folk, hvilket han forud kjendte. Vide I ikke, hvad Skriften siger om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende:
9Og jeg vil gjøre mange Folks Hjerte Fortræd, naar jeg fører din Forstyrrelse iblandt Hedningerne, i de Lande, som du ikke kjender.
10Fyrretyve Aar kjededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet; men de, de kjendte ikke mine Veie;
17Min Gud skal forkaste dem, thi de høre ham ikke; og de skulle vanke hid og did iblandt Hedningerne.
11Jeg er Herren din Gud, som opførte dig af Ægypti Land; lad din Mund vidt op, saa vil jeg fylde den.
5derfor sagde den Herre Herre saaledes: Jeg haver visseligen talet i min brændende Nidkjærhed imod det Overblevne af Hedningerne og imod det ganske Edom, hvilke have (selv) givet sig mit Land til Eiendom med ganske Hjertes Glæde, med Røven (efter deres) Sjæls (Lyst), paa det dets Forstæder maatte vorde (dem) til Rov;
7da vil jeg udrydde Israel fra at være i Landet, som jeg haver givet dem, og det Huus, som jeg haver helliget til mit Navn, vil jeg lade fare fra mit Ansigt, og Israel skal blive til et Ordsprog og til en Spot iblandt alle Folk.
18Saa skal Herren være nidkjær for sit Land og spare sit Folk.
7Hvad altsaa? Det, Israel søger efter, haver det ikke erholdt, men de Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede,
8— som skrevet er: Gud gav dem en Dorskheds Aand, Øine til ikke at see, og Øren til ikke at høre —indtil denne Dag.
11Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
25som han og siger hos Hoseas: Jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, og hende den Elskede, som ikke var den Elskede;
26og det skal skee, at paa det Sted, hvor der var sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.
10Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
11Mon Hedningerne have skiftet, (sine) Guder, som dog ikke vare Guder? og mit Folk haver skiftet sin Herlighed for det, som ikke kan gavne.
27Thi mon Israel ikke var dig en Latter? mon han var funden iblandt Tyve, siden du, saa tidt du talede imod ham, rystede med Hovedet?
22Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
25Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, — paa det I skulle ikke troe eder selv kloge — at Forhærdelse er kommen over en Deel af Israel, indtil Hedningernes Fylde er gaaet ind;
19Du maatte da sige: Grenene ere afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet.
20Og Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budet deres Fædre, og de løde ikke min Røst,
11Naar dens Grene tørres, da skulle de sønderbrydes, Qvinder skulle komme og gjøre Ild dermed; thi det er ikke et forstandigt Folk, derfor skal han, som gjorde det, ikke forbarme sig over det, og den, som haver dannet det, skal ikke være det naadig.
18Derfor hører, I Hedninger! og forstaa, du Menighed! de Ting, der ere hos dem.
26Gak hen til dette Folk og siig: Med Hørelsen skulle I høre og ingenlunde forstaae, og seende skulle I see og ingenlunde kjende;
9Og han sagde: Gak hen, og du skal sige til dette Folk: Hører flitteligen og forstaaer ikke, og seer flitteligen og fornemmer ikke.
21Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel,
6Udøs din Hastighed paa Hedningerne, som ikke kjende dig, og paa de Riger, som ikke kalde paa dit Navn.
10Fordi at du siger: De tvende Folk og de tvende Lande skulle være mine, og vi ville eie dem, omendskjøndt Herren var der,
25Derfor udøste han sin Vredes Grumhed og Krigsmagt over ham, og stak Ild paa ham trindt omkring, men han forstod det ikke, og han fortærede ham, men han lagde det ikke paa Hjerte.