1 Korinterbrev 10:1
Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen, og de gik alle igjennem Havet,
Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen, og de gik alle igjennem Havet,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2og de ere alle døbte til Moses i Skyen og i Havet,
3og de aade alle den samme aandelige Mad,
4og de drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af den aandelige Klippe, som fulgte dem; men Klippen var Christus;
5men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørkenen.
6Men disse Ting ere blevne Forbilleder for os, at vi ikke skulle have Lyst til det Onde, ligesom de havde Lyst (dertil).
1Men om de aandelige (Gaver), Brødre! vil jeg ikke, at I skulle være uvidende.
2I vide, at I vare Hedninger og hendroges til de stumme Afguder, altsom man drog eder.
7Vore Fædre i Ægypten forstode ikke dine underlige Gjerninger, de kom ikke din megen Miskundhed ihu, men vare gjenstridige ved Havet, ved det røde Hav.
5Men jeg vil paaminde eder, skjøndt I fuldt vel vide det, at Herren, der han havde frelst Folket af Ægypti Land, dog sidenefter ødelagde dem, som ikke troede.
29Formedelst Tro gik de igjennem det røde Hav, som igjennem tørt Land; men da Ægypterne forsøgte det samme, druknede de.
10Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
6Ja, jeg udførte eders Fædre af Ægypten, og I kom til Havet; og de Ægypter forfulgte eders Fædre med Vogne og med Ryttere til det røde Hav.
7Da raabte de til Herren, og han satte et Mørke imellem eder og imellem Ægypterne, og lod Havet komme over dem, og det skjulte dem, og eders Øine have seet det, som jeg gjorde i Ægypten; og I bleve i Ørken mange Aar.
53Og han ledede dem tryggeligen, at de ikke frygtede, men Havet skjulte deres Fjender.
11Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
12Og du ledede dem om Dagen ved en Skystøtte, og om Natten ved en Ildstøtte til at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa.
14Som lydige Børn, skikker eder ikke efter de forrige Lyster i eders Vankundighed,
33som gik for eders Ansigt paa Veien, at opsøge for eder Stedet, hvor I skulde leire eder, i en Ild om Natten, at vise eder Veien, som I skulde gaae paa, og i en Sky om Dagen.
10Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Christi Navn, at I alle skulle tale det Samme, og at der ikke maa være Splid iblandt eder, men at I skulle være fast forenede i det samme Sind og i den samme Mening.
21Og Mose udrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet bortfare ved et stærkt Østenveir den ganske Nat, og gjorde Havet som det Tørre, og Vandene skiltes ad.
22Og Israels Børn gik ind midt i Havet paa det Tørre; og Vandet var dem en Muur paa deres høire og paa deres venstre Side.
23Og Ægypterne forfulgte og droge efter dem, (nemlig) alle Pharaos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet.
9Lader os ei heller friste Christum, som og Nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger.
10Knurrer ei heller, som og Nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Fordærveren.
11Men alle disse Ting skede dem som Forbilleder; men det er skrevet os til Advarsel, til hvilke de sidste Tider ere komne.
16Og opløft du din Kjep, og udræk din Haand over Havet, og skil det ad; og Israels Børn skulle gaae ind midt i Havet paa det Tørre.
13Men jeg vil ikke, at I skulle være uvidende, Brødre! om de Hensovede, paa det I ikke skulle sørge, som de Andre, der ikke have Haab.
16thi I vide, at vi boede i Ægypti Land, og vi droge midt igjennem Hedningerne, som I droge igjennem,
17Thi eet Brød, eet Legeme ere vi mange; thi vi ere alle deelagtige i det ene Brød.
19Saa reiste vi fra Horeb og gik igjennem hele denne store og forfærdelige Ørk, hvilken I saae, paa Veien til det amoritiske Bjerg, saasom Herren vor Gud befoel os; og vi kom til Kades-Barnea.
8Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om vor Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
9Og du saae vore Fædres Elendighed i Ægypten, og hørte deres Raab ved det røde Hav.
5Thi de ville ikke vide dette, at ved Guds Ord bleve Himlene fordum, og Jorden fremstod af Vand og ved Vand;
13Thi baade ere vi alle ved een Aand døbte til (at være) eet Legeme, hvad heller vi ere Jøder eller Græker, eller Trælle eller Frie, og vi have alle drukket (af Kalken) til (at være) een Aand.
18Og Gud førte Folket omkring paa Ørkens Vei mod det røde Hav; og Israels Børn droge bevæbnede af Ægypti Land
3Vide I ikke, at vi, saa mange som ere døbte til Christum Jesum, ere døbte til hans Død?
15at vore Fædre droge ned i Ægypten, og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os og med vore Fædre;
17Thi Herren vor Gud, han er den, som opførte os og vore Fædre af Ægypti Land, af Tjeneres Huus, og som haver gjort disse store Tegn for vore Øine, og bevarede os paa al den Vei, hvorpaa vi gik, og iblandt alle de Folk, hvor vi have gaaet midt igjennem.
29Men Israels Børn gik paa det Tørre midt i Havet, og Vandet var dem en Muur paa deres høire og paa deres venstre Side.
30Saa frelste Herren Israel den samme Dag af de Ægypters Haand, og Israel saae Ægypterne, (at de laae) døde ved Havets Bred.
13Han adskilte Havet og lod dem gaae igjennem, og stillede Vandet som en Dynge.
14Og han ledede dem om Dagen ved en Sky, og den ganske Nat ved Ildens Lys.
13Men jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg haver ofte sat mig for at komme til eder, — men jeg er hidindtil bleven forhindret — paa det at jeg maatte have nogen Frugt ogsaa iblandt eder, ligesom og iblandt de andre Hedninger.
10og der al den samme Slægt var ogsaa forsamlet til sine Fædre, da kom en anden Slægt op efter dem, som ikke kjendte Herren, ei heller den Gjerning, som han havde gjort mod Israel.
6Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.
7Og værer ikke som eders Fædre og som eders Brødre, som forgrebe sig mod Herren, deres Fædres Gud; derfor gav han dem hen til en Ødelæggelse, saasom I see.
9Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og lod dem gaae igjennem Afgrundene som en Ørk.
34Og Herrens Sky var over dem om Dagen, naar de reiste af Leiren.
37Men naar Skyen ikke opsteg, da reiste de ikke, indtil den Dag, den opsteg.
20Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Henseende til Ondskab; i Forstand derimod værer Fuldvoxne.