Hebreerbrevet 1:13
Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Davids Psalme. Herren sagde til min Herre: Sid hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.
2Herren skal sende din Styrkes Spiir af Zion, (sigende): Regjer midt iblandt dine Fjender.
44Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
45Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?
12men han, der han havde offret eet Offer for Synderne, sidder han for stedse hos Guds høire Haand,
13biende iøvrigt, indtil hans Fjender blive lagte til en Skammel for hans Fødder.
33Derfor, efterat han er ophøiet hos Guds høire Haand og haver annammet den Hellig-Aands Forjættelse af Faderen, udgydede han den, som I see og høre.
34Thi David opfoer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
35indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
36Thi David siger selv ved den Hellig-Aand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
42og David selv siger (dog) i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
43indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
2hvem han haver sat til en Arving over alle Ting, ved hvem han og haver gjort Verden,
3(og) som, efterdi han er Herlighedens Afglands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, gjorde ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;
4og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han haver arvet et herligere Navn fremfor dem.
5Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: Du er min Søn, jeg fødte dig idag? og atter: Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn.
6Men atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.
7Og om Englene siger han: Han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue.
8Men til Sønnen: Din Throne, o Gud! (staaer) i al Evighed; Retviisheds Spiir er dit Riges Spiir.
9Du elskede Retfærdighed og hadede Uret; derfor haver, Gud! din Gud salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
10Og: Du, Herre! grundfæstede Jorden fra Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger.
14Ere de ikke alle tjenende Aander, udsendte til Tjeneste for dem, som skulle arve Salighed?
5Thi Engle underlagde han ikke det vordende Jorderige, om hvilket vi tale.
6Men En haver vidnet etsteds, sigende: Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu? eller et Menneskes Søn, at du agter paa ham?
7Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
8alle Ting lagde du under hans Fødder. Idet han altsaa underlagde ham alle Ting, undtog han Intet, som jo er ham underlagt; dog see vi endnu ikke alle Ting at være ham underlagte.
9Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesum, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.
10Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting (ere), og ved hvem alle Ting (ere), ham, som fører de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Fyrste.
22som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og Magterne og Kræfterne ere ham underlagte.
5(da maa jeg sige:) Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
6Og du haver ladet ham lidet blive ringere end Englene, men du skal krone ham med Ære og Hæder.
5Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
69Fra nu af skal Menneskens Søn sidde hos Guds Kraftes høire Haand.
25Thi ham bør det at regjere, indtil han faaer lagt alle Fjender under sine Fødder.
12ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den samme, og dine Aar skulle ikke aflade.
1Saa er da Hovedsummen af det, som (her) siges: Vi have en saadan Ypperstepræst, som sidder ved høire Side af Majestætens Throne i Himlene,
17Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
10Thi der er skrevet: Han skal befale sine Engle angaaende dig, at bevare dig,
11og at de skulle bære dig paa Hænderne, paa det du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.
27Thi han haver lagt alle Ting under hans Fødder. Men naar han siger, at alle Ting ere (ham) underlagte, da er det aabenbart, at (det er) ham undtagen, som haver underlagt ham alle Ting.
49Himmelen er mig en Throne, men Jorden mine Fødders Skammel; hvad Huus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted?
25Thi David siger om ham: Jeg haver altid Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.
20som han udviste i Christo, der han opreiste ham fra de Døde og satte ham hos sin høire Haand i Himlene,
42Alle, som gik forbi paa Veien, røvede ham; han var sine Naboer en Forsmædelse.
5Saaledes haver og Christus ikke selv tillagt sig den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: Du er min Søn, jeg fødte dig idag.
20Lover Herren, I hans Engle! I Vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst.
6Dine Pile ere skjærpede, — Folk skulle falde under dig — (de skulle fare) i Kongens Fjenders Hjerte.
22og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden,
7Jeg vil fortælle om et beskikket (Raad): Herren sagde til mig: Du er min Søn, jeg, jeg fødte dig idag.
33som og skrevet er i den anden Psalme: Du er min Søn; idag haver jeg født dig.