Der Israel var ung, da Havde jeg ham kjær, og jeg kaldte min Søn af Ægypten.

(Ligesom) de kaldte dem, saa gik de bort fra deres Ansigt, de offrede til Baalim og gjorde Røgelse for de udskaarne Billeder.

Og jeg, jeg lærte Ephraim at gaae, han tog dem paa sine Arme; og de kjendte det ikke, at jeg havde lægt dem.

Jeg drog dem med Menneskens Snorer, med Kjærligheds Reb, og jeg var dem som de, der opløfte Aaget, (der var) over deres Kjæfter, og jeg rakte ham Føde.

Han skal ikke vende tilbage til Ægypti Land, men Assur, han skal være hans Konge; thi de vægrede sig for at omvende sig.

Og Sværdet skal blive over hans Stæder, og fortære hans Lemmer, og æde (dem), for deres Raads Skyld.

Thi mit Folk, de hænge ved at afvende sig fra mig, de kalde dem, (at de skulle omvende sig) til den Høieste, (men) Ingen ophøier (ham) tillige.

Hvorledes skulde jeg hengive dig, Ephraim, og overantvorde dig, Israel? hvorledes skulde jeg gjøre ved dig som ved Adma? skulde jeg sætte dig som Zeboim? mit Hjerte haver vendt sig i mig, mine Fortrydelser ere optændte tillige.

Jeg vil ikke gjøre efter (min) grumme Vrede, jeg vil ikke komme igjen at fordærve Ephraim; thi jeg er Gud og ikke et Menneske, den Hellige midt iblandt dig, og jeg vil ikke komme i Staden.

De skulle vandre efter Herren, han skal brøle som en Løve; naar han, han skal brøle, saa skulle Børn være forfærdede og (komme) fra Havet.

De skulle være forfærdede (og komme) som en Fugl af Ægypten og som en Due af Assurs Land, og jeg vil lade dem boe i deres Huse, siger Herren.