5 Mosebok 33:2
Og han sagde: Herren er kommen af Sinai, og er opgangen af Seir for dem, han aabenbarede sig herlig af Parans Bjerg og kom med ti tusinde Hellige; ved hans høire Haand var en brændende Lov til dem,
Og han sagde: Herren er kommen af Sinai, og er opgangen af Seir for dem, han aabenbarede sig herlig af Parans Bjerg og kom med ti tusinde Hellige; ved hans høire Haand var en brændende Lov til dem,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3Gud kom fra Theman, og den Hellige fra Parans Bjerg, Sela! hans Majestæt skjulte Himmelen, og hans Lov fyldte Jorden.
4Og (hans) Skin var som Lyset, (der gik) ham tvende Horn af hans Haand, og der var hans Styrkes Skjul.
5Pestilentse gik frem for hans Ansigt, og gloende Gløder udkom fra hans Fødder.
3Visseligen du er den, som elsker Folkene; alle deres Hellige ere i din Haand; og de skulle sætte sig hos din Fod, (hver) skal optage af dine Ord.
4Mose bød os en Lov, (som er) en Eiendom for Jakobs Forsamling.
1Og denne er den Velsignelse, med hvilken Mose, den Guds Mand, velsignede Israels Børn, førend han døde.
20Der Herren var nedkommen over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op.
13Og du kom ned over Sinai Bjerg og talede med dem af Himmelen, og du gav dem oprigtige Rette og sande Love, gode Skikke og Bud.
14Og du kundgjorde dem din hellige Sabbat, og bød dem Bud og Skikke og Lov formedelst Mose, din Tjener.
5Bjergene fløde for Herrens Ansigt, (ja) Sinai selv for Herrens, Israels Guds, Ansigt.
5Og Herren kom ned i Skyen og stod der hos ham; og han kaldte paa det Navn, Herre.
12Og Herren sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget, og bliv der, saa vil jeg give dig de Steentavler og Loven og Budet, som jeg haver skrevet, at lære dem.
14Men om disse har og Enoch, den syvende fra Adam, spaaet, der han sagde: See, Herren kommer med sine mange tusinde Hellige,
17Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget.
18Og Sinai Bjerg røg ganske for Herrens Ansigt, som foer ned over det i Ilden; og der opgik en Røg af det, som Røg af en Ovn, og alt Bjerget bævede saare.
32Og derefter gik alle Israels Børn nær til; saa befoel han dem alt det, som Herren havde talet med ham paa Sinai Bjerg.
17Hvorfor springe I op, I Bjerge (fulde) med Høie? dette Bjerg havde Gud Lyst til, at boe derpaa; ja, Herren skal boe (derpaa) evindelig.
30Og der fyrretyve Aar vare fuldkommede, aabenbaredes Herrens Engel for ham i Sinai Bjergs Ørken, i en Tornebusks Ildslue.
31Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham:
11Og de skulle være rede til den tredie Dag; thi paa den tredie Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øine paa Sinai Bjerg.
2Og vær aarle rede, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top.
3Og der skal Ingen gaae op med dig, ei heller Nogen sees om det ganske Bjerg; hverken Qvæg eller Øxne skulle gaae i Græs henimod det samme Bjerg.
16Og Herrens Herlighed boede paa Sinai Bjerg, og Skyen bedækkede det i sex Dage, og han kaldte ad Mose paa den syvende Dag midt af Skyen.
17Og Synet af Herrens Herlighed var som en fortærende Ild, øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øine.
1Og Herren havde talet til Mose paa Sinai Bjerg og sagt:
21Og han udsaae sig det Første (af Landet), at han var der beskjærmet i den Deel, (ham var given) af Lovgiveren; dog kom han med Folkenes Øverster, han gjorde Herrens Retfærdighed og hans Rette imod Israel.
2Thi de droge fra Rephidim og kom til Sinai Ørk, og leirede sig i Ørken; og der leirede Israel sig mod Bjerget.
3Og Mose steg op til Gud; og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Huus og kundgjøre Israels Børn:
23Og Mose sagde til Herren: Folket kan ikke stige op paa Sinai Bjerg; thi du, du vidnede for os og sagde: Sæt Grændser om Bjerget og hellige det.
54Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans høire Haand havde forhvervet.
4Herren talede med eder Ansigt til Ansigt paa Bjerget midt ud af Ilden.
11Og I kom nær til og stode nede ved Bjerget, og Bjerget brændte med Ild, indtil midt op i Himmelen, der var Mørke, Sky, ja (forfærdeligt) Mørke.
1Og Herren talede til Mose og sagde:
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
14Og de skulle sige til dette Lands Indbyggere, — naar de høre, at du, Herre, er midt iblandt dette Folk, for hvilke du, Herre, sees øiensynligen, og din Sky staaer over dem, og du gaaer for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten;
3Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
13Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
14Og Herren talede til Mose i Sinai Ørk og sagde:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
9Da sagde Herren til Mose: See, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og troe dig evindeligen; og Mose havde forkyndt Folkets Ord for Herren.
34Disse ere Budene, hvilke Herren befoel Mose til Israels Børn, paa Sinai Bjerg.
23Og det skede, der I havde hørt Røsten midt af Mørket og af Bjerget, som brændte med Ild, da kom I nær til mig, alle øverste iblandt eders Stammer og eders Ældste.
46Disse ere de Skikke og de Rette og de Love, som Herren gav imellem sig og imellem Israels Børn paa Sinai Bjerg formedelst Mose Haand.
23Og Mose og Aron gik til Forsamlingens Paulun, og de gik ud og velsignede Folket, og Herrens Herlighed saaes af alt Folket.
10Og Herren talede til Mose og sagde:
16Og Herren talede til Mose og sagde:
15Og jeg vendte mig og gik ned af Bjerget, og Bjerget brændte med Ild; og jeg havde de to Pagtens Tavler i begge mine Hænder.