Galaterbrevet 6:4
Men hver prøve sin egen Gjerning, og da skal han have Ros for sig selv alene, og ikke for Andre;
Men hver prøve sin egen Gjerning, og da skal han have Ros for sig selv alene, og ikke for Andre;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Brødre! dersom og et Menneske bliver overilet af nogen Brøst, da hjælper en Saadan tilrette, I Aandelige! med Sagtmodigheds Aand; men see til dig selv, at ikke og du bliver fristet.
2Bærer hverandres Byrder, og opfylder saaledes Christi Lov.
3Thi dersom Nogen tykkes sig at være Noget og er dog Intet, han bedrager sig selv.
5thi hver skal bære sin egen Byrde.
6Men den, som undervises i Ordet, skal dele alt Godt med den, som ham underviser.
7Farer ikke vild! Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saaer, dette skal han og høste.
16(til) at prædike Evangelium for dem, som boe paa hiin Side af eder, men ikke rose os af det, der var en Anden bestemt, af det allerede Fuldførte.
17Men hvo sig roser, rose sig i Herren!
18Thi ikke den, der priser sig selv, holder Prøve, men den, som Herren priser.
3Men jeg agter det for saare Lidet, at dømmes af eder, eller af en menneskelig Ret; ja jeg dømmer mig end ikke selv;
4thi vel veed jeg Intet med mig selv, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort; men Herren er den, som mig dømmer.
5Derfor dømmer ikke Noget før Tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til Lyset det, som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad; og da skal hver vederfares sin Lov af Gud.
6Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.
7Thi hvo giver dig Fortrin? og hvad haver du, som du ikke haver annammet? men dersom du og haver annammet det, hvi roser du dig, som om du ikke havde annammet det?
3(og gjøre) Intet af Lyst til Trætte eller forfængelig Ære, men agte i Ydmyghed hverandre høiere end Eder selv,
4seende ikke Enhver paa sit Eget, men Enhver ogsaa paa Andres.
22Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
5Randsager eder selv, om I ere i Troen, prøver eder selv; eller kjende I eder ikke selv, at Jesus Christus er i eder? uden saa er, at I ere uduelige.
26Lader os ikke have Lyst til forfængelig Ære, saa at vi trodse hverandre og bære Avind imod hverandre.
12Altsaa skal da hver af os gjøre Gud Regnskab for sig selv.
13Derfor lader os ikke mere dømme hverandre; men dømmer heller dette, at Ingen maa sætte Anstød eller Forargelse for sin Broder.
16Men nu rose I eder i eders Overmod; al saadan Ros er ond.
24Ingen søge sit Eget, men hver det, som er den Andens (Bedste).
31at, som skrevet er: Hvo sig roser, rose sig i Herren.
12Thi vi tør ikke regne os iblandt eller ligne os med Somme, der prise sig selv; men de forstaae ikke, at de maale sig med sig selv og ligne sig med sig selv.
13da skal hvers Gjerning blive aabenbar, thi Dagen skal klarligen vise det; thi det aabenbares ved Ild, og Ilden skal prøve, hvordan Enhvers Gjerning er.
14Dersom Nogens Gjerning, som han byggede derpaa, bliver (fast), skal han faae Løn.
28Men (hvert) Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken.
9ikke af Gjerninger, for at ikke Nogen skal rose sig.
2Lad en Fremmed rose dig, og ikke din Mund, en Ubekjendt, og ikke dine Læber.
22Du haver Tro; hav den hos dig selv for Gud. Salig er den, som ikke dømmer sig selv i det, som han vælger.
2Hver af os være sin Næste til Behag i det Gode, til Opbyggelse.
8Men den, som planter, og den, som vander, ere Eet; men hver skal faae sin egen Løn efter sit eget Arbeide.
37Thi herudi er den Tale sand, at der er En, som saaer, og en Anden, som høster.
7See I paa det Udvortes? Dersom Nogen hos sig selv stoler paa, at han hører Christum til, han slutte igjen fra sig selv, at, ligesom han hører Christum til, saa høre og vi Christum til.
2Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, haver han Ros, men ikke for Gud.
21Derfor rose Ingen sig af Mennesker; thi alle Ting ere eders,
6thi han skal betale Enhver efter sine Gjerninger;
26Hans Sjæl, som arbeider, arbeider for sig (selv), thi han bøier sig til Arbeide, da hans Mund byder ham det.
6Den Bonde, som arbeider, bør først nyde Frugterne.
4Hvo er du, som dømmer en fremmed Svend? Han staaer eller falder for sin egen Herre; men han skal blive staaende, thi Gud er mægtig til at holde ham opreist.
5En agter den ene Dag (hellig) fremfor den anden, en Anden agter hver Dag (lige). Hver være fuld forvisset i sit eget Sind.
18Ingen bedrage sig selv; dersom Nogen iblandt eder tykkes sig at være viis i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis.
10saa I prøve, hvad som er velbehagelige for Herren.
6Thi dersom jeg end vilde rose mig, blev jeg ikke en Daare, thi jeg vilde sige Sandhed; men jeg undlader det, for at ikke Nogen skal tænke høiere om mig, end det, han seer mig at være, eller det, han hører af mig.
14Et fravendt Hjerte skal mættes af sine Veie, men en god Mand (viger) fra ham.
15Læg Vind paa at fremstille dig selv retskaffen for Gud, en Arbeider, som ikke behøver at skamme sig, som retteligen uddeler Sandhedens Ord.
21Thi de søge alle deres Eget, ikke hvad der er Christi Jesu.
4Fremdeles saae jeg alt Arbeide og al Redelighed i det, som gjøres, at den (tilfører) et Menneske Avind af det andet; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
9Men en Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed,