Galaterbrevet 6:3
Thi dersom Nogen tykkes sig at være Noget og er dog Intet, han bedrager sig selv.
Thi dersom Nogen tykkes sig at være Noget og er dog Intet, han bedrager sig selv.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4Men hver prøve sin egen Gjerning, og da skal han have Ros for sig selv alene, og ikke for Andre;
5thi hver skal bære sin egen Byrde.
18Ingen bedrage sig selv; dersom Nogen iblandt eder tykkes sig at være viis i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis.
19Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud; thi der er skrevet: Han er den, som griber de Vise i deres Trædskhed.
20Og atter: Herren kjender de Vises Tanker, at de ere forfængelige.
21Derfor rose Ingen sig af Mennesker; thi alle Ting ere eders,
6Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.
7Thi hvo giver dig Fortrin? og hvad haver du, som du ikke haver annammet? men dersom du og haver annammet det, hvi roser du dig, som om du ikke havde annammet det?
2men dersom Nogen tykkes sig at vide Noget, han haver endnu aldrig vidst Noget saaledes, som det bør sig at vide;
7See I paa det Udvortes? Dersom Nogen hos sig selv stoler paa, at han hører Christum til, han slutte igjen fra sig selv, at, ligesom han hører Christum til, saa høre og vi Christum til.
22Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage eder selv.
23Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, han er lig en Mand, der betragter sit naturlige Ansigt i et Speil;
24thi han betragtede sig selv, og gik bort og glemte strax, hvordan han var.
11da betænke en Saadan dette, at saadanne, som vi fraværende ere med Ord ved Brevene, saadanne ville vi og nærværende være i Gjerningen.
12Thi vi tør ikke regne os iblandt eller ligne os med Somme, der prise sig selv; men de forstaae ikke, at de maale sig med sig selv og ligne sig med sig selv.
6Thi dersom jeg end vilde rose mig, blev jeg ikke en Daare, thi jeg vilde sige Sandhed; men jeg undlader det, for at ikke Nogen skal tænke høiere om mig, end det, han seer mig at være, eller det, han hører af mig.
3(og gjøre) Intet af Lyst til Trætte eller forfængelig Ære, men agte i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv,
4seende ikke Enhver paa sit Eget, men Enhver ogsaa paa Andres.
1Brødre! dersom og et Menneske bliver overilet af nogen Brøst, da hjælper en Saadan tilrette, I Aandelige! med Sagtmodigheds Aand; men see til dig selv, at ikke og du bliver fristet.
2Bærer hverandres Byrder, og opfylder saaledes Christi Lov.
16Jeg siger atter, at Ingen maa agte mig for en Daare; men hvis endog, da taaler mig dog som en Daare, at jeg ogsaa maa rose mig lidet.
17Hvad jeg (nu) taler, taler jeg ikke efter Herren, men som i Daarlighed, idet jeg med saa fast Forvisning roser mig.
7Farer ikke vild! Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saaer, dette skal han og høste.
2Den Ugudeliges Overtrædelse siger (mig) inden i mit Hjerte: Der er ikke Gudsfrygt for hans Øine.
4han er opblæst, skjøndt han Intet veed, men er syg for Spørgsmaal og Ordkrig, af hvilke kommer Avind, Trætte, Bespottelse, ond Mistanke,
12Derfor, hvo, som tykkes at staae, see til, at han ikke falder.
3Thi formedelst den Naade, som mig er given, siger jeg til Enhver iblandt eder, at han skal ikke tænke høiere, end han bør at tænke, men at han skal tænke saa, at han er beskeden, alt som Gud haver tildeelt Enhver Troens Maal.
17Men hvo sig roser, rose sig i Herren!
18Thi ikke den, der priser sig selv, holder Prøve, men den, som Herren priser.
31Thi dersom vi dømte os selv, dømtes vi ikke.
31Han skal ikke kunne forlade sig paa Forfængelighed, hvorved han er forført; thi Forfængelighed skal vorde hans Betaling.
26Dersom Nogen iblandt eder synes, at han er en Gudsdyrker, og holder ikke sin Tunge i Tømme, men bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.
3Men jeg agter det for saare Lidet, at dømmes af eder, eller af en menneskelig Ret; ja jeg dømmer mig end ikke selv;
4thi vel veed jeg Intet med mig selv, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort; men Herren er den, som mig dømmer.
7Thi ikke tænke det Menneske, at han skal faae Noget af Herren.
12(Naar) du haver seet en Mand, som synes (at være) viis for sine egne Øine, (da er der) mere Forhaabning til en Daare end til ham.
7Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
16Haver eet Sind mod hverandre; tragter ikke efter de høie Ting, men holder eder til de lave. Vorder ikke selvkloge.
4endskjønt ogsaa jeg haver det, jeg kunde forlade mig paa, endog i Kjødet. Dersom en Anden synes, han kan forlade sig paa Kjød, jeg meget mere.
14Men have I besk Nid og Kivagtighed i eders Hjerter, da roser eder ikke eller lyver mod Sandheden.
29paa det at intet Kjød skal rose sig for ham.
26Lader os ikke have Lyst til forfængelig Ære, saa at vi trodse hverandre og bære Avind imod hverandre.
7Thi ligesom han agter (dig) i sit Hjerte, saa er det; han skal sige til dig: Æd og drik, men hans Hjerte er ikke med dig.
6Eders Ros er ikke smuk; vide I ikke, at en liden Suurdeig gjør den ganske Deig suur?
15Men den Aandelige bedømmer vel alle Ting, men selv bedømmes han af Ingen.
18Lader Ingen tage Klenodiet fra eder, som giver sig Skin af Ydmyghed og Engles Dyrkelse, indladende sig i Ting, som han ikke haver seet, forfængeligen opblæst af sit kjødelige Sind,
6See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
3Men tænker du dette, o Menneske! du, som dømmer dem, der gjøre Saadant, og gjør selv det Samme, at du skal undflye Guds Dom?
9Forlader eder paa ham til hver Tid, (kjære) Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt! Gud er vor Tilflugt. Sela.
11Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?