1 Samuelsbok 15:29
Og Israels Seier skal ikke lyve, og det skal ikke angre ham; thi han er ikke et Menneske, at ham skulde angre (Noget).
Og Israels Seier skal ikke lyve, og det skal ikke angre ham; thi han er ikke et Menneske, at ham skulde angre (Noget).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ei heller et Menneskes Barn, at han skulde angre (Noget); haver han sagt det og skulde ikke gjøre det? og haver han talet og skulde ikke holde det?
30Og han sagde: Jeg har syndet, men Kjære, ær mig nu for mit Folks Ældste og for Israel, og vend tilbage med mig, at jeg maa tilbede Herren din Gud.
23Thi Gjenstridighed er en Trolddoms Synd, og at blive ved (deri) er Uretfærdighed og Afgudsdyrkelse; efterdi du har forkastet Herrens Ord, da har han og forkastet dig, at (du skal) ikke være Konge.
24Da sagde Saul til Samuel: Jeg har syndet, at jeg har overtraadt Herrens Befaling og dine Ord; thi jeg frygtede for Folket og adlød deres Røst.
25Og nu, Kjære, borttag min Synd, og vend tilbage med mig, saa vil jeg tilbede for Herren.
26Da sagde Samuel til Saul: Jeg vil ikke vende tilbage med dig; thi du har forkastet Herrens Ord, og Herren har forkastet dig, at du skal ikke være Konge over Israel.
10Da skede Herrens Ord til Samuel, sigende:
11Mig angrer, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig tilbage fra mig og ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til Herren den ganske Nat.
35Og Samuel besøgte ikke Saul mere indtil sin Dødsdag, thi Samuel sørgede over Saul; og det angrede Herren, at han havde gjort Saul til Konge over Israel.
28Da sagde Samuel til ham: Herren har idag revet Israels Kongerige fra dig, og han har givet din Næste det, som er bedre end du.
6Saa angrede dette Herren; ogsaa det, det skal ikke skee, sagde den Herre Herre.
3(Da) angrede dette Herren; det skal ikke skee, sagde Herren.
13Da sagde Samuel til Saul: Du har handlet daarligen, du har ikke holdt Herrens din Guds Bud, som han bød dig; thi nu havde Herren stadfæstet dit Rige over Israel evindelig.
14Men nu skal dit Rige ikke bestaae; Herren har opsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har Herren budet at være en Fyrste over sit Folk, fordi du ikke har holdt det, som Herren har befalet dig.
15Men min Miskundhed skal ikke vige fra ham, saasom jeg borttog den fra Saul, som jeg borttog fra dit Ansigt.
5da vil jeg stadfæste dit Riges Throne over Israel evindeligen, saasom jeg talede til David, din Fader, og sagde: Dig skal ikke fattes en Mand paa Israels Throne.
39Thi (saa vist som) Herren lever, der frelser Israel, var den end paa Jonathan, min Søn, da skal han visseligen døe; og Ingen svarede ham af alt Folket.
14Thi Herren skal dømme sit Folk, og det skal angre ham over sine Tjenere.
7Men der kom en Guds Mand til ham og sagde: O Konge! lad ikke Israels Hær komme med dig; thi Herren er ikke med Israel, (ei heller) med alle Ephraims Børn.
17Thi Herren haver gjort for sig, saasom han sagde formedelst mig, og Herren haver revet Riget af din Haand og givet David, din Næste, det.
18saa vil jeg og stadfæste dit Riges Throne, ligesom jeg haver gjort (en Pagt) med din Fader David og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand, som skal herske i Israel.
14Saa fortrød det Onde Herren, som han havde truet at gjøre sit Folk.
33da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riis, og deres Misgjerning med Plager;
34men jeg vil ikke gjøre min Miskundhed til Intet, (at tage den) fra ham, og ikke feile i min Sandhed.
35Jeg vil ikke vanhellige min Pagt, og ikke forandre det, som gik ud af mine Læber.
14Derfor har jeg og svoret Elis Huus, at Elis Huses Misgjerning skal ikke blive forsonet med Slagtoffer eller med Madoffer til evig (Tid).
13Og Folket er ikke omvendt til den, som slaaer det, og de søge ikke den Herre Zebaoth.
4paa det Herren skal stadfæste sit Ord, som han talede over mig og sagde: Dersom dine Børn bevare deres Veie, at vandre for mit Ansigt i Sandhed af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl, da skal, sagde han, dig ikke fattes en Mand paa Israels Stol.
17Thi saa sagde Herren: Der skal ikke fattes David en Mand, som skal sidde paa Israels Huses Throne.
7Og Herren sagde til Samuel: See ikke til hans Udseende eller til hans Persons Høihed, thi jeg haver forkastet ham; thi (jeg agter) ikke det, som et Menneske kan see, thi et Menneske kan see det, (som er) for Øinene, men Herren seer til Hjertet.
39Og jeg vil ydmyge Davids Sæd for denne Sags Skyld, dog ikke alle Dage.
30Derfor siger Herren, Israels Gud: Jeg har vist sagt: Dit Huus og din Faders Huus skulle vandre for mit Ansigt indtil evig (Tid); men nu siger Herren: Det være langt fra mig; thi dem, som ære mig, vil jeg ære, og de, mig foragte, skulle ringeagtes.
22Thi Herren skal ikke forlade sit Folk for sit det store Navns Skyld, efterdi Herren har havt Villie til at gjøre eder til sit Folk.
37Og Saul adspurgte Gud: Skal jeg drage ned efter Philisterne? vil du give dem i Israels Haand? men han svarede ham ikke paa den Dag.
12Dog vil jeg ikke gjøre det i dine Dage for Davids, din Faders, Skyld; af din Søns Haand vil jeg rive det.
31Thi Herren skal ikke forkaste evindeligen.
9Jeg vil ikke gjøre efter (min) grumme Vrede, jeg vil ikke komme igjen at fordærve Ephraim; thi jeg er Gud og ikke et Menneske, den Hellige midt iblandt dig, og jeg vil ikke komme i Staden.
18Da forkyndte Samuel ham alle de Ord og dulgte (dem) ikke for ham; og han sagde: Han er Herren, han gjøre, hvad som er godt for hans Øine!
10Og Israels Hovmodighed svarer imod ham for hans Ansigt; thi de omvende sig ikke til Herren deres Gud, og søge ham ikke ved alt dette.
19Og Herren skal endog give Israel med dig i Philisternes Haand, og du og dine Sønner skulle være med mig imorgen; Herren skal endog give Israels Leir i Philisternes Haand.
6Da adlød Saul Jonathans Røst, og Saul svoer: (Saa vist som) Herren lever, han skal ikke dødes.
15Ja, du skal ikke afskjære din Miskundhed fra mit Huus evindeligen, og ei, naar Herren udrydder Davids Fjender, (ja) hver Mand af Jordens Kreds.
27Og Herren havde ikke sagt, at han vilde udslette Israels Navn under Himmelen; men han frelste dem ved Jeroboams, Joas Søns, Haand.
6Og det skede derefter, da slog Davids Hjerte ham, fordi han havde skaaret Fligen af, som hørte Saul til.
9Og det skede, der han vendte sin Skulder at gaae fra Samuel, da omvendte Gud hans (Hjerte) til et andet Hjerte; og alle disse Tegn kom paa den samme Dag.
10Forskyd ikke din Salvedes Ansigt for Davids, din Tjeners, Skyld.
11Herren svoer David Sandhed, hvorfra han ikke skal vende sig, (sigende:) Af dit Livs Frugt vil jeg sætte paa din Throne.
25Og nu, Herre, Israels Gud! hold (fremdeles) din Tjener David, min Fader, det, du haver tilsagt ham og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand for mit Ansigt, som skal sidde paa Israels Throne; dog saa, at dine Børn bevare deres Vei, at vandre for mit Ansigt, saasom du haver vandret for mit Ansigt.
16Og nu, Herre, Israels Gud! hold din Tjener David, min Fader, det, som du haver tilsagt ham og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand for mit Ansigt, som skal sidde paa Israels Throne; dog saa, at dine Børn bevare deres Vei, at vandre i min Lov, saasom du haver vandret for mit Ansigt.
5Thi Israel og Juda (skulle) ikke (forlades) i Enkestand af sin Gud, af den Herre Zebaoth, skjøndt deres Land er fyldt med Skyld for Israels Hellige.