1 Samuelsbok 1:27
Jeg bad ydmygeligen om denne Dreng, og Herren har givet mig min Begjæring, som jeg begjærede af ham.
Jeg bad ydmygeligen om denne Dreng, og Herren har givet mig min Begjæring, som jeg begjærede af ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
26Og hun sagde: Hør mig, min Herre! (saa vist som) din Sjæl lever, min Herre! jeg er den Qvinde, som stod her hos dig, for at bede ydmygelig til Herren,
28Derfor haver jeg ogsaa laant ham til Herren alle de Dage, han skal være til, thi han er begjæret af Herren; og han tilbad der for Herren.
15Og Hanna svarede og sagde: (Det er) ikke (saa), min Herre; jeg er en Qvinde, som er hart (bedrøvet) i Aanden, og jeg har ikke drukket Viin eller stærk Drik, men jeg haver udøst mit Hjerte for Herrens Ansigt.
16Agt ikke din Tjenesteqvinde som en Belials Datter; thi jeg har hidindtil talet af min Klages og min Harms Mangfoldighed.
17Og Eli svarede og sagde: Gak hen med Fred! og Israels Gud skal give (dig) din Begjæring, som du begjærede af ham.
18Og hun sagde: Lad din Tjenesteqvinde finde Naade for dine Øine. Da gik Qvinden sin Vei og aad, og hendes Ansigt var ikke ydermere (bedrøvet).
19Og de stode tidlig op om Morgenen, og der de havde tilbedet for Herrens Ansigt, da vendte de tilbage og kom til deres Huus i Rama; og Elkana kjendte Hanna, sin Hustru, og Herren kom hende ihu.
20Og det skede, der Aaret var omme, da undfangede Hanna og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Samuel; thi jeg (sagde hun) har begjæret ham af Herren.
10Og hun var beskeligen bedrøvet i Sjælen, og hun bad ydmygeligen til Herren og græd saare.
11Og hun lovede et Løfte og sagde: Herre Zebaoth, dersom du seer til din Tjenesteqvindes Elendighed, og kommer mig ihu og ikke glemmer din Tjenesteqvinde, og giver din Tjenesteqvinde mandlig Sæd, da vil jeg give Herren ham alle hans Livs Dage, og der skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved.
12Og det skede, der hun længe havde bedet for Herrens Ansigt, da tog Eli vare paa hendes Mund.
20Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru, og sagde: Herren sætte dig Sæd af denne Qvinde istedetfor den Begjæring, som man begjærede af Herren! og de gik til hans Sted.
21Men Herren besøgte Hanna, saa hun undfangede og fødte tre Sønner og to Døttre; og Drengen Samuel blev stor hos Herren.
6Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
1Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i Herren, mit Horn er ophøiet i Herren, min Mund er vidt opladt over mine Fjender; thi jeg har glædet mig i din Salighed.
16Og han sagde: Paa denne bestemte Tid, ved (denne) Aarets Tid, skal du tage en Søn i Favn; og hun sagde: Nei, min Herre, du Guds Mand! lyv ikke for din Tjenerinde.
17Og Qvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn paa den samme bestemte Tid, ved (samme) Aarets Tid, som Elisa havde sagt til hende.
36Og hun sagde til ham: Min Fader! har du opladt din Mund til Herren, da gjør med mig, saasom det er udgaaet af din Mund, efterat Herren har skaffet dig fuldkommen Hevn over dine Fjender, over Ammons Børn.
22Og Gud ihukom Rachel, og Gud hørte hende og gjorde hende frugtsommelig.
23Og hun undfik og fødte en Søn, og sagde: Gud haver borttaget min Forsmædelse.
35Og hun undfik endnu og fødte en Søn, og sagde: Dennesinde vil jeg bekjende Herren; derfor kaldte hun hans Navn Juda; saa holdt hun op at føde.
20Og han raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! har du ogsaa gjort (saa) ilde ved denne Enke, som jeg er fremmed hos, at du dræber hendes Søn?
22Men Hanna drog ikke op, thi hun sagde til sin Mand: (Jeg vil bie,) indtil Barnet bliver afvant, da vil jeg føre ham hen, at han skal sees for Herrens Ansigt, og han skal blive der evindelig.
23Og Elkana, hendes Mand, sagde til hende: Gjør det, som er godt for dine Øine; bliv, indtil du har afvant ham; Herren stadfæste kun sit Ord! Saa blev Qvinden (hjemme) og gav sin Søn at die, indtil hun afvante ham.
22Og han sagde: Der Barnet endnu levede, fastede og græd jeg; thi jeg sagde: Hvo veed? Herren tør vorde mig naadig, at Barnet maa leve.
16Og nu begjærer jeg een Begjæring, af dig, du ville ikke forskyde mit Ansigt! men hun sagde til ham: Tal!
27Thi du, Herre Zebaoth, Israels Gud! du haver aabenbaret for din Tjeners Øre og sagt: Jeg vil bygge dig et Huus; derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til at bede denne Bøn til dig.
25Thi du, min Gud! du haver aabenbaret for din Tjeners Øre, at du vil bygge ham et Huus; derfor haver din Tjener fundet (sit Hjerte) til at bede for dit Ansigt.
26Og nu, Herre! du er Gud, og du haver talet dette Gode til din Tjener.
27Saa begynd nu at velsigne din Tjeners Huus, at det maa blive evindeligen for dit Ansigt; fordi du, Herre, haver velsignet det, saa lad det blive velsignet evindeligen.
22Og Børnene stødtes tilhobe i hende, og hun sagde: Dersom det er saaledes, hvorfor (fornemmer) jeg dette? og hun gik at adspørge Herren.
5Men han gav Hanna eet Stykke, (som var) anseeligt; thi han elskede Hanna, men Herren havde lukket til for hendes Liv.
9Viger fra mig, alle I, som gjøre Uret; thi Herren haver hørt min Graads Røst.
28Og hun sagde: Begjærede jeg en Søn af min Herre? sagde jeg ikke, du skulde ikke bedrage mig?
27Og (her er) nu denne Velsignelse, som din Tjenesteqvinde førte til min Herre; og lad den gives de unge Karle, som vandre efter min Herre.
23Og jeg bad Herren om Naade paa den samme Tid, og sagde:
15Saa er jeg nu kommen til at tale dette Ord til min Herre Kongen, fordi Folket gjør mig frygtagtig; derfor sagde din Tjenerinde: Kjære, jeg vil tale til Kongen, maaskee Kongen gjør efter sin Tjenerindes Ord.
16Thi Kongen skal høre det, for at redde sin Tjenerinde af den Mands Haand, som vil udslette mig og min Søn tillige fra Guds Arv.
8Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
6Jeg haver fast forladt mig paa dig fra (Moders) Liv, du drog mig af min Moders Liv; min Ros er altid om dig.
13Og hun kaldte Herrens Navn, som talede med hende: Du er Gud, som seer mig; thi hun sagde: Haver jeg ogsaa hidindtil seet efter den, som mig seer?
8Da bad Manoah til Herren og sagde: (Hør) mig, Herre! Kjære, lad den Guds Mand komme atter til os, som du udsendte, at han kan lære os, hvad vi skulle gjøre ved Drengen, som skal fødes.
44Thi see, der din Hilsens Røst kom mig til Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd.