2 Kongebok 7:3
Men der vare fire spedalske Mænd ved Portens Dør, og de sagde, den Ene til den Anden: Hvad ville vi blive her, indtil vi døe?
Men der vare fire spedalske Mænd ved Portens Dør, og de sagde, den Ene til den Anden: Hvad ville vi blive her, indtil vi døe?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4Om vi sige, vi ville komme i Staden, saa er der Hunger i Staden, og vi døe der, og om vi blive her, da maae vi (og) døe; saa kommer nu og lader os falde til de Syrers Leir; lade de os leve, saa leve vi, og dræbe de os, saa døe vi.
5Og de gjorde sig rede i Tusmørket at komme til de Syrers Leir; der de kom til det Yderste af de Syrers Leir, see, da var der ikke en Mand.
6Thi Herren havde ladet de Syrers Leir høre en Lyd af Vogne og en Lyd af Heste, (ja) en Lyd af en stor Hær; og de sagde, den Ene til den Anden: See, Israels Konge haver leiet imod os de Hethiters Konger og Ægypters Konger at komme over os.
7Derfor gjorde de sig rede og flyede i Tusmørket, og forlode deres Pauluner og deres Heste og deres Asener og Leiren, saasom den (stod), og flyede for (at redde) deres Liv.
8Der disse Spedalske kom til det Yderste i Leiren, da kom de til et Paulun, og aade og drak og optoge derudaf Sølv og Guld og Klæder, og gik bort og skjulte det, og de vendte tilbage og kom til et andet Paulun, og optoge derudaf, og gik bort og skjulte det.
9Da sagde de, den Ene til den Anden: Vi gjøre ikke ret, denne Dag er et godt Budskabs Dag, og skulde vi tie? dersom vi bie, indtil det bliver lys Morgen, da rammer vor Misgjerning os; saa gaaer nu, og lader os komme og give det tilkjende for Kongens Huus.
10Og der de kom, da raabte de til Stadens Portner, og de gave dem tilkjende og sagde: Vi kom til de Syrers Leir, og see, der er ikke en Mand eller et Menneskes Røst, men Heste bundne og Asener bundne, og Paulunerne, saasom de vare.
11Da raabte (en af) Portnerne, og de forkyndte det inden i Kongens Huus.
12Og Kongen stod op om Natten og sagde til sine Tjenere: Kjære, jeg vil kundgjøre eder, hvad de Syrer have gjort med os: De vide, at vi lide Hunger, derfor ere de udgangne af Leiren for at skjule sig paa Marken, sigende: Naar de udgaae af Staden, da ville vi gribe dem levende og komme i Staden.
13Da svarede en af hans Tjenere og sagde: Kjære, lad dem dog tage fem af Hestene, som ere tilovers, som ere overblevne herinde, see, de ere som al Israels Hob, som er overbleven deri, see, de ere som al Israels Hob, som har faaet Ende, og lader os sende hen og see til.
1Da sagde Elisa: Hører Herrens Ord! saa sagde Herren: Imorgen ved denne Tid skal en Maade Meel (gjælde) en Sekel, og to Maader Byg en Sekel i Samarias Port.
2Men en Høvedsmand, til hvis Haand Kongen hældede sig, svarede den Guds Mand og sagde: See, dersom Herren gjorde Vinduer paa Himmelen, mon dette Ord kunde skee? og han sagde: See, du skal see det med dine Øine og ikke æde deraf.
6Og de sagde til ham: Der kom en Mand op imod os og sagde til os: Gaaer, vender tilbage til Kongen, som sendte eder, og siger til ham: Saa siger Herren: (Skeer det), fordi der er ingen Gud i Israel, at du sender til at adspørge ved Baal-Sebub, Ekrons Gud? derfor skal du ikke komme ned af Sengen, som du lagde dig op paa, men visseligen døe.
7Og han sagde til dem: Hvorledes var den Mands Skikkelse, som kom op at møde eder og sagde disse Ord til eder?
12Og der han kom til en By, mødte ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte.
17Men Kongen beskikkede den Høvedsmand, hvis Haand han hældede sig til, ved Porten, og Folket nedtraadte ham i Porten, at han døde, ligesom den Guds Mand havde sagt, som talede det, der Kongen kom ned til ham.
27Og der vare mange Spedalske i Israel udi Propheten Elisæi Tid; og Ingen af dem blev renset uden Naaman, den Syrer.
7Derefter kom Elisa til Damascus, da Benhadad, Kongen i Syrien, var syg; og man gav ham det tilkjende og sagde: Den Guds Mand er kommen hid.
40Og de øste det op for Mændene til at æde; og det skede, der de aade af den Ret, da raabte de og sagde: Døden i Gryden, du Guds Mand! og de kunde ikke æde (deraf).
41Da sagde han: Tager dog Meel hid, og han kastede det i Gryden og sagde: Øs op for Folket, at de maae æde; da var der intet Ondt i Gryden.
7Og det skede, der Israels Konge læste Brevet, da sønderrev han sine Klæder og sagde: Er jeg Gud, at jeg kan ihjelslaae og give Liv, efterdi denne sender til mig, at jeg skal skille den Mand af med hans Spedalskhed? men Kjære, mærker dog og seer, hvorledes han søger Aarsag imod mig.
13Da gik hans Tjenere frem og talede til ham, og de sagde: Min Fader, havde Propheten talet til dig om en stor Ting, skulde du ikke gjort det? og hvor meget mere, da han sagde til dig: To dig, saa skal du blive reen!
14Da gik han ned og dyppede sig i Jordanen syv Gange efter den Guds Mands Ord; og hans Kjød kom igjen, ligesom en liden Drengs Kjød, og han blev reen.
7Og de samme Mænd sagde til ham: Vi ere urene over et Menneskes Liig; hvi skulle vi (derfor) udelukkes, at vi maae ei offre Herren Offer paa sin bestemte Tid, midt iblandt Israels Børn?
19Og Høvedsmanden havde svaret den Guds Mand og sagt: Ja, see, dersom Herren gjorde Vinduer paa Himmelen, mon det kunde skee efter dette Ord? og han havde sagt: See, du skal det see med dine Øine og ikke æde deraf.
20Og det gik ham saa; thi Folket nedtraadte ham i Porten, at han døde.
33Der han endnu talede med dem, see, da kom Budet ned til ham og sagde: See, dette Onde (kommer) fra Herren, hvad skal jeg ydermere vente af Herren?
31Da sagde hans Tjenere til ham: Kjære, see, vi have hørt, at Israels Huses Konger ere miskundelige Konger, Kjære, lad os lægge Sække om vore Lænder og Reb om vore Hoveder, og gaae ud til Israels Konge, maaskee han lader din Sjæl leve.
10Kjære, lad os gjøre et lidet muret Kammer ovenpaa og sætte ham derudi en Seng og et Bord og en Stol og en Lysestage; og det skal skee, naar han kommer til os, at han kan vige derhen.
3Da sagde de Ældste af Jabes til ham: Lad os være syv Dage, at vi kunne sende Bud til alt Israels Landemærke; og dersom der er Ingen, som frelser os, da ville vi gaae ud til dig.
15Sværdet er der udenfor, og Pestilentsen og Hungeren er indentil; den, som er paa Marken, skal døe ved Sværdet, og den, som er i Staden, den skal Hunger og Pestilentse fortære.
20Og det skede, der de kom i Samaria, da sagde Elisa: Herre! oplad Øinene paa disse, at de maae see; og Herren oplod deres Øine, at de saae, og see, (de vare) midt i Samaria.
3Og hun sagde til sin Frue: Ak! var min Herre for den Prophets Ansigt, som er i Samaria, da skulde han skille ham af med hans Spedalskhed.
4Da gik han ind og gav sin Herre det tilkjende og sagde: Saa og saa haver den Pige talet, som er af Israels Land.
15Og den Guds Mands Tjener stod aarle op at gjøre sig rede og gik ud, og see, da havde en Hær omringet Staden med Heste og Vogne; da sagde hans Dreng til ham: Ak, min Herre! hvorledes skulle vi gjøre det?
8Og Kongen af Syrien førte Krig imod Israel; og han raadslog med sine Tjenere og sagde: Vi ville leire os paa det og det Sted.
9Men den Guds Mand sendte til Israels Konge og lod sige: Forvar dig, at du ikke drager igjennem dette Sted; thi de Syrer have lagt sig der ned.
1Og Elisa talede til den Qvinde, hvis Søn han havde gjort levende, og sagde: Gjør dig rede og gak bort, du og dit Huus, og vær fremmed, hvor du kan være fremmed; thi Herren kalder ad Hungeren, og den skal ogsaa komme i Landet i syv Aar.
9Saa kom Naaman med sine Heste og sin Vogn, og stod for Elisas Huses Dør.
10Da sendte Elisa et Bud til ham og lod sige: Gak og to dig syv Gange i Jordanen, saa skal dit Kjød komme sig paa dig igjen, og du skal blive reen.
11Da blev Naaman vred og foer bort; og han sagde: See, jeg tænkte, han skulde vist komme ud til mig, og staae og paakalde Herrens sin Guds Navn, og røre med sin Haand paa Stedet og skille mig af med Spedalskheden.
9Dersom de sige saaledes til os: Værer stille, indtil vi komme nær til eder, saa ville vi staae paa vort Sted og ikke gaae op til dem.
16Og han talede til ham: Saa sagde Herren: Fordi at du sendte Bud til at adspørge ved Baal-Sebub, Ekrons Gud, mon (det skede), fordi der var ingen Gud i Israel, at du kunde adspørge ved hans Ord? derfor skal du ikke komme ned af Sengen, som du lagde dig op paa, men visseligen døe.
3Og Præsten skal gaae ud, udenfor Leiren; og Præsten skal besee (ham), og see, dersom den Spedalskheds Plage er lægt paa den Spedalske,
14Hvorfor sidde vi (stille)? samler eder og lader os komme i de faste Stæder og tie der; thi Herren vor Gud haver kommet os til at tie og givet os Galdevand at drikke, fordi vi have syndet for Herren.
8Da skede Herrens Ord til ham og sagde:
11da er det en gammel Spedalskhed i Huden paa hans Kjød, og Præsten skal dømme ham ureen; han skal ikke lukke ham inde, thi han er ureen.
9Og det skal skee, om der vare overblevne ti Mænd i eet Huus, da skulle de døe.
1Og Propheternes Børn sagde til Elisa: Kjære, see, det Sted, paa hvilket vi boe for dit Ansigt, er os for trangt.