Jesaja 24:7
Mosten sørger, Viintræet vansmægter, alle (de, som vare) glade af Hjertet, sukke.
Mosten sørger, Viintræet vansmægter, alle (de, som vare) glade af Hjertet, sukke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Trommernes Glædskab haver ophørt, de Glades Bulder haver ladet af, Harpes Glædskab haver ophørt.
9De skulle ikke drikke Viin med Sang, stærk Drik skal være beesk for dem, som drikke den.
10Den øde Stad er sønderbrudt, hvert Huus er tillukket, at Ingen gaaer ind.
11Man raaber (klagelig) paa Gaderne efter Vinen, al Glæde er formørket, Landets Glæde er vandret derfra.
12Det, som er blevet tilovers i Staden, er Ødelæggelse, og Porten skal sønderslaaes med Bulder.
13Thi saa skal det gaae midt i Landet, midt iblandt Folket, som (naar) man haver rystet et Olietræ, (og) som med (overblevne) Viinqviste, naar Viinhøsten er endt.
8Hyl som en Jomfru, der haver ombundet en Sæk, for sin Ungdoms Mand.
9Madoffer og Drikoffer er afskaaret fra Herrens Huus, Præsterne, Herrens Tjenere, sørge.
10Marken er ødelagt, Landet sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er fortørret, den ferske Olie er vansmægtet.
11Agermændene ere beskjæmmede, Viingaardsmændene hyle for Hvede og for Byg; thi Høsten paa Marken er fordærvet.
12Viintræet er tørret, og Figentræet er vansmægtet; (dertil) Granattræet, ja Palmetræet og Æbletræet, alle Træer paa Marken ere fortørrede, ja, Fryd er fortørret fra Menneskens Børn.
9Derfor vil jeg græde med Jaesers Graad for det Viintræ i Sibma, jeg vil (overflødigen) vande dig med min Graad, Hesbon og Eleale! thi Frydeskriget over din Sommerfrugt og over din Høst er henfaldet.
10Og Glæde og Fryd skal borttages fra den frugtbare Mark, og man skal ikke synge (med Fryd) i Viingaardene, ei heller raabe (med Glæde); Persetræderen skal ikke træde Druer i Perserne, Frydeskriget haver jeg ladet høre op.
5Vaagner op, I Drukne! og græder, og hyler, alle I, som drikke Viin! for Mosten, thi den er afskaaren fra eders Mund.
32Jeg maa græde over dig, du Viintræ i Sibma! mere end Jaesers Graad var; dine Qviste ere farne over Havet, de naaede til Jaesers Hav; en Ødelægger er falden over din Sommerfrugt og over din Viinhøst.
33Og Glæde og Fryd skal borttages af den frugtbare Mark og af Moabs Land, og jeg vil lade ophøre Viin af Perserne, Ingen skal træde med Frydeskrig, Frydeskriget skal ikke være det (sædvanlige) Frydeskrig.
15Vort Hjertes Glæde holdt op, vor Dands er vendt til Sorrig.
4Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de Høie af Folket i Landet ere blevne afmægtige.
11De udperse Olie imellem deres Mure, de træde Perserne og tørste.
6Giver stærk Drik til den, som omkommer, og Viin til dem, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen,
11Horeri og Viin og Most borttage Hjertet.
12De skulle hyle, (som Børn) ved Brysterne, for de ønskelige Agre, for de frugtbare Viintræer.
17Og (der skal være) Hylen i alle Viingaarde; thi jeg vil fare midt igjennem dig, siger Herren.
2Loen og Persen skulle ikke føde dem, og Most skal slaae hende feil.
12Og de skulle komme og synge med Fryd paa Zions Høie, og fare til Herrens Gode, til Korn og til Most og til Olie, og til unge Faar og Øxne, og deres Sjæl skal være som en vandrig Have, og de skulle ikke herefter bedrøves ydermere.
13Da skal en Jomfru glædes i Dands, og unge Karle og Gamle tillige; og jeg vil vende deres Sorg til Glæde, og trøste dem og glæde dem efter deres Bedrøvelse.
4Zions Veie sørge, fordi man ikke kommer til Forsamling; alle dens Porte ere ødelagte, dens Præster sukke; dens Jomfruer ere bedrøvede, og for hende selv (er det) bittert.
9Landet sørger, er forsmægtet, Libanon er beskjæmmet, er afhugget; Saron er som en øde Mark, og Basan og Carmel er afrystet.
17Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
3Derfor skal Landet sørge, og hver skal vansmægte, som boer deri, med (vilde) Dyr paa Marken og med Fuglene under Himmelen, og selv Fiskene i Havet skulle bortsamles.
2Paa den samme Dag (skal der være) en Viingaard med rød Viin; synger mod hverandre om den.
34Og jeg vil lade ophøre fra Judæ Stæder og fra Gaderne i Jerusalem Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst; thi Landet skal være øde.
6Derfor fortærer Forbandelsen Landet, og de, som boe deri, blive ødelagte; derfor blive de brændte, som boede i Landet, og der skulle blive faa Mennesker tilovers.
30Dem, som tøve (længe) ved Vinen, dem, som komme at søge efter blandet (Drik).
14See, mine Tjenere skulle synge (med Fryd) af Hjertets Behag, men I, I skulle skrige af Hjertepine og hyle for Aands Forstyrrelse.
31Og min Harpe er bleven til Sorrig, og mit Orgel til de Grædendes Lyd.
21Derfor hør dette dog, du Elendige, og du Drukne, dog ikke af Viin!
13Hjertet skal og, idet det leer, have Smerte, og det Sidste af den Glæde er Bedrøvelse.
17Thi Figentræet grønnes ikke, og der er ikke Grøde i Viintræerne, Olietræets Frugt slaaer feil, og ingen af Agrene giver Spise; man skiller Faarene fra Stien, og der skulle ikke være Øxne i Staldene.
9De dvæle, derfor forundrer eder, de forlyste sig, derfor raaber; de ere drukne, men ikke af Viin, de rave, men ikke af stærk Drik.
18Han er let ovenpaa Vandet, deres Deel er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Viingaardenes Vei.
1Vee mig! thi jeg er som de Ting, der eftersankes om Sommeren, som (efterladte) Viinqviste i Viinhøsten; der er ikke en Viindrue til at æde, (eller) den første Frugt, som min Sjæl havde Lyst til.
7De ere mange, som sige: Hvo vil vise os Godt? (men) Herre! opløft dit Ansigts Lys over os.
11Vee dem, som staae aarle op om Morgenen og jage efter stærk Drik, som tøve (længe), til Tusmørket, at Viin maa brænde dem!
12Og Harpe og Psalter, Tromme og Pibe og Viin var i deres Gjæstebud, men de vilde ikke see til Herrens Gjerning, og de saae ikke hans Hænders Gjerning.
15Og Viin glæder et Menneskes Hjerte, at dets Ansigt bliver frydefuldt af Olie; og Brødet vederqvæger et Menneskes Hjerte.
17Thi hvor (stor skal) hans Godhed (være), og hvor stor skal hans Deilighed (være)! Korn skal komme unge Karle, og Most Jomfruer til at bære Frugt.
37Og Ingen lader ny Viin i gamle Læderflasker; ellers sprænger den nye Viin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne fordærves.
13Paa den samme Dag skulle de deilige Jomfruer og de unge Karle forsmægte af Tørst,
10Røver Sølv, røver Guld! thi der er ingen Ende paa Forraad (og) Herlighed af alt kosteligt Tøi.