1 Mosebok 3:6
Og Qvinden saae, at Træet var godt at æde af, og at det var (heel) lysteligt at see til, og et ønskeligt Træ til at faae Forstand af, saa tog hun af dets Frugt og aad; og hun gav sin Mand ogsaa med sig, og han aad.
Og Qvinden saae, at Træet var godt at æde af, og at det var (heel) lysteligt at see til, og et ønskeligt Træ til at faae Forstand af, saa tog hun af dets Frugt og aad; og hun gav sin Mand ogsaa med sig, og han aad.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Og Slangen var trædskere end alle (vilde) Dyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort, og den sagde til Qvinden: Ja, skulde Gud have sagt: I maae ikke æde af hvert Træ i Haven?
2Da sagde Qvinden til Slangen: Vi maae æde af Træers Frugt i Haven.
3Men om det Træes Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: Æder ikke deraf, og rører ikke derved, at I skulle ikke døe.
4Da sagde Slangen til Qvinden: I skulle ikke døe Døden.
5Men Gud veed, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øine oplades, og I skulle blive ligesom Gud, og kjende Godt og Ondt.
7Da oplodes begges deres Øine, og de kjendte, at de vare nøgne; og de heftede Figenblade og gjorde sig Skjørter.
8Og de hørte Guds Herrens Røst, som gik i Haven, der Dagen var luftig; da skjulte Adam og hans Hustru sig for Guds Herrens Ansigt iblandt Træerne i Haven.
9Og Gud Herren kaldte ad Adam og sagde til ham: Hvor er du?
10Og han sagde: Jeg hørte din Røst i Haven og frygtede, thi jeg var nøgen, og skjulte mig.
11Og han sagde: Hvo gav dig tilkjende, at du var nøgen? haver du ædet af det Træ, om hvilket jeg bød dig, at du skulde ikke æde deraf?
12Og Adam sagde: Qvinden, som du gav (at være) med mig, hun, hun gav mig af det Træ, og jeg aad.
13Da sagde Gud Herren til Qvinden: Hvi haver du dette gjort? og Qvinden sagde: Slangen bedrog mig, og jeg aad.
20Og Adam kaldte sin Hustrues Navn Eva; thi hun selv var alle Levendes Moder.
21Og Gud Herren gjorde Adam og hans Hustru Kjortler af Skind og iførte dem.
22Og Gud Herren sagde: See, Adam har været som En af os til at kjende Godt og Ondt; men nu, paa det han ikke skal udrække sin Haand og tage ogsaa af Livsens Træ, og æde og leve evindeligen —
23da forviste Gud Herren ham af Edens Have til at dyrke Jorden, den han var tagen af.
24Og han drev Mennesket ud, og satte Cherubim Østen for Edens Have, og et blinkende Sværd, som vendte sig, til at vogte Veien til Livsens Træ.
16(Men) til Qvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggjøre din Kummer og din Undfangelse: med Smerte skal du føde Børn, og din Attraa skal være til din Mand, men han, han skal herske over dig.
17Og han sagde til Adam: Efterdi du lød din Hustrues Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da vorde Jorden forbandet for din Skyld; med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage.
18Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken.
8Og Gud Herren havde plantet en Have udi Eden, mod Østen, og sat Mennesket der, hvilket han havde gjort.
9Og Gud Herren gjorde, at der opvoxede allehaande Træer af Jorden, som vare lystelige at see til og gode til at æde af, og Livsens Træ midt i Haven, og Kundskabens Træ paa Godt og Ondt.
15Og Gud Herren tog Mennesket og satte det i Edens Have, at dyrke den og bevare den.
16Og Gud Herren bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven.
17Men af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag du æder af det, skal du døe Døden.
18Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er for sig alene; jeg vil gjøre ham en Hjælp, som skal være hos ham.
13Thi Adam blev først skabt, siden Eva,
14og Adam blev ikke bedragen, men Qvinden blev bedragen og faldt i Overtrædelse.
25Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og bluedes ikke.
21Da lod Gud Herren falde en dyb Søvn paa Adam, og han sov; og han tog et af hans Ribbeen og lukkede med Kjød istedet derfor
22Og Gud Herren byggede af det Ribbeen, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde, og ledede hende til Adam.
23Da sagde Adam: Denne Gang er det Been af mine Been, og Kjød af mit Kjød; denne, hun skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden.
2da saae Guds Sønner Menneskens Døttre, at de vare skjønne, og toge sig Hustruer af alle, som de udvalgte.
1Og Adam kjendte sin Hustru Eva; og hun undfik og fødte Cain, og sagde: Jeg eier en Mand, som er Herren.
29Og Gud sagde: See, jeg haver givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og allehaande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde
25Begjær ikke hendes Deilighed i dit Hjerte, og lad hende ikke betage dig med sine Øienlaage.
11Og Gud sagde: Jorden udgive Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skede saa.
12Og Jorden udgav Græs, Urter, som udgave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saae, at det var godt.
12Grenene derpaa vare deilige, og (der var) megen Frugt paa, og der var Føde for Alle derpaa; derunder var Skygge for Dyrene paa Marken, og i Grenene derpaa boede Himmelens Fugle, og alt Kjød fødtes deraf.