5 Mosebok 32:6
Skulle I vederlægge Herren dette, du daarlige og uvise Folk? er han ikke din Fader, som haver kjøbt dig? han, han gjorde dig og beredte dig.
Skulle I vederlægge Herren dette, du daarlige og uvise Folk? er han ikke din Fader, som haver kjøbt dig? han, han gjorde dig og beredte dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Kom ihu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slægt til Slægt, spørg din Fader, og han skal kundgjøre dig det, dine Ældste, og de skulle sige dig det.
18Den Klippe, som avlede dig, glemte du; og du har forglemt Gud, som fødte dig.
4Skulde du ikke fra nu af kalde mig: Min Fader! du er min Ungdoms Leder.
5Det haver fordærvet sig for ham, (de vare) ikke hans Børn, (hvilket var) deres Lyde; det er en forvendt og forvirret Slægt.
16Du er dog vor Fader, thi Abraham veed Intet af os, og Israel kjender os ikke; (men) du, Herre, er vor Fader, vor Gjenløser er dit Navn af Evighed.
17Herre! hvorfor vil du lade os fare vild fra dine Veie? (hvorfor) lader du vort Hjerte blive haardt, at (det) ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
19Og jeg, jeg sagde: Hvorledes vil jeg forskaffe dig Børn og give dig et ønskeligt Land, en deilig Arv, som er Hedningernes Hæres? og jeg sagde: Min Fader skal du kalde mig, og ikke vende dig tilbage fra mig.
20Dog, (ligesom) en Qvinde bliver troløs imod sin Boler, saa ere I af Israels Huus blevne troløse imod mig, siger Herren.
17Mon du ikke gjør dig dette (selv), idet du forlader Herren din Gud, til den Tid, (naar) han leder dig paa Veien?
27som sige til Træet: Du er min Fader, og til Stenen: Du avlede mig; thi de vendte Ryg til mig og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid skulle de sige: Staa op og frels os!
31O Slægt! seer (dog og mærker) Herrens Ord; er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et meget mørkt Land? hvorfor sagde (da) mit Folk: Vi herske, vi ville ikke ydermere komme til dig?
5Saa sagde Herren: Hvad have eders Fædre fundet for Uret hos mig, at de holdt sig langt fra mig, og de vandrede efter Forfængelighed og ere blevne forfængelige?
6Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?
3Mit Folk! hvad haver jeg gjort dig, og hvormed haver jeg gjort dig Møie? svar imod mig!
5Saa kan du kjende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, haver Herren din Gud tugtet dig.
10Have vi ikke allesammen een Fader? haver ikke een Gud skabt os? hvorfor handle vi troløst, den Ene imod den Anden, at vanhellige vore Fædres Pagt?
10Vee den, som siger til en Fader: Hvorfor avler du? og til en Qvinde: Hvorfor føder du?
11Saa sagde Herren, Israels Hellige, og den, som dannede ham: Spørge I mig om de tilkommende Ting? ville I give mig Befaling om mine Børn og om mine Hænders Gjerning?
14Og see, I ere opstandne i eders Fædres Sted, en Mængde af syndige Mennesker, at gjøre Herrens grumme Vrede endnu større imod Israel.
15Thi dersom I vende eder bort fra ham, da skal han endnu længere lade ham blive i Ørken, og (dermed) fordærve I alt dette Folk.
31og i Ørken, som du haver seet, hvorledes Herren din Gud haver baaret dig, ligesom en Mand bærer sin Søn, paa al den Vei, I have vandret, indtil I ere komne til dette Sted.
32Men I troede ikke formedelst dette Ord paa Herren eders Gud,
16han, som gav dig Man at æde i Ørken, hvilket dine Fædre ikke kjendte, for at ydmyge dig, og for at forsøge dig, og at gjøre vel imod dig i din sidste Tid —
7Og værer ikke som eders Fædre og som eders Brødre, som forgrebe sig mod Herren, deres Fædres Gud; derfor gav han dem hen til en Ødelæggelse, saasom I see.
28Og du haver ikke ladet mig kysse mine Sønner og mine Døttre; nu, du haver gjort daarligen.
22Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
20Men eder tog Herren og udførte eder af den Jernovn, af Ægypten, for at være hans Arvs Folk, som (man seer) paa denne Dag.
6En Søn skal ære Faderen, og en Tjener sin Herre; dersom jeg da er Fader, hvor er min Ære? og er jeg Herre, hvor er min Frygt? siger den Herre Zebaoth til eder, I Præster! som foragte mit Navn; men I sagde: Hvormed foragte vi dit Navn?
27Din første Fader syndede, og dine Talsmænd have gjort Overtrædelse imod mig.
21Hør dog dette, du vanvittige Folk, og (som haver) ingen Forstand! de have Øine og see ikke, de have Øren og høre ikke.
7Mon I ikke være mig som Morianernes Børn, o Israels Børn? siger Herren; mon jeg ikke haver opført Israel af Ægypti Land, og Philisterne af Caphthor, og Syrerne af Kir?
2Hører, I Himle! og du Jord, mærk! thi Herren haver talet: Jeg haver opdraget Børn og ophøiet (dem), men de, de have gjort Overtrædelse Mod mig.
20Mon et Menneske kan gjøre sig Guder? de ere dog ikke Guder.
37Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlode sig paa?
11da skal du sige til dem: Fordi at eders Fædre forlode mig, siger Herren, og gik efter andre Guder og tjente dem og tilbade for dem, og de forlode mig og holdt ikke min Lov.
6Og hvorfor ville I forhærde eders Hjerte, ligesom Ægypterne og Pharao forhærdede deres Hjerte? (er det) ikke (saa), at der han havde handlet (underlig) imod dem, da lode de dem fare, og de gik hen?
8Forstaaer dog, I Ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer, naar ville I blive kloge?
21Monne I ikke ville forstaae? monne I ikke ville høre? er det ikke forkyndt eder af Begyndelsen? have I ikke forstaaet det, fra Jordens Grundvolde (bleve lagte)?
8De vege snart af fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og offret til den, og sagt: Disse ere dine Guder, Israel, som førte dig op fra Ægypti Land.
32Thi spørg, Kjære, om de forrige Dage, som for dig have været, fra den Dag, Gud skabte Menneskene paa Jorden, og fra (den ene) Himmelens Ende og indtil (den anden) Himmelens Ende, om der er skeet Noget, som denne store Ting, eller om der er hørt Noget, som dette?
18du, som gjør Miskundhed imod Tusinder, og som betaler Fædrenes Misgjerning i deres Børns Barm efter dem; du store, du vældige Gud, hvis Navn er Herren Zebaoth!
8Herre! vær ikke saa saare vred, og kom ikke Misgjerninger evindeligen ihu; see, sku dog, vi ere alle dit Folk.
1(Saa) sagde Herren: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, med hvilket jeg forskjød hende? eller hvo er den af mine Aagerkarle, til hvem jeg solgte eder? see, I ere solgte for eders Misgjerninger, og eders Moder er førskudt for eders Overtrædelser.
9den, som siger til sin Fader og til sin Moder: Jeg saae ham ikke, og han kjendte ikke sine Brødre, og vidste ikke af sine Sønner, thi de have holdt din Tale og skulle bevare din Pagt;
4Imod hvem forlyste I eder? imod hvem udvide I Munden, udrække Tungen langt? ere I ikke Overtrædelsens Børn, en falsk Sæd?
16Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.
11Mon Hedningerne have skiftet, (sine) Guder, som dog ikke vare Guder? og mit Folk haver skiftet sin Herlighed for det, som ikke kan gavne.
22Og du, Jakob! paakaldte mig ikke; men du haver gjort mig Møie, Israel!
2Og I skulle vide idag, at jeg taler ikke med eders Børn, som ikke vide, og som ikke have seet Herrens eders Guds Tugtelse, hans Storhed, hans stærke Haand og hans udrakte Arm,