Verse 43

Og han vandrede i alle sin Faders Asas Veie og veg ikke derfra i at gjøre det, som ret var for Herrens Øine.

Referenced Verses

  • 1 Kong 15:14 : 14 Men Høiene toges ikke bort; dog var Asas Hjerte retskaffent med Herren alle hans Dage.
  • 2 Kong 12:3 : 3 Dog bleve Høiene ikke borttagne; Folket offrede og gjorde endnu Røgelse paa Høiene.
  • 2 Kong 14:3-4 : 3 Og han gjorde ret for Herrens Øine, dog ikke som David, hans Fader; han gjorde efter alt det, som Joas, hans Fader, gjorde. 4 Dog bleve Høiene ikke borttagne; Folket offrede og gjorde endnu Røgelse paa Høiene.
  • 2 Kong 15:3-4 : 3 Og han gjorde det, som var ret for Herrens Øine, efter alt det, som Amazia, hans Fader, gjorde. 4 Dog kom Høiene ikke bort; Folket offrede endnu og gjorde Røgelse paa Høiene.
  • 2 Kong 18:22 : 22 Og om I ville sige til mig: Vi forlade os paa Herren vor Gud, er det ikke ham, hvis Høie og hvis Altere Ezechias haver borttaget og sagt til Juda og Jerusalem: For dette Alter skulle I tilbede i Jerusalem?
  • 2 Krøn 14:2-5 : 2 Og Asa gjorde det, som var godt og ret for Herrens hans Guds Øine. 3 Og han borttog de Fremmedes Altere og Høiene, og sønderbrød Støtterne og afhuggede Lundene. 4 Og han sagde til Juda, at de skulde søge Herren, deres Fædres Gud, og gjøre Loven og Budet. 5 Og han borttog Høiene og Billederne af alle Stæder i Juda, da Riget hvilede for ham.
  • 2 Krøn 14:11 : 11 Og Asa raabte til Herren sin Gud og sagde: Herre! der er ikke (Forskjel) hos dig at hjælpe, enten (hvor der er) megen eller ingen Kraft; hjælp os, Herre, vor Gud! thi vi forlade os fast paa dig, og vi ere komne i dit Navn mod denne Hob; Herre! du er vor Gud, intet Menneske formaaer (Noget) imod dig.
  • 2 Krøn 15:8 : 8 Der Asa hørte disse Ord og Odeds, Prophetens, Prophetie, blev han frimodig og borttog Vederstyggelighederne af det ganske Judæ og Benjamins Land og af de Stæder, som han havde indtaget af Ephraims Bjerg, og fornyede Herrens Alter, som var for Herrens Forhuus.
  • 2 Krøn 15:17 : 17 Men Høiene toges ikke bort af Israel; dog var Asas Hjerte retskaffent alle hans Dage.
  • 2 Krøn 16:7-9 : 7 Og paa den samme Tid kom Hanani, den Seer, til Asa, Judæ Konge, og sagde til ham: Fordi du forlod dig fast paa Kongen af Syrien, og forlod dig ikke fast paa Herren din Gud, derfor er Kongen af Syriens Hær undkommen fra din Haand. 8 Vare ikke Morianerne og de Libyer en stor Hær med saare mange Vogne og Ryttere? dog, der du forlod dig fast paa Herren, gav han dem i din Haand. 9 Thi Herrens Øine gaae omkring paa al Jorden, at styrke dem, hvis Hjerte er retskaffent mod ham; du handlede daarligen i denne Sag, thi fra nu af skulle der være Krige imod dig. 10 Men Asa blev fortørnet paa den Seer og lagde ham i Fængsels Huus, thi han blev vred paa ham for dette; og Asa fortrykte Nogle af Folket paa den samme Tid. 11 Og see, Asas Handeler, de første og de sidste, see, de ere skrevne i Judæ og Israels Kongers Bog. 12 Og Asa blev syg i sine Fødder i sit ni og tredivte Riges Aar, indtil hans Sygdom (tog til) overmaade; og han søgte end ikke Herren i sin Sygdom, thi (han forlod sig) paa Lægerne.
  • 2 Krøn 17:3-6 : 3 Og Herren var med Josaphat; thi han vandrede i sin Faders Davids første Veie og søgte ikke Baalim. 4 Men han søgte sin Faders Gud og vandrede i hans Bud og ikke efter Israels Gjerninger. 5 Og Herren stadfæstede Riget i hans Haand, og al Juda gav Josaphat Skjenk, og han havde Rigdom og Ære i Mangfoldighed. 6 Og der hans Hjerte ophøiedes i Herrens Veie, da borttog han fremdeles de Høie og Lunde af Juda.
  • 2 Krøn 19:3-4 : 3 Dog ere der nogle gode Ting fundne hos dig, at du haver borttaget Lundene af Landet og beskikket dit Hjerte til at søge Gud. 4 Saa blev Josaphat i Jerusalem og drog ud igjen iblandt Folket fra Beershaba indtil Ephraims Bjerg, og han førte dem tilbage til Herren, deres Fædres Gud.
  • 2 Krøn 20:3-9 : 3 Og Josaphat frygtede og stillede sit Ansigt til at søge Herren, og lod udraabe en Faste over al Juda. 4 Og Juda samlede sig til at søge (Hjælp) af Herren; ogsaa af alle Judæ Stæder kom de til at søge Herren. 5 Og Josaphat stod i Judæ og Jerusalems Forsamling i Herrens Huus for den nye Forgaard. 6 Og han sagde: Herre, vore Fædres Gud! er du ei selv den Gud i Himmelen? ja du er den, som regjerer i alle Hedningers Riger, og i din Haand er Kraft og Vælde, og der er Ingen, som kan bestaae imod dig. 7 Haver du ikke, vor Gud! fordrevet dette Lands Indbyggere fra dit Folks Israels Ansigt og givet det til Abrahams, din Vens, Sæd evindeligen? 8 Og de have boet derudi og bygget dig en Helligdom deri for dit Navn, og sagt: 9 Om Ulykke kommer over os, et dømmende Sværd eller Pestilentse eller Hunger, skulle vi staae foran dette Huus og for dit Ansigt, — thi dit Navn er i dette Huus — og raabe til dig i vor Nød, saa ville du høre og frelse. 10 Nu da, see, Ammons Børn og Moab og de af Seirs Bjerg, igjennem hvilke du ikke tilstedede Israel at komme, der de kom af Ægypti Land, men de maatte vige fra dem og ikke ødelægge dem, 11 ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom. 12 Vor Gud! vil du ikke dømme over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gjøre, men vore Øine (ere vendte) til dig. 13 Og al Juda stod for Herrens Ansigt, ogsaa deres smaae Børn, deres Hustruer og deres Sønner. 14 Men (over) Jehasiel, Søn af Sacharia, Søn af Benaja, Søn af Jeiel, Søn af Matthanja, den Levit, af Asaphs Børn, over ham kom Herrens Aand midt iblandt Forsamlingen. 15 Og han sagde: Giver Agt paa, al Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josaphat! saa sagde Herren til eder: I skulle ikke frygte og ikke ræddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds. 16 Imorgen skulle I drage ned imod dem; see, de drage op ved Opgangen til Ziz, og I skulle finde dem ved Enden af Dalen lige over for Jeruels Ørk. 17 (Det skal) ikke (komme) eder (ved) at stride i denne (Strid); stiller eder hen, staaer og seer Herrens Frelse, (som er) med eder, O Juda og Jerusalem! I skulle ikke frygte og ikke ræddes, drager imorgen ud imod dem, thi Herren (skal være) med eder. 18 Da bøiede Josaphat sig med Ansigtet ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for Herrens Ansigt at nedbøie sig for Herren. 19 Og Leviterne af de Kahathiters Børn og af de Korhiters Børn stode op at love Herren, Israels Gud, med stor Røst, høiligen. 20 Og de stode tidligen op om Morgenen og droge ud til Thekoas Ørk; og der de droge ud, stod Josaphat og sagde: Hører mig, Juda og I, Indbyggere i Jerusalem! troer paa Herren eders Gud, saa skulle I blive forsikkrede, troer paa hans Propheter, saa skulle I faae Lykke. 21 Og han raadførte sig med Folket og beskikkede Sangere for Herren og dem, som skulde love den hellige Majestæt, at, naar de droge ud frem for de Bevæbnede, da skulle de sige: Takker Herren, thi hans Miskundhed er evindelig. 22 Og den Tid, de begyndte med Frydeskrig og Lov, lod Herren et Baghold komme paa Ammons Børn, Moab og (dem af) Seirs Bjerg, som vare komne mod Juda, og de bleve slagne. 23 Thi Ammons Børn og Moab stode mod Indbyggerne af Seirs Bjerg at sætte dem i Band og at ødelægge; og der de havde gjort Ende paa Indbyggerne af Seir, hjalp de den Ene den Anden at fordærve (sig selv). 24 Der Juda var kommen til Mizpe ved Ørken, da vendte de deres Ansigter til Hoben, og see, de vare (idel) døde Kroppe, som vare faldne paa Jorden, og der var Ingen undkommen. 25 Og Josaphat kom og hans Folk til at røve deres Bytte, og de fandt hos dem i Mangfoldighed baade Gods ved de døde Kroppe og kosteligt Tøi, og de toge for sig, saa de ikke kunde bære det; og de røvede samme Bytte i tre Dage, thi det var meget. 26 Og paa den fjerde Dag forsamledes de i Lovs-Dalen, thi der lovede de Herren; deraf kaldte de samme Steds Navn Lovs-Dal indtil denne Dag. 27 Siden vendte sig hver Mand af Juda og Jerusalem tilbage, og Josaphat fremmest for dem, at drage tilbage til Jerusalem med Glæde; thi Herren havde glædet dem over deres Fjender. 28 Og de kom til Jerusalem med Psaltere og med Harper og med Basuner, til Herrens Huus. 29 Og Guds Frygt kom over alle Riger i Landene, der de hørte, at Herren havde stredet imod Israels Fjender. 30 Saa blev Josaphats Rige stille, og hans Gud skaffede ham Rolighed trindt omkring.
  • Sal 40:4 : 4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
  • Sal 101:3 : 3 Jeg vil ikke sætte Belials Sag for mine Øine; jeg hader det, Overtrædere gjøre, det skal ikke hænge ved mig.
  • Sal 125:5 : 5 Men de, som vende sig til deres krogede (Veie), dem skal Herren lade fare med dem, som gjøre Uret. Fred være over Israel!
  • Ordsp 4:27 : 27 Bøi (dig) ikke til høire eller venstre Haand, vend din Fod fra det Onde.
  • 2 Mos 32:8 : 8 De vege snart af fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og offret til den, og sagt: Disse ere dine Guder, Israel, som førte dig op fra Ægypti Land.
  • 1 Sam 12:20-21 : 20 Da sagde Samuel til Folket: Frygter ikke; I gjorde vel alt dette Onde; dog viger ikke fra Herren, men tjener Herren i eders ganske Hjerte. 21 Og viger ikke af; thi (saa følge I) efter forfængelige Ting, som ei gavne eller hjælpe, thi de ere Forfængelighed.
  • 1 Kong 14:23 : 23 Thi de byggede sig ogsaa Høie og Støtter og Lunde paa hver ophøiet Høi og under hvert grønt Træ.
  • 1 Kong 15:5 : 5 fordi David gjorde det, som ret var for Herrens Øine, og veg ikke fra alt det, som han bød ham, alle sit Livs Dage, uden i den Handel med Uria, den Hethiter.
  • 1 Kong 15:11 : 11 Og Asa gjorde det, som ret var for Herrens Øine, som David, hans Fader.