1 Mosebok 20:15
Og Abimelech sagde: See, mit Land er aabent for dig; du maa boe, hvor dig godt synes.
Og Abimelech sagde: See, mit Land er aabent for dig; du maa boe, hvor dig godt synes.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Og det skede, den Tid Gud lod mig vanke hid og did af min Faders Huus, da sagde jeg til hende: Denne er den Barmhjertighed, som du skal gjøre imod mig: Paa hvert det Sted, hvor vi komme hen, saa siig om mig: Han er min Broder.
14Saa tog Abimelech Faar og Fæ og Tjenere og Tjenestepiger, og gav Abraham, og gav ham Sara, hans Hustru igjen.
7Og nu, lad Manden faae sin Hustru tilbage, thi han er en Prophet, og han skal bede for dig, saa skal du leve; men dersom du lader hende ikke komme tilbage, da vid, at du skal visseligen døe, du og Enhver, som dig hører til.
8Da stod Abimelech aarle op om Morgenen, og kaldte ad alle sine Tjenere, og sagde alle disse Ord for deres Øren; og Mændene frygtede saare.
9Og Abimelech kaldte ad Abraham og sagde til ham: Hvad haver du gjort os, og hvad haver jeg syndet imod dig, at du haver ført saa stor en Synd over mig og over mit Rige? du haver gjort imod mig de Ting, som ikke burde at skee.
10Og Abimelech sagde til Abraham: Hvad saae du paa, at du gjorde dette Stykke?
11Og Abraham sagde: Fordi jeg tænkte: Her er slet ingen Gudsfrygt paa dette Sted; og de maatte slaae mig ihjel for min Hustrues Skyld.
22Og det skede paa den samme Tid, da talede Abimelech og Picol, hans Stridshøvedsmand, til Abraham og sagde: Gud er med dig i alt det, du gjør.
23Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke lyver for mig og min Søn, og for min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg haver gjort mod dig, skal du gjøre mod mig og mod Landet, i hvilket du haver været fremmed.
1Og Abraham reiste derfra i Landet Sønder paa, og boede imellem Kades og imellem Schur, og var fremmed i Gerar.
2Og Abraham sagde om Sara, sin Hustru: Hun er min Søster; saa udsendte Abimelech, Kongen af Gerar, og tog Sara.
3Og Gud kom til Abimelech i en Drøm om Natten, og han sagde til ham: See, du skal døe for den Qvinde, som du haver taget, thi hun er en Mands Ægtehustru.
4Og Abimelech havde ikke holdt sig til hende, og sagde: Herre, vil du og slaae retfærdige Folk ihjel?
5Haver han ei selv sagt til mig: Hun er min Søster? og hun, ja hun haver ogsaa selv sagt: Han er min Broder; i mit Hjertes Oprigtighed og med uskyldige Hænder gjorde jeg dette.
29Da sagde Abimelech til Abraham: Hvad skulle disse samme syv Lam her, som du stillede for sig selv?
30Og han svarede: Fordi du skal tage syv Lam af min Haand; og det skal være mig til et Vidnesbyrd, at jeg haver gravet denne Brønd.
10Da sagde Abimelech: Hvi haver du gjort os dette? En af Folket kunde snart have ligget hos din Hustru, saa havde du ført Skyld over os.
11Saa bød Abimelech alt Folket og sagde: Hvo, som rører ved denne Mand og ved hans Hustru, skal visseligen dødes.
25Og Abraham straffede Abimelech for den Vandbrønds Skyld, som Abimelechs Tjenere havde borttaget med Vold.
26Da svarede Abimelech: Jeg vidste ikke, hvo dette Stykke gjorde; og du haver heller ikke givet mig det tilkjende, og jeg haver ikke heller hørt det, førend idag.
27Da tog Abraham Faar og Fæ og gav Abimelech; og de gjorde begge et Forbund.
10Og I skulle boe hos os, og Landet skal være (aabent) for eders Aasyn; boer og handler derudi, og erhverver eder Eiendom derudi.
16Og han sagde til Sara: See, jeg haver givet din Broder tusinde (Sekel) Sølv; see, han er dig Skjul for Øine, for alle dem, som ere hos dig, ogsaa for alle Andre; og det var hendes Straf.
17Saa bad Abraham til Gud; og Gud helbredede Abimelech og hans Hustru og hans Tjenesteqvinder, og de fødte.
18Thi Herren havde aldeles lukket for hvert Liv i Abimelechs Huus, for Sara, Abrahams Hustrues, Skyld.
9Er ikke det ganske Land for dig? Kjære, skil dig fra mig; dersom du vil til den venstre Side, da vil jeg fare til den høire, og dersom du vil til den høire, da vil jeg fare til den venstre.
12Da bøiede Abraham sig for Folket i Landet.
13Og han talede med Ephron i Folkets Paahør i Landet, og sagde: Aleneste om du vil, da hør mig dog; jeg giver Sølv for Ageren, tag det af mig, og jeg vil begrave min Døde der.
14Da svarede Ephron Abraham og sagde til ham:
5Da svarede Heths Børn Abraham og sagde til ham:
34Og Abraham var fremmed i Philisternes Land en lang Tid.
16Og Abimelech sagde til Isak: Drag fra os: thi du er bleven os aldeles for mægtig.
9at han vil give mig den Hule, som hører til Macpela, som er hans, som er i Enden paa hans Ager; han give mig den for fuld Værdi, midt iblandt eder, til en Begravelses Eiendom.
4Og han give dig Abrahams Velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, som du er fremmed udi, hvilket Gud gav Abraham
17Staa op, vandre igjennem Landet i dets Længde og i dets Bredde; thi dig vil jeg give det.